
Lars-Christian Brask (LA) erhvervs- og indenrigsordfører er frustreret over de mange ikke-svar, som ministeren kommer med, når ordføreren spørger ind til regeringens manglende udmeldinger om administrative besparelser i staten. - Foto: Marie Hald / pressefoto Folketinget
Wammen svarer ikke på kommunalordførers spørgsmål om administrative besparelser
Finansministeren vil ikke svare direkte på, hvorfor kommunerne og regionerne kan få både konkret beløb på administrativ besparelse på tre milliarder kroner og tidspunkt på "inden 2030", når statens besparelse ikke kan.
Udgivet: 02/05/2023
Hvorfor kan man "i forhold til administrative besparelser i kommuner og regioner melde konkrete beløb og tidsplaner ud uden forudgående analyse, men ... ikke gøre noget tilsvarende i staten?"
Så konkret er et folketingsspørgsmål til finansminister Nicolai Wammen (S) fra kommunalordfører Lars-Christian Brask (LA).
Men alligevel vælger Finansministeren at svare på alt andet end det, som spørgeren har efterlyst.
Derfor må kommunerne endnu engang gå forgæves, når de efterlyser, at staten bør få samme krav, som regeringen stiller til kommunerne. SVM-regeringen kræver nemlig besparelser i både kommuner og regioner, hvor der både er meldt konkrete beløb og tidsplaner ud. Nemlig tre milliarder kroner og inden 2030.
Hvorfor det er sådan, når man ikke melder beløb og tidsplan ud for staten, vil Nicolai Wammen ikke svare på. Det nærmeste svar er følgende:
"Regeringen kommer derfor også til at se på besparelser på administration i staten," hvilket der ikke er noget nyt i.
Finansministeren begrunder heller ikke, hvorfor besparelser i staten kræver lange analyser, når det samme ikke gør sig gældende for kommunerne.
Det frustrerer den nyvalgte ordfører Lars-Christian Brask, der forventer klare svar fra ministre på ukomplicerede spørgsmål fra Folketinget.
”Ministeren svarer ikke på spørgsmålet om de statslige besparelser. Dem vil vi gerne sætte fokus på. Vi kan se, at selv efter COVID-19 er der en voldsom stigning i statslige ansatte, og der er et behov for at gå den stigning igennem, og få den soigneret. Og hvis det så viser sig, at der et behov for de her mange mennesker, så lad os sørge for at de fremmer velfærden, at de underviser, at de holder lov og orden, og at det ikke er stillinger, hvor man kun sidder med regnearket,” siger Lars-Christian Brask til NB-Økonomi.
Samarbejde om kommunale besparelser kommer med i økonomiaftalen 2024
Til økonomiforhandlingerne kommer regeringen ikke til at medbringe et katalog over lovgivning, der kan fjernes, således den administrative byrde på kommunerne lettes. Det fremgår af et andet folketingssvar, som finansministeren har svaret på til Lars-Christian Brask.
Regeringen vil i stedet "etablere et flerårigt samarbejdsprogram med KL og Danske Regioner, som har til formål at understøtte kommunerens og regionernes arbejde med at nedbringe udgifter til administration," skriver Wammen til Lars-Christian Brask og tilføjer:"Den konkrete model for det flerårige samarbejdsprogram vil blive lavet med KL og Danske Regioner i forbindelse med de kommende økonomiforhandlinger."
Ordføreren er ikke overrasket over ministerens generelle udmeldinger. Adspurgt om manglen på et sparekatalog fra regeringen svarer Lars-Christian Brask:
”Selvstyremæssigt, og med respekt for det lokale demokrati og det kommunale styre, så er det okay at det er op til kommunerne af prioritere. Det er jo i sidste ende et prioriteringspørgsmål. Men, ledelsesmæssigt kunne det være bedre udført. Der mangler da en retning for, hvordan de her besparelser skal udmønte sig,” understreger han.
Sidst opdateret: 02/05/2023 - 13:18
Emner: Administration, Besparelser










































