Tidlig tilbagetrækning har efter to år ædt halvdelen af udligningsreformens effekt
Tilgangen af førtids- og seniorpensionister har flyttet omtrent 750 millioner kroner fra yderkommuner til bykommuner siden udligningsreformen flyttede 1,4 milliarder kroner i modsatte retning.
Udgivet: 21/03/2023
Den stort opslåede reform af den kommunale udligning, som en bred vifte af folketingets partier anført af den tidligere S-regering aftalte i 2020, er allerede godt to år efter indførelsen ved at blive indhentet af virkeligheden.
Alene udviklingen i antallet af senior- og førtidspensionister har på landsplan annuleret godt halvdelen af reformens effekt.
Det viser en analyse fra NB-Økonomi, hvor vi har set på hver kommunes antal senior- og førtidspensionister i ni aldersgrupper mellem 16 og 66 år i forhold til det forventede antal, hvis de havde en landsgennemsnitlig andel personer på de to ydelser.
Beregningen viser, at det især er landets yderkommuner, som ellers fik en gevinst ved udligningsreformen, som rammes hårdt af udviklingen i de to ydelser.
Eksempelvis kunne Bornholm og Hjørring kommuner i 2020 glæde sig over, at den nye udligningsreform årligt ville polstre kommunernes økonomi med henholdsvis 55 og 60 millioner kroner. Siden det har den store tilgang af førtidspensionister og seniorpensionister ramt de to kommuners økonomi med henholdsvis 29 og 31 millioner kroner.
Dermed har de to kommuner allerede tre år efter reformen blev aftalt, tabt over halvdelen af den gevinst man fik med reformen alene på grund af tilgangen af personer på tidlige tilbagetrækningsydelser.
Endnu værre ser det ud for Lolland Kommune, som var en af de store vindere af udligningsreformen. Kommunen fik dengang en årlig gevinst på 39 millioner kroner fra reformen.
Den store stigning i antallet af personer på tidlig tilbagetrækning betyder, at kommunens årlige tab på de to ordninger er blevet 40 millioner kroner højere i perioden. Dermed har kommunen samlet set på udligningsreformen og udviklingen i senior- og førtidspension et nettotab på en million kroner, som kun ser ud til at blive værre over de kommende år.
De to kommuner er udtryk for en generel tendens på tværs af landet, hvor det især er i landets yderkommuner, at kommunekassen er blevet hårdt ramt af stigende udgifter til seniorpension og førtidspension.
I alt har yderkommunerne siden udgangen af 2019 tabt 770 millioner kroner på udgifterne til senior- og førtidspensioner. Ifølge aftalepartierne bag reformen af den kommunale udligning var effekten, at man årligt flyttede 1,4 milliarder kroner fra rige bykommuner til landets yderkommuner.
Mens yderkommunerne taber på senior- og førtidspensionerne, så er der omvendt en række af landets mest velhavende kommuner, der har vundet et tilsvarende stort beløb ved at de har haft en lavere tilgang af senior- og førtidspensionister end landsgennemsnittet.
Blandt de største vindere har Allerød, Hørsholm, Egedal og Lyngby-Taarbæk alle vundet mellem 650 og 850 kroner pr. indbygger, svarende til mellem 21 og 38 millioner kroner. Dermed har gevinsten for kommunerne med undtagelse af Hørsholm langt oversteget det tab, de havde ved den omdiskuterede udligningsreform i 2020.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Den store effekt på kommunernes økonomi skyldes, at kommunerne kompenseres for udgifterne til seniorpension og førtidspension under ét. Herefter fordeles kompensationen gennem udligningssystemet til kommunerne baseret på antallet af personer i forskellige aldersgrupper. Dermed har kommunerne samlet set ikke lidt et økonomisk tab af det stigende antal personer på tidlig tilbagetrækning.
Men kompensationen betyder, at kommuner som har en lavere andel personer på tidlig tilbagetrækning i hver aldersgruppe end landsgennemsnittet overkompenseres for udgifterne, mens kommuner med en højere andel personer på tidlig tilbagetrækning i hver aldersgruppe bliver underkompenseret.
