Bevarelsen af seniorpensionen belaster kommunerne skævt

Regeringens beslutning om at bevare seniorpensionen og ikke gå videre med Arne plus koster nogle kommuner dyrt.

Udgivet: 14/11/2023

Pia Paarup Krebs

Redaktør

Del artiklen:

Den skæve belastning af kommunerne, der ligger i håndteringen af udgifterne til seniorpension, vil fortsætte, står det klart efter regeringens udmelding om, at seniorpensionen bevares.

I forbindelse med lanceringen af regeringens 2030-plan blev det meldt ud, at der ikke vil ske forringelser af seniorpensionsordningen, selvom det fremgik af regeringsgrundlaget. Det betyder, at de kommuner, der har en forholdsvis høj andel, som er på seniorpension, fortsat vil skulle bære den ekstra udgift.

Dermed vil seniorpensionen fortsætte med at have en markant højere ydelse end Arne-pensionen, og derfor forventes det, at borgerne vil fortsætte med at vælge den kommunalt betalte seniorpension frem for den statsbetalte Arne-pension.

Se i kortet nedenfor hvor stor en andel af de 61-66 årige, der er på seniorpension i din kommune. (Artiklen fortsætter under kortet).

Kommuner som Langeland har fire gange så mange seniorpensionister som fx Gentofte. Det betyder, at Langeland har en merudgift på årsniveau, som i 2023 kommer op over 20 mio. kr., sammenlignet med en situation hvor andelen af seniorpensionister var som landsgennemsnittet.

Og Gentofte har en besparelse på over 30 mio. kr. i forhold til et landsgennemsnitligt antal seniorpensionister.

Kompensation fordeles efter folketal

Allerede efter et år betaler kommunerne 80 procent af merudgiften til seniorpension. Selvom kommunerne under et kompenseres af staten for udgiften, så fordeles pengene efter tilskuds- og udligningsystemet. Det vil sige, at de kommuner, der har en højere andel end gennemsnittet på seniorpension, ikke bliver kompenseret fuldt ud. Kommuner med en lavere andel har modsat en gevinst.

I kortet nedenfor kan du se, hvor stor mer- eller mindreudgiften er pr. 61-66-årig i din kommune.

Det socioøkonomiske indeks kan opfange lidt af den skæve tendens, men det er mere et udtryk for tilfældigheder, da seniorpensionen ikke indgår i beregningen, som du kan læse her.

Sådan har vi gjort:

Beregningen af mer- og mindreudgiften i den enkelte kommune er lavet på baggrund af antallet af seniorpensionister og udgiften hertil i årets første 10 måneder. Udgiften er herefter fremskrevet til årsniveau og sammenlignet med en udgift, der svarer til et gennemsnitligt antal seniorpensionister.

Denne mer- eller mindreudgift er så divideret med antal 61-66-årige i kommunen for at tage højde for kommunens størrelse.

Sidst opdateret: 14/11/2023 - 13:49

Temaer: Seniorpension

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]