
KL's formand Martin Damm forventer større entusiasme fra regeringen i forhold til afbureaukratiering, som kan give kommunerne administrative besparelser end det Finansministeriet gav udtryk for i svar til NB-Økonomi i går. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
KL: Afgørende at staten leverer afbureaukratisering inden næste forår
KL accepterer, at regeringen ikke når at at gennemføre afbureaukratisering, som har virkning fra nytår. Men det er afgørende, at de første forslag får effekt, inden økonomiforhandlingerne går i gang.
Udgivet: 06/10/2023
Det er afgørende for KL, at kommunerne har fået gevinsten af de første administrative besparelser som følge af statslige regelforenklinger, inden økonomiforhandlingerne går i gang til foråret. Samtidig efterlyser KL-formand Martin Damm større entusiasme for regelforenklingerne, end Finansministeriet i går udtrykte i et svar til NB-Økonomi.
"Selvfølgeligt skal regeringen foretage konkrete regelændringer - det har de selv skrevet under på i økonomiaftalen," siger Martin Damm, som dog hæfter sig ved, at ministeriet svarede på et spørgsmål om, hvor meget der ville være gennemført første januar.
"Det er afgørende, at det kommer til at ske så hurtigt som muligt, og at staten selvfølgeligt også skal bidrage. Det står også i økonomiaftalen. Der skulle gerne være en del, som får effekt i 2024, men hvis man sidder og måler ud fra datoen den 1. januar, er det ikke sikkert. For du skal jo lave nogle love, der fjerner nogle ting. Det er også derfor vi har lavet fast track - hvad kan der omsættes meget hurtigt," siger KL-formanden og oplyser, at det foreløbige arbejde ifølge KL's embedsmænd er i god fremdrift.
"Det, der er vigtigt, er at få nedsat de administrative byrder, og fra vores synspunkt helst for et beløb svarende til de 700 millioner. De 700 millioner er jo også væk (fra kommunernes budgetter red.) i 2025, 2026 og i 2027. Så for os er det vigtigt, at der kommer så meget væk som overhovedet muligt," siger Martin Damm.
Han efterlyser noget mere entusiasme i svaret fra Finansministeriet til arbejdet med at fjerne statslige regler, som udløser bureaukrati i kommunerne. . I svaret fra Finansministeriet konstateres det, at "det vil være op til den enkelte kommune eller region at nedbringe udgifterne til administration, da den prioritering sker bedst lokalt."
I KL's optik har staten og kommunerne et fælles ansvar.
"Det er her helt afgørende, at vi skal levere noget, og staten skal levere noget ind i det her samarbejde. For os betyder det rigtig meget, at der også kommer nogen konkret regelforenkling. Det kan man så også høre, at alle folketingspolitikerne gerne vil have," siger Martin Damm.
Det spurgte vi ministeren om - og det svarede ministeriet
NB-Økonomis spørgsmål:
Regeringen har lagt vægt på, at finansieringen til lønløftet skal komme fra kommunerne og regionernes administration. I den forbindelse har regeringen lovet at indgå i et samarbejde (som er sat i gang) med kommunerne om at fjerne blandt andet statslige regler, som står i vejen for at lette administration i kommunerne. Når I at fjerne de statslige regler i løbet af 2023, så kommunerne reelt får lettelsen, når de går ind i 2024, hvor besparelsen jo falder fra dag 1?
Finansministeriet oplyser:
”Regeringen ønsker at nedbringe kommunernes og regionernes udgifter til administrative opgaver med 3 mia. kr. frem mod 2030, så de kan prioriteres til en ekstraordinær ramme til løn og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd.
Med økonomiaftalerne for 2024 er det aftalt, at kommunerne og regionerne skal nedbringe deres udgifter til administrative opgaver med samlet 1 mia. kr. i 2024. Det vil være op til den enkelte kommune eller region, at nedbringe udgifterne til administration, da den prioritering sker bedst lokalt. Regeringen, KL og Danske Regioner har samtidig aftalt at etablere flerårige samarbejdsprogrammer, der skal understøtte kommunerne og regionerne i deres opgave med at nedbringe udgifterne til administrative opgaver, og hvor der i fællesskab vil blive set på konkrete løsningsforslag på de udfordringer, der opleves i kommuner og regioner. Det arbejde er i gang, og det videre arbejde hermed bliver drøftet i samarbejdsprogrammerne.”
Sidst opdateret: 06/10/2023 - 13:12









































