Så meget skævvrides kommunernes økonomi i udligningssystemet
Flere kommuners finansieringsgrundlag sakker efter landsgennemsnittet. Se udviklingen for din kommune her.
Udgivet: 08/11/2023
Siden udligningsreformen har en række kommuner i Midtjylland og på kanten af hovedstaden oplevet et betydeligt fald i deres finansieringsgrundlag, set i forhold til landsgennemsnittet.
Det viser nye tal fra IT-konsulenthuset Dataproces.
Det har fået fire borgmestre på tværs af partiskel til at arrangere et møde med indenrigsudvalget på Christiansborg. De vil i gang med at arbejde for at rette op på den skævvridning i udligningssystemet, der år efter år udhuler deres finansiering. Artiklen om borgmestrenes møde kan du læse her.
NB-Økonomi har - på baggrund af tal fra Dataproces - set på, hvordan kommunernes finansieringsgrundlag pr. indbygger har ændret sig fra 2020 til 2024 og fra 2020 i en fremskrivning frem mod 2027 for alle kommuner. Finansieringsgrundlaget er kommunernes indtægter fra tilskud, udligning og skat, her opgjort pr. indbygger.
Favrskov Kommune finansieringsgrundlag falder eksempelvis med 1.475 kr. pr. indbygger fra 2020 til 2024.
Faldet ser ikke ud til at aftage de kommende år. I en prognose for 2027 skønner Dataproces, at afstanden til de kommuner der i dag er langt fra landsgennemsnittet, vil vokse i fremtiden.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Kommuner, der er særligt ramt af udligningseffekten
Det er specielt i kommuner som Skanderborg, Horsens, Silkeborg, Favrskov og Silkeborg, hvor afstanden op til landsgennemsnittet bliver større. På den anden side af Storebæltsbroen er det Egedal, Furesø, Hillerød og Lejre, som ligeledes bliver ramt på finansieringen.
Det er altså primært i Midtjylland og omkring hovedstaden, at forskellene er blevet større, men også Frederiksberg Kommune har siden 2020 flyttet sig længere fra landsgennemsnittet. I 2020-2024 er Frederiksberg gået fra -7.163 kr. pr. indbygger under landsgennemsnittet til -11.182 kr.
Også København og Aarhus rykker længere fra gennemsnittet, men den demografiske sammensætning med primært yngre borgere giver et markant anderledes, og mindre, udgiftsbehov. Sammenholdt med en solid likviditet stiller det København og Aarhus bedre end de andre berørte kommuner.
Prognose: Udviklingen fortsætter
I flere af de berørte kommuner vil afstanden til gennemsnittet blive større de kommende år. I Rebild Kommune vil man ifølge prognosen opleve et yderligere fald i finansieringsgrundlaget. Frem imod 2027 skønnes det, at kommunen vil flytte sig fra -5.798 kr. under gennemsnittet til -7.011 kr.
I den anden ende af skalaen ses en stor stigning i finansieringsgrundlaget på Lolland, Langeland, vestegnskommunerne samt en række yderkommuner i Nord- og Sydjylland.
Sidst opdateret: 09/11/2023 - 10:16
Temaer: Udligning
Emner: Udligning 2023










































