Da regeringen onsdag mødtes i Skælskør til det årlige regeringsseminar, landede der to møgsager på bordet, som udstillede regeringens dilemma mellem økonomisk ansvarlighed og et stigende krav om flere penge til sundhedsområdet.

Den første møgsag var en kronik i Jyllands-Posten onsdag, hvor de fem regionsformænd forberedte danskerne på den absurde situation, at de midt i sundhedskrisen ville være nødt til at skære i budgetterne og fyre sundhedspersonale. De fem regionsrådsformænd lagde ikke skjul på, at fyringerne skyldtes, at regeringen havde givet regionerne for få penge ved økonomiaftalen.

Og meget veltimet havde formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau, samtidig sat en konkret beslutning på dagsordenen hjemme i sin egen region, hvor regionsrådet i Region Midtjylland i går skulle tage stilling til, om man skulle stoppe med at reducere ventelisterne eller sprænge den serviceramme, som Danske Regioner havde aftalt med regeringen.

Løhde tabte forudsigeligt

Det fik umiddelbart indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) til at beskylde Anders Kühnau for at løbe fra den økonomiaftale, som han så sent som i slutningen af maj indgik med regeringen. Her genbekræftede Danske Regioner, at man med aftalen inden udgangen af 2024 kunne få ventelisterne ned på niveauet fra før coronakrisen.

Uagtet at Sophie Løhde sagligt havde en god sag, så druknede det forhold, da medierne i løbet af onsdagens fokuserede på, at danskerne skulle forberede sig på længere ventetider og flere lidende patienter.

Facit blev, at Løhde stod med regeringsansvaret og forsøgte at holde fast i de indgåede aftaler og hensynet til bekæmpelsen af inflationen, mens oppositionen i Folketinget muntrede sig med ansvarsfrie løfter om flere penge til regionerne og krav om genforhandling af økonomiaftalen.

Løhde's håndfaste forsøg på at holde fast i økonomiaftalerne skal også ses i lyset af hendes erfaring med kommunalpolitik. Hun ved udmærket godt, at medierne den kommende måned vil være fyldt med historier om smertefulde besparelser i landets kommuner. Og her vil mange borgmestre ikke lægge fingre imellem, når de vil placere ansvaret for alle ulykkerne hos regeringen på grund af manglende penge fra regeringen.

Derfor skulle hun for enhver pris forsøge at undgå et ukontrolleret hul i de indgåede økonomiaftaler.

Ekstra ti milliarder i råderum er nyt problem

For at gøre ondt værre kunne Dagbladet Børsen onsdag offentliggøre en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som viste, at det økonomiske råderum frem til 2030 er 10 milliarder større end regeringen har oplyst.

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er der altså ikke bare 16 milliarder ekstra i råderummet - som var forudsætningen for de økonomiaftaler, regeringen indgik med regioner og kommuner - men derimod hele 26 milliarder kroner.

På den korte bane så er det sagligt set ud fra et økonomisk synspunkt fuldstændigt ligegyldigt, om der er 16 eller 26 milliarder ekstra i råderum. Årsagen er, at det er kampen mod den alt for høje inflation, som sætter grænsen for, hvor mange penge regeringen kan give kommuner og regioner, samt naturligvis også hvor mange penge regeringen kan sende ud i økonomien via finansloven.

Men sådan ser hverken medierne eller det store flertal af vælgerne på verden. Her er den korte historie, at det er tudetosset, at regionerne fyrer sundhedspersonale samtidig med tusindvis af danskere står på venteliste. Og samtidig med den fælles erkendelse af den store mangel på netop sundhedspersonale.

Regeringens kompromis har en pris

Regeringen valgte i dag et kompromis mellem de mange hensyn. Og det kostede dem en milliard kroner.

På den ene side afviste man bastant at genåbne økonomiaftalerne - det ville ganske enkelt smadre hele aftalesystemet mellem regeringen på den ene side og regioner og kommuner på den anden.

På den anden side letter man på låget til de mange milliarder og giver 650 millioner kroner til kommunerne og 350 millioner kroner til regionerne. På den måde imødekommer regeringen vælgerne og de utilfredse regionsrådsformænd og borgmestre uden at smadre dansk økonomi.

Men slutfacit er, at regeringen netop nu betaler prisen for at sidde i regering og have ansvaret for landets økonomi.

En del af den pris er også, at regeringen må leve med, at oppositionspartier til højre og venstre for regeringen helt ansvarsfrit kan spille med på det populistiske krav om at åbne pengesluserne til regionerne og kommunerne.

Faktisk er regeringens største håb, at de mange V- og S-borgmestre og regionsrådsformænd til sidst vælger at være loyale overfor regeringen og ikke overspiller deres kort.