Effekterne i ovenstående kort er beregnet på baggrund af udviklingen i afstanden til en landsgennemsnitlig andel personer i hver aldersgruppe siden fjerde kvartal 2019, som var de tal, forligspartierne bag udligningsreformen kunne se på i foråret 2020.
Dermed er kommunernes økonomiske udsigter blevet ændret markant på blot få år, siden kommunerne modtog nyheden om effekterne af udligningsreformen.
I kortet herunder kan du se, hvor meget hver kommune samlet set har vundet eller tabt på effekterne af både udligningsreformen og udviklingen i antallet på tidlig tilbagetrækning. Under kortet kan du se, hvordan vi har foretaget analysen.
En mindre del af effekten kan være neutraliseret som følge af ændringer i det socioøkonomiske indeks, men som du kan læse i baggrundsartikel er den effekt meget begrænset.
FAKTA - Sådan har vi gjort:
På baggrund af Danmarks Statistiks AUK01 har vi trukket tal for antallet af senior- og førtidspensionister i ni forskellige aldersgrupper mellem 16 og 66 år i fjerde kvartal 2019 og fjerde kvartal 2022. Herefter har vi trukket antallet af personer i de samme aldersgrupper i hver kommune - også i fjerde kvartal 2019 og fjerde kvartal 2022.
På baggrund af tallene har vi udregnet, hvor mange personer hver kommune burde have på de to ydelser i 2019 og 2022 i hver aldersgruppe, hvis de havde en landsgennemsnitlig andel personer på de to ydelser.
Herefter har vi udregnet afstanden til den landsgennemsnitlige andel i hver aldersgruppe.
Afstanden til landsgennemsnittet i hver aldersgruppe har vi herefter summeret, så vi på tværs af alle aldersgrupper har fundet afstanden mellem det faktiske antal og det forventede antal for hver kommune.
Herefter har vi udregnet udviklingen i afstanden til det forventede antal fra fjerde kvartal 2019 til fjerde kvartal 2022.
For at finde den økonomiske effekt har vi taget udgangspunkt i en gennemsnitlig kommunal udgift til hver senior- og førtidspensionist på 153.000 kroner. Tallet er baseret på blandt andet en økonomisk gennemgang fra Aabenraa Kommune, som viser, at deres gennemsnitlige udgift til hver person på senior- og førtidspension er cirka 153.000 kroner.
Tallet kan variere på tværs af kommunerne alt efter den gennemsnitlige refusionssats i kommunen og antallet af år, som hver person gennemsnitligt modtager senior- og førtidspension. Dermed kan tab/gevinst for den enkelte kommune godt være større eller mindre alt efter kommunens gennemsnitlige udgift pr. ydelsesmodtager.
For hver kommune har vi ganget udviklingen i afstanden til landsgennemsnittet fra 2019 til 2022 med de 153.000 kroner for at finde den økonomiske effekt af de seneste års udvikling. Det har vi udregnet både i millioner kroner og i kroner pr. indbygger på baggrund af folketallet fra fjerde kvartal 2022.
Til sidst har vi fra aftalen om reformen af den kommunale udligning fundet hver kommunes effekt af udligningsreformen ifølge den daværende regerings beregninger. Effekten har vi summeret med effekten af udviklingen i tidlig tilbagetrækning for at få den samlede nettoeffekt af udligning og udvikling i tidlig tilbagetrækning.
Abonnenter på NB-Data kan få adgang til regnearket bag analysen med flere beregninger og det fulde overblik ved at sende en mail til [email protected] med emnefeltet "NB-Data".
Har du ikke abonnement til NB-Data, kan du kontakte vores ansvarlige for abonnementsløsninger Helle Westerholt på telefon 92 92 63 40 eller ved at sende hende en mail på [email protected].
Sidst opdateret: 21/03/2023 - 14:32
Temaer: Udligning, Seniorpension, Førtidspension










































