Ny akutpakke skal i løbet af de næste to år bringe sundhedsvæsenet ud af den aktuelle krise, så ventelisterne kommer tilbage på niveauet før covid.

Ny akutpakke skal i løbet af de næste to år bringe sundhedsvæsenet ud af den aktuelle krise, så ventelisterne kommer tilbage på niveauet før covid. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FAKTA: Akutplan skal lette presset på sygehusene

Regeringen og Danske Regioner er blevet enige om en række tiltag, der skal lette presset på sundhedsvæsnet. Se indholdet her.

Udgivet: 23/02/2023

Del artiklen:

Regeringen og Danske Regioner er blevet enige om en række tiltag i en akutplan, der skal lette presset i sundhedsvæsnet ved at sikre flere hænder og komme ventelister til livs.

Se nogle af punkterne i planen her:

Afhjælpning af flaskehalse og personalemangel:

* Deling af vagtarbejdet.

Flere ansatte på hospitalerne skal tage del i aften-, natte- og weekendvagter. Også på afdelinger, hvor man ikke har vagtarbejde i dag.

I alle regioner skal nyansatte i relevante faggrupper som udgangspunkt være en del af vagtarbejdet. Samtidig skal allerede ansatte også i højere grad deltage.

* Flere skal bidrage til patientnært arbejde.

De ansatte på sygehusene skal bruge mere af deres arbejdstid med patienterne. Administrativt arbejde begrænses, ligesom udviklings- og forskningsarbejde i en periode kan vige for klinisk arbejde.

* Midlertidige tillæg samt honorering af ekstravagter.

Der er afsat penge til at honorere ekstraarbejde.

* Styrket indsats på specialsygeplejerskeområdet.

Der skal blandt andet uddannes 20 procent flere specialsygeplejersker i 2023 i forhold til 2019.

Hurtigere autorisation af udenlandsk arbejdskraft

* Ændret sprogkrav.

Lovkrav om danskprøve for sygeplejersker fra tredjelande fjernes, så de er sidestillet med ansøgere fra EU/EØS-lande. Arbejdsgiver skal i stedet vurdere danskkundskaberne.

* Taskforce om udenlandsk arbejdskraft.

Taskforce skal inden sommerferien komme med bud på, at udenlandsk personale hurtigere kan komme i arbejde i sundhedsvæsnet inden for de grupper, hvor der er mangel på personale.

* