Landets 98 borgmestre bør i dag tænke rigtigt godt på en særlig effekt, som deres vej- og parkfolk givetvis kender. Der er en kritisk grænse for, hvor meget affald, der kan ligge og flyde i en park, før mange ellers lovlydige borgere begynder at tænke: 'Hvorfor skal jeg tage bøvlet med at finde en skraldespand, når alle andre bare smider deres affald rundt omkring?'

Det er præcis den effekt, som landets kommuner læner sig op ad i år efter en historisk skattestigning på Frederiksberg på 1,1 procentpoint. Den vil sammen med tilsvarende men mindre skattestigninger i andre kommuner sende en byge af sanktioner til landets byråd.

"Vi har jo også bødet for, at andre har sat skatten op, og vi har ikke selv gjort det siden ’90’erne," siger eksempelvis Aalborgs borgmesteren, Lasse Frimann Jensen (S).

Effekten understreges af, at mange kommuner, på grund af sanktioner for andre kommuners skattestigninger, har fået beskåret deres indtægter med 10-30 millioner kroner, og så er det forståeligt, at man føler en vis moralsk ret til at hæve skatten tilsvarende - og dermed sende regningen retur.

Reelt er skattefastsættelsen jo et nulsumsspil. Hvis en kommune hæver skatten, vil de øvrige kommuner miste et tilsvarende beløb, og dermed ligger der i selve konstruktionen en risiko for en ond spiral, hvor kommunerne på skift hæver skatten for at blive kompenseret for de sanktioner, som de har fået på grund af de andre kommuners skattestigninger.

Spiller hasard med det kommunale selvstyre

Men prisen vil være høj, hvis landets borgmestre lader sådan et skatte-anarki råde. Før eller siden vil regeringen blive tvunget til at gribe ind og begrænse eller direkte fratage kommunerne retten til selv at fastsætte skatteprocenten.

Nogle vil argumentere for, at det har regeringen allerede gjort, men der er den væsentlige forskel, at kommunerne i dag kan aftale en ændret fordeling af skattebyrden. Hvis regeringen overtager fastsættelsen af udskrivningsprocenten, så skal borgmestrene i fremtiden diskutere med den til enhver tid siddende indenrigsminister frem for deres kolleger i kommunefællesskabet.

Derfor påhviler der borgmestrene en tung byrde, når de om kort tid igen mødes til borgmestermøde som led i den faseopdelte budgetproces. På det første møde efter sommerferien var alle enige om at være sure på regeringen, men nu må de kigge indad og finde en løsning på det, der ligner et truende skatte-anarki.

Inden man maler Fanden på væggen, så er det værd at huske, at borgmestrene tidligere har løst næsten umulige gordiske knuder. Modsat er det værd at bemærke, at den faseopdelte budgetproces de seneste år har bevæget sig fra krise til krise med et stadig kortere interval og større intensitet.

Hvis årets skattekrise skal løses, så vil det formentligt kræve en hjælpende hånd fra to forskellige grupper af kommuner.

For det første skal alle kommuner med planer om at hæve skatten tænke sig om en ekstra gang og gå tilbage til forhandlingsbordet og finde besparelser, som kan erstatte en del af skattestigningerne.

Derudover skal de mange kommuner med bugnende kasser seriøst overveje, om det på nogen måde vil påvirke deres service og anlægsbudgetter at give moderate skattelettelser. Her bør Københavns Kommune være den lysende stjerne. Et flertal i Borgerrepræsentationen har vedtaget en skattelettelse i 2024, som alene vil have den effekt, at kommunen de kommende år sparer lidt mindre op.