Så meget koster seniorpensionen din kommune

I nogle kommuner har der været en stor tilgang til seniorpensionen, mens andre kommuner ikke har mange seniorpensionister.

Udgivet: 14/09/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Pia Paarup Krebs

Redaktør

Del artiklen:

Antallet af seniorpensionister fordeler sig skævt mellem kommunerne, og det afspejler sig i den kommunale økonomi.

Det samlede antal seniorpensionister, der er kommet til siden starten af 2020, udgør i august 2023 26.517 personer ud af knap 417.000 61-66 årige, dvs. 6,4 procent. I Lolland, Langeland og Tårnby kommuner er over 9 procent af de 61-66 årige på seniorpension, mens der i Gentofte og Rudersdal kommuner er under 3 pct.

Den skæve fordeling betyder, at udgifterne til seniorpension belaster kommunens økonomi meget forskelligt. I fem kommuner er mindreudgiften på mere end 300 kroner pr. borger, mens 11 kommuner har en merudgift på mere end 300 kroner pr. borger.

Mer- eller mindreudgiften pr. borger i din kommune fremgår af nedenstående figur.

Tendensen med ubalancen i antal seniorpensionister er fortsat i 2023. Der er store forskelle mellem kommunerne på, hvor mange af de 61-66 årige der er kommet på seniorpension i 2023.

På Læsø og Samsø er der stor tilgang til seniorpension, henholdsvis 2,54 og 2,72 procent af de 61-66 årige. Som nummer tre ligger Tårnby Kommune med 2,23 procent.

I modsatte ende ligger Hørsholm og Rudersdal, hvor andelen af nye seniorpensionister er omkring en femtedel af andelen på Læsø og Samsø.

Artiklen fortsætter under kortet.

For nedslidte danskere er det positivt, at man med en lægeattest i hånden kan trække sig tilbage før pensionsalderen.

For regeringen er ordningen blevet en politisk hovedpine. Tilgangen til seniorpension er fortsat i 2023, som det også fremgår af en artikel på NB-Beskæftigelse.

Skønnet for hvor mange, der vil være på ordningen, er løbende blevet opjusteret. Da ordningen blev indført, forventede man, at der ville være ca. 18.000 seniorpensionister fuldt indfaset. Nu forventes det at være ca. 12.000 personer mere - altså ca. 30.000 personer. På det åbne samråd torsdag med beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen kom det frem, at der til næste år forventes at være 29.200 personer på seniorpension.

Sidst opdateret: 15/09/2023 - 12:25

Temaer: Seniorpension

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]