"Jeg er glad, men ikke lettet, for jeg er ikke lettet for den store opgave," siger borgmesteren i Frederikshavn, Birgit S. Hansen (S)

"Jeg er glad, men ikke lettet, for jeg er ikke lettet for den store opgave," siger borgmesteren i Frederikshavn, Birgit S. Hansen (S) - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)

Borgmester: "Nu er der hul igennem"

"Det her er et tegn på, at regeringen har lyttet og også delvist forstået hvilken situation, kommunerne står i," lyder det fra en nordjysk borgmester, som får 6,5 millioner kroner ekstra.

Udgivet: 24/08/2023

Anette Claudi

Journalist

Del artiklen:

"Der er hul igennem," lyder det fra Frederikhavns Kommunes borgmester lige efter nyheden om, at regeringer afsætter 650 mio. kr. ekstra til kommunerne.

De 6,5 mio. kr. af dem havner i Birgit S. Hansens kommunekasse.

"Det her er et tegn på, at regeringen har lyttet og også delvist forstået hvilken situation, kommunerne står i," siger hun.

"Jeg er glad, men ikke lettet, for jeg er ikke lettet for den store opgave, vi står over for at skulle finde besparelser på 30 millioner kroner," tilføjer Birgit S. Hansen (S).

"Vi er ikke alene inde ved benet. Vi skærer i marven," konstaterer den nordjyske borgmester.

I formiddags, før denne ekstra bevilling til kommunerne, talte NB-Økonomi også med Birgit S. Hansen, hvor hun sagde:

"Kan man i regeringen og Folketinget overhovedet stave til kommunal velfærd? Jeg oplever, at kommunerne er blevet det barn, man ignorer."

Borgmesteren refererede også til en snak, hun for nylig havde med et regionsmedlem:

"Min politikerkollega oplevede, at hun som regionsmedlem fik lov til at lave det beskidte arbejde. Og sådan kan jeg også have det indimellem. For vi gennemfører de besparelser, der gør direkte ondt på vores borgere, og vi får skældud'en," siger Birgit S. Hansen, som nu skal finde 6,5 mio. kr. mindre i besparelser.

Kiær: Glad, men ikke i mål

Hos Benedikte Kiær (K), der er borgmester i den helt anden ende af landet, er tonen og pointerne tæt på den samme som i Frederikshavn.

"Jeg ser det som en erkendelse af, hvor svært det er for kommunerne at få det til at hænge sammen. Det er godt, de bruger ordet "håndsrækning", for mere er det heller ikke," siger Benedikte Kiær, der er borgmester i Helsingør.

Også i Helsingør mangler de penge, og det kan være svært at lytte til regeringstoppens argumenter om, at Danmark ikke mangler penge, men hænder.

"For os handler det ikke om, at vi skal ansætte flere, men at håndsrækningen kan betyde, at vi skal afskedige færre. Når en kommune skal spare, så er afskedigelser desværre næsten den eneste løsning, for når man som os leverer velfærd, så leveres den af medarbejdere," siger Benedikte Kiær.

Med de 650 mio. kr. ekstra til kommunerne får Kiærs kommune 7,5 mio. kr. ekstra ind.

"Det hjælper, men vi står og mangler 29 millioner kroner up front for at få et budget i balance, og derudover mangler vi 32 millioner på det specialiserede socialområde. Men jeg tager glad imod håndsrækningen, selvom vi ikke er mål."

Sidst opdateret: 25/08/2023 - 08:51

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]