Nye tal fra ministerium: Kommunernes administration pr. indbygger er slet ikke steget
Selvom antallet af administrative medarbejdere har været konstant målt pr. indbygger, så er der ifølge de nye tal store forskydninger mellem kommunerne. Se udviklingen for alle kommuner her.
Udgivet: 15/11/2023
Stik imod regeringens kontante udtalelser om stigende administration i kommunerne, så viser nye tal offentliggjort af Indenrigsministeriet, at antallet af administrative medarbejdere i kommunerne målt pr. indbygger slet ikke er steget fra 2016 til 2023.
Til sammenligning viser en opgørelse i regeringens 2030-plan, at antallet af administrative medarbejdere i staten er vokset markant siden 2018. Selvom økonomerne i Finansministeriet understreger, at opgørelsesmetoden er forskellig, så er forskellen i udviklingen meget markant.
Selvom antallet af administrative medarbejdere pr. indbygger er uændret ift. 2016, er der sket forskydninger mellem kommunerne. I den ene ende finder man Langeland og Hørsholm, hvor antal årsværk er faldet med henholdsvis 3,8 og 2,2 årsværk pr. 1000 indbyggere. På Bornholm er antal årsværk/1000 indbyggere steget med 1,9 årsværk, og i en række kommuner er tallet steget med 1,7 årsværk. Du kan se ændringen i din kommune i kortet nedenfor.
Hvis man ser på antallet af administrative medarbejdere pr. indbygger i 2023, så er der også en betydelig variation mellem kommunerne. Fra omkring 11 årsværk pr. 1000 indbyggere i Dragør og Greve til omkring 19 årsværk på Bornholm og i Brøndby. Se tallet for din kommune i nedenstående kort (artiklen fortsætter under kortet).
Der er dog også stor variation i rammevilkårene for kommunerne, og det tages der højde for i Indenrigs- og Sundhedsministeriets benchmark af de kommunale administrationsudgifter.
Benchmarken går kun frem til 2022, og der anvendes en lidt anden afgrænsning af administration end ovenfor. Som det fremgår, fås et andet resultat for variationen, når der tages højde for rammevilkårene.
NB-Økonomi har tidligere omtalt benchmarkanalysen her.
Bornholm ligger dog fortsat højt, og Brøndby over gennemsnittet, men i denne opgørelse ligger København, Aarhus og Gentofte lige så højt som Bornholm. I den lave ende finder vi her Holbæk og Horsens.
Sidst opdateret: 15/11/2023 - 13:20










































