Vidt forskellig udvikling i antallet af børn over de kommende år
Antallet af børn forventes frem mod 2030 at falde med op til 12,5 procent i nogle kommuner og stige med op til 16 procent i andre kommuner. Se den forventede udvikling i din kommune her.
Udgivet: 02/06/2023
Mens Skive, Struer, Lolland og Gentofte blandt andre kommuner i de kommende år skal overveje, hvad man skal stille op med tomme daginstitutioner og skoleklasser, så skal andre kommuner som Silkeborg, Skanderborg, Høje-Taastrup og Aarhus udbygge skoler og daginstitutioner markant frem mod 2030.
Det viser en ny befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik. På landsplan forventes antallet af børn at være nogenlunde stabilt over de kommende år, men der er altså en markant kommunal forskel på, om antallet af børn stiger eller falder.
Det er især de østjyske kommuner og en række kommuner rundt om Hovedstaden, der kan forvente en stor stigning i antallet af børn, mens kommunerne længere væk fra de store byer forventes at opleve et fald i antallet af børn.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Billedet forandres ikke voldsomt, hvis man i stedet for antallet af børn ser på udviklingen i andelen af børn. Her forventes andelen at falde en lille smule frem mod 2030, hvilket ganske enkelt skyldes, at det samlede indbyggertal forventes at stige mere end antallet af børn.
Dermed er den generelle logik for den enkelte kommune også, at hvis antallet af børn stiger forholdsmæssigt mere end det samlede folketal, så stiger andelen af børn også.
Der er dog ikke nogen voldsom udvikling i andelen af børn i enkelte kommuner, da det generelt set er de kommuner, der forventes at have en stigning i folketallet, der også forventes at have en stigning i antallet af børn, mens kommunerne med et forventet fald i folketallet generelt set også har et forventet fald i antallet af børn.
Se den forventede udvikling i andelen af børn i din kommune i kortet herunder.
Sidst opdateret: 02/06/2023 - 13:08
Temaer: Udligning
Emner: Befolkning










































