
Regeringen ambition for statens afbureaukratisering er så lav, at de seneste 12 års vækst først vil være rullet tilbage i 2059. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Kommentar: Regeringens kamp mod bureaukrati er blottet for ambition
Er det mangel på vilje eller evner, som betyder, at de seneste 12 års massive vækst i statens administration først vil være rullet tilbage i 2059, spørger chefredaktør Arne Ullum i denne kommentar.
Udgivet: 09/01/2024
Regeringens kamp mod væksten i den offentlige administration står ynkeligt tilbage, efter at data fra Finansministeriet viser, at de seneste tolv års vækst i statens administration med de aktuelle planer først vil være rullet tilbage om 35 år i 2059.
Til sammenligning skal kommuner og regioner have rullet væksten i deres administration i den samme periode tilbage allerede i 2030.
Man kunne muntre sig meget over, at regeringen åbenbart anser landets kommunalpolitikere for at være så meget dygtigere til at gennemføre forandringer, at de kan løse en opgave på syv år, som det vil tage Folketinget 35 år at få håndteret.
Sagligt set kunne man indvende, at væksten i antallet af administrative medarbejdere i kommuner og regioner har været så meget mindre, at det naturligvis også må være nemmere at rulle den tilbage. Omvendt er en stor del af den kommunale og regionale administration drevet af flere borgere, mens væksten i statens administration ifølge regeringen selv primært skyldes corona og genopretningen af Skat.
Men det reelle spørgsmål er, om statens manglende reduktion af administrationen skyldes manglende vilje eller evner i regeringen og statsadministrationen? Meget tyder på, at svaret er begge dele.
Viljen er jo åbenlyst ikke til stede, når regeringen i fuld alvor sætter et mål om blot at reducere statens administrative udgifter med 400 millioner kroner i 2024. Den manglende vilje understreges af, at den daværende formand for regeringens traditionelt mest afbureaukratiseringsivrige parti, Venstre, i fuld alvor kaldte spareplanen på de 400 millioner kroner for "ambitiøs", da regeringen fremlagde sit forslag til finanslov.
Når ambitionen er så lav, kan det jo være svært at afgøre, om evnen er til stede. I lyset af, hvordan regeringen har omtalt væksten i det offentlige bureaukrati, er det vanskeligt ikke at få den tanke, at det er den manglende evne til at reducere bureaukratiet, som har fået regeringen til at skrue ambitionen så langt ned, at selv den svageste regering burde kunne nå målet.
Statsminister Mette Frederiksen har ærligt erkendt, at det har overrasket hende, hvor svært det er at reducere bureaukratiet.
Forklaringen kan være, at der er opstået en bureaukratisk accelerator mellem politikere, som hele tiden jagter vælgerpoint med nye tiltag, kontroller og indsatser, og en centraladministration, der som alle organisationer gerne vil vokse og styrke sin betydning.
I private virksomheder forsvinder den slags, fordi der normalt er nogle ejere, som afsætter en ledelse, der ikke har de fornødne ambitioner og evner.
I den offentlige sektor er det vælgerne, som skal drage den konsekvens. Og i den sammenhæng er det faktisk opmuntrende, at økonominister og Venstre-næstformand Stephanie Lose ved et pressemøde om Økonomisk Redegørelse i december kom i lidt af en krydsild, da de fremmødte journalister spurgte kritisk ind til den fortsatte vækst i det statslige bureaukrati, og manglende planer for at gøre noget ved problemet.
Så derfor kan den kontante konklusion blive, at hvis ikke den nuværende regering kan mobilisere ambitionen og evnerne til at skære i bureaukratiet, vil vælgerne forsøge at finde nogen, som kan og vil.
Sidst opdateret: 09/01/2024 - 12:25









































