
Karsten Längerich (V), borgmester i Allerød Kommune, mener, at der er stigende pres på rekrutteringsudfordringer inden for specialiseret arbejdskraft, fordi der er for stor konkurrence fra staten på de samme medarbejdere. - Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Statens administrations-fest skaber nu rekrutteringsproblemer i kommunerne
Vokseværk i statens administrationslag rammer nu kommunerne hårdt. Flere kommuner melder om problemer med at skaffe specialiseret arbejdskraft til udbud, indkøb og byggesager.
Udgivet: 12/04/2023
Mens staten skovler specialiseret arbejdskraft ind i styrelser og ministerier, så oplever flere kommuner nu problemer med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft til vigtige opgaver som udbudskontrakter, indkøbsopgaver eller byggesager.
Det fortæller flere borgmestre til NB-Økonomi.
"På udbud og indkøb ser vi, at der er mangel på dygtige medarbejdere. Vi er glade, for dem vi har, men vi kan godt se, at der er en konkurrence fra staten," siger Karsten Längerich (V), der er borgmester i Allerød Kommune. "Det gælder også, at man fra forsvaret går ud og rekrutterer mange af kommunernes dygtigste medarbejdere. Forsvaret har jo store indkøbsfunktioner og har taget flere af vores dygtigste medarbejdere," siger han og uddyber:
"De har et relativt stort budget, og med de forsvarsaftaler, der er blevet indgået, så får forsvaret behov for flere indkøbsspecialister."
Karsten Längerich er sammen med andre borgmestre bekymret for, at rekrutteringsudfordringerne spreder sig, fordi administrationen i staten skal vokse så meget, mens kommunerne selv skal spare. Det vil i sidste ende gå ud over servicen og velfærden til borgerne.
Den udfordring kan borgmester Benedikte Kiær (K) fra Helsingør Kommune nikke genkendende til.
"Vi har lige mistet en dygtig medarbejder ovre i økonomi, fordi personen skulle ind i de her mange statslige styrelser, der bare vokser og vokser og vokser," siger hun. "Vi har lige været i en situation, hvor Wammen (finansminister Nicolai Wammen (S), red.) har peget fingre af kommunerne, at vi skal til at skære i administrationen, og så se at ens medarbejdere smutter, fordi én af styrelserne i staten har vokseværk, så bliver man lidt ærgerlig."
Problemet kan skabe stigende udgifter til konsulenter
Benedikte Kiær understreger, at det kun er glædeligt, når medarbejdere vil udvikle sig karrieremæssigt. Men hun er sammen med Karsten Längerich træt af udviklingen, fordi Finansminister Nicolai Wammen samtidig ikke vil have, at kommunerne ansætter konsulenter og oven i købet beder kommunerne om at spare endnu mere.
"Vi får jo et problem med at skulle bruge konsulenter og købe eksternt, det ønsker man jo heller ikke, man skal. Sekundært bliver kontrakterne dårligere, og det bliver jo kun til gene for borgerne," forklarer Karsten Längerich.
Ann Sofie Orth (K), borgmester i Rudersdal Kommune, vil ikke kloge sig på, om de manglende ansøgninger til kommunerne forsvinder hen i staten. Men hun vil gerne bekræfte, at man sidste år oplevede problemerne, hvor de for eksempel have en stilling, der blevet slået op tre gange. De har i øjeblikket et lige så stort pres på forgæves rekrutteringer, men hun kan godt se, at der er en udvikling på vej.
"Vi kan se udviklingen på byggesagsbehandlere, på specialtandlæger, og så kan vi bekræfte, at det ikke er nemt at få medarbejdere til udbudsarbejde," siger Ann Sofie Orth. "I en verden, hvor vi skal begrænse brugen af konsulenter, så må man bare sige, at der er opgaver, der skal løses."
Rekrutteringsudfordringen er ikke kun et nordsjællandsk fænomen. I Silkeborg kender man også til problematikken.
"Jeg kan jo ikke svare på, hvor de forsvinder hen. Men vi har også en stor udfordring med at få de rigtige folk til de her udbud. Vi søger bredt, men det er bare ikke særlig nemt, for det er nogle særlige kompetencer, du skal have, når man skal arbejde med udbud," forklarer Helle Gade (S), borgmester i Silkeborg Kommune.
Helle Gade er især nervøs for, at rekrutteringspresset kan skabe et for stort arbejdspres på de medarbejdere, man har i kommunen, så de søger andre veje. Det vil nemlig blot forværre problemet.
Sidst opdateret: 13/04/2023 - 09:12
Emner: Administration, Rekruttering










































