Nye grundvurderinger giver kæmpe afvigelser på dækningsafgiften
De nye grundvurderinger medfører ifølge det seneste skøn meget forskellige gevinster for de 33 kommuner, som opkræver dækningsafgift. Se tallene for alle kommuner her.
Udgivet: 26/10/2023
De nye grundvurderinger giver endnu større procentvise udsving på dækningsafgiften fra erhvervsvirksomheder, end den kommunerne har oplevet på øvrige ejendomme. Mens nogle kommuner får en vækst i indtægterne på under ti procent, så får andre kommuner mere end fordoblet deres indtægter. Det viser en gennemgang af det seneste skøn fra Skatteministeriet fra slutningen af august.
Når alle kommuner med dækningsafgift får en vækst, så er det, fordi Folketinget i forbindelse med det nye boligskattesystem har ændret beregningsgrundlaget for dækningsafgift for erhvervsvirksomheder, så der fra 2022 beregnes dækningsafgift af grundværdien og ikke af den såkaldte forskelsværdi, som er forskellen mellem ejendomsværdien og grundværdien.
Allerede ved lovens vedtagelse var det ifølge bemærkningerne til loven ventet, at kommunernes samlede indtægter ville stige med 30 procent, og det seneste skøn viser, at den samlede vækst ender på 34 procent.
Som du kan se på nedenstående kort, dækker gennemsnittet over en vækst på bare fire procent i Tårnby til 200 procent i den nærliggende Ishøj Kommune.
Kommunerne får først endelige tal efter 2025
Kommunerne bør dog være opmærksomme på, at skønnene fra skat er baseret på de foreløbige vurderinger, og de har bevæget sig ganske meget på bare få måneder. Vurderingsstyrelsen går først i gang med at udarbejde endelige vurderinger for erhvervsgrunde engang i 2025 og kan ifølge styrelsens hjemmeside ikke sige, hvornår det arbejde er afsluttet.
Dermed må kommunerne forvente, at de kan få en betydelig negativ eller positiv afregning, når indbetalingerne fra de foreløbige vurderinger skal efterreguleres fra 2027 på baggrund af de endelige vurderinger.
Vær opmærksom på, at dækningsafgift på erhvervsejendomme ikke indgår i udligningen, og dermed får de 33 kommuner hele gevinsten bortset fra deres andel i reduktionen af balancetilskuddet.
Staten dækker tab på balancetilskud
Det skabte stor politisk ballade, da NB-Økonomi i december 2021 - bare fire dage før tredjebehandling af loven - afslørede, at modregningen i balancetilskuddet af de stigende dækningsafgifter med et pennestrøg ville tilbagerulle en tredjedel af den udligningsreform, som Folketinget havde vedtaget året før.
Det medførte, at politikerne på mindre end to dage besluttede at give kommunerne uden dækningsafgift et særligt tilskud, som skal kompensere for deres tab på grund af de stigende dækningsafgifter. Tilskuddet betales af staten, og dermed er slutfacit, at de 33 kommuner kan glæde sig over stigende indtægter, mens resten af kommunerne kan glæde sig over, at de ikke skal bære tabet i balancetilskud.
Sidst opdateret: 26/10/2023 - 13:41









































