Kommuner kan høste 2,8 mia. kr. ved selvbudgettering i 2024
Hvis alle kommuner vælger at selvbudgettere i 2024, kan 26 kommuner score en gevinst på potentielt 2,8 mia. kr.. Det viser ny prognose.
Udgivet: 05/09/2023
26 kommuner kan vinde knap tre milliarder kroner, hvis kommunerne vælger at selvbudgettere i 2024. Det er også tilfældet, hvis samtlige kommuner selvbudgetterer til næste år.
Det viser en prognose, som IT-konsulenthuset Dataproces har beregnet for NB-Økonomi.
Allerede nu summer diskussionerne helt inde i byrådslokalerne. Skal man vælge selvbudgettering eller gå med det mere sikre statsgaranti? I disse år fylder det meget i kommunerne, fordi mange kommuner samtidig er enormt pressede på økonomien, og derfor tæller hver en krone. Samtidig kan der være nervøsitet for, at pendulet kan svinge den anden vej og give et tab, hvilket ville ramme ekstra hårdt i en stram økonomi.
For med selvbudgettering følger en risiko, med statsgaranti er kommunen helt sikker på, hvad den får af finansiering. Dilemmaet minder meget om valget mellem flexlån eller fastforrentet lån. Eller som nogle borgmestre siger, så gambler man, hvis man vælger selvbudgettering.
"Det er én vores helt store diskussioner i budgetkredsen hvert år, om vi skal selvbudgettere eller vælge statsgarantien," siger Henrik Rasmussen (K), der er borgmester i Vallensbæk Kommune.
Sidste år sprang han og byrådskolleger ud i at vælge selvbudgettering, og det ser ud til, at det for dem var den helt rigtige beslutning. En prognose fra Dataproces for 2023 viser en gevinst på 5,6 procent for Vallensbæk. Det svarer til 65,6 mio. kr. ekstra til kommunekassen, som den kan blive polstret med. Altså penge, kommunen ikke ville have fået med statsgarantien.
"Man skal huske på, at det både kan gå i plus og minus. Der har også været år, hvor det har været en dårlig forretning," siger Vallensbæks borgmester, som endnu ikke har taget stilling til, hvad de gør for næste budgetår.
Vallensbæk er én af de kommuner, som både i 2023 og 2024 står til den største procentuelle vækst i samtlige kommuner, hvis man måler på, hvor meget kommunerne kan score på at selvbudgettere sammenlignet med statsgarantien. For 2024 viser Dataproces' prognose, at Vallensbæk Kommune vil få en gevinst på 46,1 mio. kr., hvilket svarer til 3,67 procent mere med selvbudgettering end statsgaranti.
Landsgennemsnittet ligger til sammenligning på 1,1228 procent.
Holder øje med usikkerheden for 2024
Syv andre kommuner udover Vallensbæk selvbudgetterede i 2023 og tjente mange millioner på det. Men det betyder ikke, at de nødvendigvis, at de vil vælge selvbudgettering igen i 2024.
"De økonomiske vækstskøn, der er lagt ind i år, er jo i forvejen ret høje, så hvis man skal slå de skøn, der ligger der, kan det blive svært. Det næste er så, om vi kommer til at vækste i folketallet lige så meget, som vi har gjort i de forgangne år," siger Vejles borgmester Jens Ejner Christensen (V).
Vejles situation er mindre sikker sammenlignet med Vallensbæk Kommune. Det skyldes, at kommuner er mere sikre på at tjene ved selvbudgettering, hvis gevinsten ved selvbudgettering procentmæssigt ligger over landsgennemsnittet på de 1,1228 procent. Her ligger Vejle Kommunes procentsats i 2024 lige under på 1,115 procent.
Og her bliver det lidt ekstra bøvlet. For den regel gælder kun, hvis samtlige kommuner vælger at selvbudgettere. Det gør de historisk set ikke, derfor kunne Vejle som én ud af otte kommuner score en gevinst for 2023 på 224,6 mio. kroner. For 2024 ligger den foreløbige gevinst på 93,9 mio. kroner.
I kortene nedenfor kan du derfor se, hvor man ligger procentmæssigt sammenlignet med gennemsnittet på 1,1228 procent. Men der er også et kort længere nede, hvor man kan se det potentielle millionbeløb din kommune kan vinde ved selvbudgettering, hvis ikke alle kommuner selvbudgetterer. Her viser det sig, at stort set alle kommuner kan vinde noget med undtagelse af Lemvig og Kerteminde kommuner.
(Artikel fortsætter under kort)
Minimerer risiko ved at se på folketallet
Høje-Taastrup Kommune ser også ind i en god prognose for 2023, fordi de besluttede sig for selvbudgettering ved budgetforhandlingerne sidste år. Her viste Dataproces' prognose for 2023, at kommunen kan tjene over 145 mio. kroner. Det ser ud til, at de for budgetåret 2024 kan høste 111,6 mio. kroner ekstra ved at vælge selvbudgettering, hvis prognosen fra Dataproces holder stik.
Hvor Vallensbæk Kommune lå allerøverst, hvis man målte på den procentmæssige gevinst, de ville få ved at selvbudgettere frem for statsgaranti, så følger Høje Taastrup Kommune lige i hælene. De ligger nemlig tredjeøverst med en procentsats på 2,457 sammenlignet med gennemsnittet på 1,1228.
Man skal i øvrigt huske, hvis man som kommune gerne vil selvbudgettere, at det er kommunerne selv, der typisk har en større indsigt i den konkrete og lokale befolkningsudvikling sammenlignet med både Danmarks Statistik og Dataproces. Derfor kan de lokale tal være anderledes, end dem Dataproces kommer frem til.
Høje-Taastrups eget tal for den potentielle gevinst for 2024 er for eksempel lavere end Dataproces' prognose på 111,6 mio. kr., kommunens egne tal er i stedet omkring 77 mio. kr. på nuværende tidspunkt.
"Vores overvejelser omkring selvbudgettering har været koncentreret om én ting, og det er befolkningsvækst. Det handler om, at vi har to meget store byudviklingsprojekter, og de går begge to vanvittigt godt. Det går nemlig langt bedre med at udvikle de bydele, end vi i vores vildeste fantasi havde forestillet os. Det kan mærkes på befolkningsvæksten," siger Michael Ziegler (K), borgmester i Høje-Taastrup Kommune.
Dataproces' tal i prognosen bygger både på, hvordan Danmarks økonomi arter sig i 2024 på baggrund af Økonomiministeriets tal fra Økonomisk redegørelse fra august 2023. Men Dataproces har også set på en historisk udvikling i folketallet, og derefter lavet egne folketalsprognoser på udviklingen i 2024.
Men den enkelte kommune har vel stadigvæk større indsigt i den konkrete og lokale befolkningsudvikling end jeres beregnede prognose?
"Præcis. Det er også derfor, at den enkelte kommune har mulighed for at justere for folketallet i vores værktøj," siger afdelingschef Kasper Lund Nødgaard fra Dataproces.
Kasper Lund Nødgaard har specialiseret sig inden for udligning.
"Det, vi laver, er jo vores bedste skøn for selvbudgettering baseret på historisk udvikling," tilføjer han.
Michael Ziegler er naturligvis glad for den ekstra gevinst, som Høje-Taastrup har samlet op, fordi nationaløkonomien har klaret sig bedre end først antaget i 2023. Men det har ikke været med i deres overvejelser, da de valgte at selvbudgettere.
"Når nu det er gået så meget bedre med konjunkturerne og indtægtsgrundlaget i 2023, hvor vi i virkeligheden får en ekstra gevinst oven i vores befolkningstal, så er vi glade for det. Men det er ikke den, vi har spekuleret i," understreger Ziegler.
Hos Dataproces er man helt enig i, at man skal tænke sig godt om, før man vælger at selvbudgettere. Kasper Lund Nødgaard forklarer, at der altid vil være en risiko ved at vælge selvbudgettering.
Sidst opdateret: 06/09/2023 - 09:43
Temaer: Kommuneøkonomi
Emner: Økonomi, Selvbudgettering







































