Af Morten Mandøe, cheføkonom i KL

I sidste uge kunne jeg i nærværende medie læse et indlæg fra Mads Lundby Hansen og CEPOS, hvor KL beskyldes for at ”bruge andre tal end resten af samfundet”. Jeg kunne desuden læse, at der åbenbart er ”ingen grund til at tage KLs eksorbitante udgiftsønsker alvorligt.”

Når sådanne påstande fyger i luften, er det godt at starte med at få fakta på plads. Så lad mig starte med at give lidt perspektiv på den økonomiske udvikling i kommunerne og det offentlige.

For det første er det offentlige forbrug siden 2010 vokset markant mindre end velstanden i resten af samfundet. For mens Danmarks bruttonationalprodukt er vokset med 25 procent og privatforbruget med 15 procent, er det offentlige forbrug steget med blot 5,5 procent.

For det andet er den offentlige sektors andel af den samlede beskæftigelse de seneste år bare faldet og faldet til et niveau, hvor man i dag – med 29,4 procent – ligger under 2008-niveau og hele 5 procentpoint lavere end i 2010.

For det tredje er det internt i den offentlige sektor nærmest udelukkende staten og regionerne, der har tegnet sig for væksten i beskæftigede. For mens antallet af ansatte i kommunerne er vokset med beskedne 0,7 procent siden 2008, er antallet af ansatte i stat og regioner vokset med henholdsvis mere end 14 og 17 procent.

Kommunerne har med andre ord over de seneste mange år i dén grad holdt for rent økonomisk sammenlignet med såvel den private sektor som de øvrige dele af det offentlige sektor.

Useriøs beskyldning fra CEPOS

Derfor må jeg også indrømme, at jeg finder det en anelse useriøst at beskylde KL for at have ”eksorbitante udgiftsønsker”, ligesom det bliver lidt for belejligt kun at se på udviklingen fra 2019, som Mads Lundby Hansen gør det. Lad os nu få lidt mere kvalitet ind i debatten, tak.

Ovenstående ændrer imidlertid ikke på, at kommunerne lige nu står i en situation, hvor undersøgelser og ledende økonomer peger på, at borgerne forventer, at velfærden løbende vil blive forbedret over de næste 10 år. Det bakkes op af klare signaler fra Christiansborg om, at en økonomisk dækning af det demografiske træk vil være nok til at holde hånden under velfærden.

Skal de forventninger honoreres, kræver det dog ikke kun, at der er penge til det. Det kræver også, at der er tilstrækkeligt med medarbejdere til rådighed til at kunne levere velfærden.

Derfor har vi med den analyse, Mads Lundby Hansen kritiserer, i al stilfærdighed forsøgt at starte en politisk diskussion om arbejdskraftsbehovet i vores velfærd, og om vi – med de hænder, der er til rådighed – har mulighed for at opfylde forventningerne fra borgere og landspolitikere.

Analysen handler med andre ord ikke om at argumentere for en bestemt udgiftsvækst i kommunerne, men forklare, hvad en udvikling i velfærdssamfundet med samme antal medarbejdere pr. bruger indebærer – og hvad der er stillet i udsigt med det demografiske træk.

For vi mener, at der er brug for realisme i de forventninger til velfærden, som politikerne stiller borgerne i udsigt. Det tænker jeg ikke, at Mads Lundby Hansen er uenig i.

Kommunerne skal selvfølgelig – ligesom resten af samfundet – løbende blive bedre til at løse opgaverne og øge produktiviteten, eksempelvis igennem bedre brug af teknologi.

Jeg hilser også altid konstruktiv kritik af vores arbejde velkomment, og i KL taler vi gerne med alle parter om, hvordan vi sikrer en ansvarlig økonomi, øger vores produktivitet og bedst muligt inddrager det private.

For i vores øjne er velfærd og økonomisk ansvarlighed bestemt ikke hinandens modsætninger.