Både oppositionen og regeringen spillede en falsk melodi, da kommunale besparelser spillede en central rolle ved åbningsdebatten i Folketinget i går. Fakta blev hurtigt fortrængt af spin, da begge parter valgte at spille en falsk melodi, som fjernede ansvaret for de kommunale og regionale besparelser fra egne skuldre.

"Drop skattelettelserne, og invester i vores velfærd," lød det fra Pia Olsen Dyhr, der ligesom Enhedslistens Pelle Dragsted forsøgte at lave samme kobling mellem skattelettelser og de aktuelle kommunale besparelser.

Med andre ord, så har de to tidligere støttepartier intet ansvar for de kommunale besparelser - det skyldes alene at Socialdemokratiet efter pres fra de to regeringspartnere prioriterer skattelettelser.

Regeringens sendte så ansvaret videre ud i verden, da den socialdemokratiske ordfører Christian Rabjerg kom med følgende forklaring på det rædselskatalog af kommunale besparelser, som en række oppositionspartier rullede ud i debatten.

"Der er også steder, hvor det fungerer mindre godt og kommunerne er særlig presset af, at vi har haft prisstigninger på 10 pct. Det er bl.a. derfor, vi har givet en ekstra milliard kroner, og derfor vi også i de kommende år vil investere i vores velfærdssamfund."

Begge udsagn modsiges af fakta

Problemet er blot, at begge forklaringer er udtryk for en falsk melodi, som først og fremmest har til formål af fjerne ansvaret fra egne skuldre.

Først skattelettelserne: Bortset fra symbolske skattelettelser for omkring 100 millioner kroner, så er der ingen skattelettelser i årets forslag til finanslov fra regeringen. Selv hvis regeringen droppede de skattelettelser og gav alle pengene til kommunerne, så ville det kun lette sparekravet med en million kroner i en gennemsnitskommune.

Nu er både Pia Olsen Dyhr og Pelle Dragsted ganske vidende politikere, og derfor var de begge omhyggelige med at formulere deres udsagn sådan, at de rent teknisk ikke påstod den sammenhæng, men det var meget bevidst det indtryk, som de efterlod.

Så er der påstanden om inflationen: Det er rigtigt, at regeringen i 2022 valgte at skære kommunernes tilskud med cirka 1,9 milliarder kroner dels for at stramme finanspolitikken. dels for at give mere plads til at Folketinget kunne spendere penge ved de efterfølgende finanslovsforhandlinger,. Men det hører med til historien, at kommunerne gennemført de afledte besparelser i 2022 og 2023, så derfor påvirker det ikke behovet for besparelser fra 2023 til 2024.

Faktisk ser kommunerne ud til at vinde 300 millioner på pl-reguleringen i 2024, fordi inflationen ser ud til at blive lavere end forudsat ved økonomiforhandlingerne. Så den påstand holder heller ikke vand.

Kommunerne sparer, fordi Folketinget prioriteret råderummet til anden side

Den rigtige og meget enkle historie er, at kommunerne og regionerne i 2024 skal spare, fordi den tidligere og nuværende regering og dens støttepartier har valgt at prioritere det økonomiske råderum til andre ting.

Det er i den sammenhæng vigtigt at huske, at råderummet i forhold til eksempelvis kommunernes og regionernes økonomiske rammer er styret af to forhold: Dels hvor stort et råderum, der er i budgetlovens forstand, dels hvor stort råderum der er i forhold til den aktuelle finanspolitik i lyset af et mangeårigt ønske om at holde inflationen under et par procent.

Både budgetlovens råderum og det finanspolitiske råderum er siden 2018 blevet udtømt af en kombination af nye velfærdsgoder og manglende finansiering af dem. Begge dele har betydet, at der ikke var økonomisk råderum til både at dække opdriften i kommunernes og regionernes økonomi som følge det demografiske pres (flere børn og ældre) og opdriften i udgifter til blandt andet det specialiserede socialområde som følge af manglende vilje til at spare på hjælpen til den enkelte borger.

Folketinget pålægger kommuner og regioner at gennemføre de upopulære beslutninger

Slutfacit er altså, at både den tidligere og den nuværende regerings parlamentariske grundlag har afvist at foretage en prioritering af udgifter og opgaver, som kunne sikre en sammenhæng mellem velfærdsløfterne til borgerne og de økonomiske rammer.

Forklaringen er enkel: Partierne vil gerne både love bedre muligheder for tidlig tilbagetrækning (senior- og Arne-pension), nye velfærdsgoder som minimumsnormeringer og mange andre mindre tiltag, ekstra penge til grøn omstilling, hjælp til Ukraine og bedre forsvar og meget andet. Og der har ikke været flertal for at hæve skatterne - tværtimod har man sænket boligskatterne.

Og ønsket om at skyde ansvaret langt væk fra sig selv betyder så også, at skiftende regeringer har løst problemet ved at give kommunerne og regionerne færre penge, end det var nødvendigt for at sikre uændret velfærd på trods af det stigende udgiftspres og de mange velfærdsløfter fra Christiansborg.

Det er jo smart set ud fra et kynisk politisk spil. På den måde tvinger Folketinget og regeringen medlemmerne af landets kommunalbestyrelser og regionsråd til at gennemtrumfe den prioritering, som Christiansborg ikke har haft modet og evnen til at gennemføre.

Den ærlige melodi havde været, at flertallet enten havde hævet skatterne, undladt at indføre en masse nye velfærdsgoder eller taget ansvaret for de store nedskæringer i kommuner og regioner.