
Finansminister Nicolai Wammen (S) vil gerne bruge forhandlingsreserven i finansloven på mere velfærd i kommunerne. Det kom frem under finanslovsdebat i går torsdag i Folketinget. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)
Wammen åbner for flere penge til kommunerne i finanslov
Finansministeren ser gerne, at forhandlingsreserven i finansloven bliver brugt på mere velfærd til kommunerne. Det kom frem under finanslovsdebatten torsdag.
Udgivet: 08/09/2023
SVM-regeringen vil gerne bruge en del af de 500 millioner kroner, der er afsat til forhandlingsreserven i finansloven for 2024, til velfærd i kommunerne.
Det sagde finansminister Nicolai Wammen (S) klart og tydeligt fra Folketingets talerstol under finanslovsdebatten i går eftermiddag.
"Vi har en forhandlingsreserve på en halv milliard kroner, som vi i regeringen synes, man fornuftigt kunne bruge på velfærd og på klima," siger Wammen. "Velfærdstiltag vil i meget høj grad ske i kommunerne og regionerne, så hvis der er opbakning til det, så kan vi tilføre yderligere midler til kommunerne."
Derudover understreger ministeren flere gange til de spørgelystne partier, at forhandlingsreserven kan blive større, hvis folketingets partier er med til at finde finansieringen.
Men den tilgang med små kommunale beløb hist og her gavner ikke kommunerne meget, siger flere frustrerede borgmestre til NB-Økonomi.
"Det batter jo ikke noget."
"Det batter jo ikke rigtigt noget, fordi vi har så stort et underskud årligt. Derfor vil jeg jo langt hellere have, at man tager livtag med de grundlæggende udfordringer, som kommunerne står overfor," siger Michael Vindfeldt, der er socialdemokratisk borgmester i Frederiksberg Kommune.
Han bliver bakket op af sine borgmesterkollegaer.
"Der kommer måske nogle småpenge i finansloven, men de strukturelle udfordringer, der er i kommunerne er jo så voldsomme, og de bliver ikke løst. Når regeringen ikke tager fat på den udfordring, så er alt det her jo bare småting, som ikke løser udfordringerne," siger en tydeligt irriteret borgmester Benedikte Kiær (K) fra Helsingør.
"Det skaber også nogle forventninger hos medarbejderne og borgerne, at nu går alt det grimme væk, og det gør det bare ikke. Skal vi så til at åbne vores budgetter igen? Og så er der netop en frustration hos folk om, at det er lige præcis deres område, der skal friholdes. Det er jo uskønt."
Regeringen mangler respekt for byrådspolitikere
Borgmestrene kan ikke forstå, at regeringen skaber en stor usikkerhed om, hvad der faktisk er af penge i kommunerne. Det er respektløst, lyder kritikken.
"Hvis man virkelig respekterede den arbejdsfordeling, der er mellem kommuner, regioner og regeringen, så burde det jo foregå i forhandlingerne i foråret (via økonomiaftalerne, red.), så vi kan arbejde med tingene på en ordentlig måde, så vi kan tale med borgerne og medarbejderne og så vedtage budgetterne, som vi skal her i oktober," siger Benedikte Kiær.
"Men den respekt er der ikke, den er gået fuldstændig af fløjten. Der er ikke respekt for kommunalpolitikere og det kommunale selvstyre, det må jeg bare konstatere."
Tænk langsigtet i stedet for klatskillinger
I Sønderborg Kommune er borgmester Erik Lauritzen (S) enig i, at småbeløbene bør samles, så kommunerne får penge i økonomiaftalerne og ikke spredt ud resten af året.
"Hvis man for alvor satte et betydeligt beløb af til næste økonomiforhandling med kommunerne, så er det efter min mening bedre end de her klatskillinger, hvor regeringen så kan sige, at nu har de gjort et eller andet," siger Erik Lauritzen.
Michael Vindfeldt fra Frederiksberg påpeger også - selvom han er glad for hvert et lille beløb - at regeringens gaveregn med små beløb til kommunerne skaber store problemer mellem lokalpolitikerne og borgerne i den nære velfærd. Borgerne hører jo, at Christiansborg nu har givet kommunerne flere penge, og derfor kan de ikke forstå, at der samtidig skal spares.
"Når jeg så fortæller dem, at de penge, vi har fået, svarer til en tyvendedel af udfordringen, så er de overraskede over, at det ikke udgør mere," siger Vindfeldt. "Det er også derfor, at jeg kræver, at regeringen er meget tydelige, at når de giver ekstra til kommunerne, så løser det ikke de grundlæggende udfordringer, som kommunerne står overfor."
Det anderkendte Nicolai Wammen også åbent under finanslovsdebatten i går sen eftermiddag.
"Mens det går godt for statens økonomi, så står man i en svær budgetlægning ude i kommunerne. Det vil jeg gerne i dag anerkende, at man gør. Det anerkendte vi faktiske også, da vi lavede kommuneaftalen før sommerferien. Der står det faktisk direkte, at der er nogle svære prioriteringer, der skal foretages," siger Wammen.
Finansministeren henviser også til, at regeringen er kommet kommunerne en smule i møde ved at give dem 650 millioner kroner oven i økonomiaftalen for 2024.
"De penge falder på et tørt sted. Det er også vigtigt at sige, at det ikke kommer til at løse alle problemer derude i kommunerne, men det er en håndsrækning i en tid, hvor man skal træffe nogle svære valg," understeger Nicolai Wammen.
Sidst opdateret: 08/09/2023 - 13:00
Temaer: Kommuneøkonomi, Budgetter, Finanslov
Emner: Økonomi, Finanslov, Nicolai Wammen (S), finansminister








































