
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) undlader i et svar til Folketinget at forholde sig til det rimelige i, at Aarhus Kommune scorer 600 mio. kr. fra de øvrige kommuner på grund af energihandlernes rekordoverskud i 2022. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Minister vil ikke forholde sig til skæv fordeling af skat fra energihandlere
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde vil ikke forholde sig til rimeligheden i, at Aarhus Kommune scorer 600 mio. kr. på bekostning af landets øvrige kommuner. Ministeren henviser alene til at det er en del af udligningsreformen og vigtigt for at sikre kommunernes incitament til at sikre gode vilkår for erhvervslivet.
Udgivet: 23/08/2023
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde afviser i et svar til Folketinget at forholde sig til rimeligheden i, at alle andre kommuner skal aflevere 600 millioner kroner til Aarhus Kommune, alene fordi de såkaldte energihandlere med hovedsæde i byen har haft et gigantisk overskud i 2023.
Løhde henviser i sit svar til, at udligningen af selskabsskatten blev øget ved udligningsreformen i 2020, og hun forholder sig ikke til, om hun synes, det nuværende system er rimeligt eller ej.
"I forbindelse med den politisk aftale om udligningsreformen i 2020 blev udligningen af kommunernes indtægter fra selskabsskat aftalt øget ved, at kommunernes andel af selskabskatten blev sænket med 1 pct. point – hvilket på daværende tidspunkt blev skønnet at svare til omkring 0,6 mia. kr. - og bloktilskuddet øget tilsvarende. Dette havde bl.a. baggrund i input fra kommunerne og et politisk ønske om at imødekomme disse," skriver ministeren.
I den øvrige del af svaret gennemgår ministeren teknikken bag fordelingen og udligningen af selskabsskat, og hun sår ikke tvivl ved, at de øvrige kommuner kommer til at betale for den store gevinst til Aarhus.
Det er dog værd at bemærke, at ministeren henviser til, at baggrunden for, at kommunerne får en del af selskabsskatten fra kommunens virksomheder, "bl.a. er et hensyn til, at kommunerne har et økonomiskincitament til at sikre gode rammer for det lokale erhvervsliv og dermed til at bidrage til økonomisk vækst."
Dermed afviser hun den kritik, som en række borgmestre kom med i en kronik i Avisen Danmark denne sommer. Her afviste borgmestrene, at en øget udligning af selskabsskat vil reducere kommunernes incitament til at sikre gode rammer for erhvervslivet.
"Kommunerne har fortsat rigtig mange andre og langt større incitamenter til at arbejde for vækst og flere lokale arbejdspladser. Det gælder ikke mindst øgede personskatter, behovet for at nedbringe udgifterne til offentlig forsørgelse og generelt hæve aktivitetsniveauet i kommunerne," skrev forfatterne til kronikken Kim Ruberg, bestyrelsesformand Balance Danmark, Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester i Esbjerg, og H.C. Østerby (S), borgmester i Holstebro.
Sidst opdateret: 23/08/2023 - 13:27
Temaer: Udligning
Emner: Skat










































