
Fredericia Kommune er et af de mest ekstreme eksempler på den manglende sammenhæng mellem udviklingen i kommunernes udgifter til senior- og førtidspension og det socioøkonomiske indeks i den kommunale udligning. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Socioøkonomisk indeks fanger ikke udvikling i senior- og førtidspension
Det socioøkonomiske indeks i udligningssystemet skulle fange ændringer i udgifter til eks. senior- og førtidspension, men data fra 21-23 viser, at det på ingen måde er tilfældet. Se hvodan din kommune er påvirket her.
Udgivet: 17/01/2024
Når kommunernes udgifter til senior og førtidespension stikker af i forhold til landsgennemsnittet, så er der ingen udsigt til, at det bliver fanget af det såkaldte socioøkonomiske indeks i det kommunale udligningssystem. Det betyder, at nogle kommuner kan glæde sig over, at de får en milliongevinst på relativt lave udgifter uden at tabe i udligningssystemet, mens andre kommuner modsat får en millionregning uden at de samtidig får ekstra penge fra udligningssystemet.
Tallene styrker den kritik der har været af, at politikerne i 2020 gennemførte en stor reform af den kommunale udligning uden at få en opdateret analyse af udgiften til senior- og førtidspension. Den analyse, som politikerne brugte til udligningsreformen var fra 2018 og baseret på data fra 2015.
Det gav to åbenlyse problemer. I 2015 var tilgangen til førtidspension meget lav, fordi en stor reform af førtidspensionen fra 2013 kun var under implementering, og derfor var der frem til 2015 kunstigt få bevillinger af førtidspension. Og seniorpension var slet ikke indført og indgik derfor ikke i analysen.
Udligningssystemet er bygget op, så kommunerne får udligning af deres udgifter både på baggrund af den demografiske og økonomiske sammensætning af befolkningen.
Dataene i nedenstående plotdiagram indikerer, at en kommune ikke kan regne med at få kompensation i det omfang, at stigende udgifter til senior- og førtidspension skyldes den socioøkonomiske sammensætning af befolkningen, mens den naturligvis vil få dækning for den del af en udgiftsstigning, som er forårsaget af en ændret alderssammensætning af befolkningen.
Modsat vil kommuner med relativt faldende omkostninger heller ikke skulle aflevere den del af gevinsten, som skyldes befolkningens socioøkonomiske sammensætning, men alene den del som skyldes ændret alderssammensætning.
Analysen her måler kommunens antal førtids- og seniorpensionister i forhold til det antal, som kommunen ville have på baggrund af sin andel af befolkningen. Årsagen er, at kommunerne set under et bliver kompenseret for stigende udgifter til senior- og førtidspension via balancetilskuddet. Det betyder, at kommuner, som har en lavere vækst i udgifterne end landsgennemsnittet, vil få en gevinst, mens kommuner med en højere vækst end landsgennemsnittet taber penge.
Sådan har vi gjort:
Ud fra data fra jobindsats.dk, Danmarks Statistik og Kommunale Nøgletal har vi beregnet, hvor mange hhv. senior- og førtidspensionister, som kommunen ville have, hvis det faktiske antal fulgte antallet af indbyggere i kommunen. Ud fra det tal har vi set på, hvor mange færre eller flere borgere kommunen har på senior- og førtidspension og omregnet dette til større eller mindre udgift. Vi har omregnet tallet til mer- eller mindreudgift pr. indbygger. Endeligt har vi sammenlignet udviklingen i det relative forbrug til senior- og førtidspension med udviklingen i det socioøkonomiske indeks. Fra klokken 15 kan du se Excel-arket bag analysen i NB-Data.
Sidst opdateret: 17/01/2024 - 13:50









































