
Vejle er den kommune i Danmark, som har budgetteret med færrest serviceudgifter i forhold til det udgiftsbehov, som kommunen har. Det viser NB-Økonomis årlige serviceudgiftsindeks. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Serviceudgiftsindekset: Se alle data her
Her kan du se rækkefølgen over kommunerne målt på deres indeks for serviceudgifter i forhold til borgernes demografi og socioøkonomi.
Udgivet: 09/03/2023
I skemaet herunder kan du se de mere detaljerede tal bag NB-Økonomis serviceudgiftsindeks, der måler forholdet mellem kommunernes budgetterede serviceudgifter og udgiftsbehovet opgjort efter udligningssystemets kriterier.
De store forskelle for kommunerne er både udtryk for en forskellig politisk prioritering mellem skat og service, og er derudover udtryk for:
- Forskelle i effektivitet - eks. er sygefraværet meget forskelligt. Des højere produktivitet des mere service kan en kommune levere for samme udgift.
- Des lavere udgifter en kommune har til overførsler, des flere penge kan man bruge på serviceudgifter.
- Nogle kommuner har store ekstraindtægter dels fra mange højtlønnede borger, dels fra store selskabsskatteindtægter.
Derudover kan der være skævheder i udligningssystemet, så kommunens udgiftsbehov vurderes til at være for lavt eller for højt.
Hvis din kommune har abonnement på NB-Data, så kan du få Excel-arket bag udregningen. På grund af vores omlægning af NB-Økonomi til nyt IT-system skal du sende en mail til [email protected], så sender jeg dig en kopi af Excel og billeder af graferne, hvis du gerne vil have det.
FAKTA - Sådan har vi gjort:
For at give et billede af kommunernes serviceudgifter i forhold til deres udgiftsbehov baseret på aldersammensætningen af befolkningen og de socioøkonomiske forhold, har vi taget udgangspunkt i den beregning af udgiftsbehovet, som ligger i det kommunale udligningssytem.
Udligningssystemets beregning af udgiftsbehov rummer dog nogle grundlæggende udfordringer:
Udligningssystemet giver ikke fuld dækning til alle aldersgrupper for socioøkonomi, og udgiftsbehovet for børn og ældre er dermed systematisk undervurderet, mens udgiftsbehovet for 20-64 årige er systematisk overvurderet. Det har vi valgt at tolke som en politisk valgt ændringen af udligningsgraden, så særligt de store byer får en mere favorabel udligning. Derfor har vi i metode 2 valgt at korrigere for dette forhold.
Det har vi gjort ved at give de enkelte aldersgrupper fuld socioøkonomisk dækning ved at hver aldersgruppe får tildelt et socioøkonomisk udgiftsbehov, der svarer til 33 procent af den enkelte aldersgruppes udgiftsbehov.
En anden udfordring er, at udligningssystemet efter reformen i 2020 ikke længere alene er baseret på objektive forhold, men også på politisk tildelte varige særtilskud. Rent udligningsmæssigt kan man betragte de varige særtilskud som enten en korrektion af udgiftsbehovet eller en ændring af udligningsgraden. Vi har valgt at tolke det som en kompensation for en opfattet skævhed i udgiftsbehovene, og derfor har vi i metode 1 taget udgangspunkt i udligningssystemets udgiftsbehov med den skæve fordeling af det socioøkonomiske udgiftsbehov og korrigeret de enkelte kommuners udgiftsbehov med deres varige særtilskud.
Når vi indregner særtilskud som en korrektion af udgiftsbehovet, så har vi nedskrevet alle kommuners serviceudgifter proportionalt, for at få det samlede udgiftsbehov til at passe med de samlede serviceudgifter.
Dermed er metode 1 opgjort ved at inkludere særtilskud og følge udligningssystemets tildeling af det socioøkonomiske udgiftsbehov, hvor alle aldersgrupper tildeles samme socioøkonomiske udgiftsbehov. Metode 2 opgjort ved at give de forskellige aldersgrupper fuld socioøkonomisk dækning og ikke inkludere særtilskud.
Vi har derefter taget et gennemsnit af de to metoder, som analysens hovedresultat.
I og med at summen af de samlede kommunale serviceudgifter er 100 millioner kroner under servicerammen, så er det landsgennemsnitlige indeks for serviceudgifter i forhold til udgiftsbehovet 99,97.
Sådan er serviceudgiftsbehovet beregnet: Ved at bruge et særligt prognoseværktøj fra Dataproces har vi fået trukket serviceudgifterne ud af det samlede udgiftsbehov i udligningssystemet.
Rent praktisk er det foregået ved, at alle konti som indgår i serviceudgifterne er fordelt efter den særlige fordelingnøgle angivet i bekendtgørelsen om tilskud og udligning.
Eks. er alle serviceudgifter til daginstitutioner fordelt på de 0-5 årige osv.
Forddelingsnøglen kommer fra udligningseksperterne i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, og er ifølge loven udregnet på baggrund af stikprøver og analyser fra en række udvalgte kommuner.
Bemærk: Udregningen af serviceudgiftsindekset er grundlæggende følsom overfor fejl i udligningssystemet.
Hvis eks. en landkommune ikke får den korrekte kompensation for lange afstande mellem borgerne, så vil kommunen godt nok bruge mange penge på ældrepleje, men en forholdsmæssig stor del af pengene går til at transportere personalet mellem adresserne og ikke til at pleje de ældre.
Modsat vil det gælde, at såfremt en kommune får et for højt udgiftsbehov, så vil et lavere forbrug på service til et område give et falsk billede af, at kommunen ligger lavt.
Sidst opdateret: 09/03/2023 - 14:20
Temaer: Kommuneøkonomi







































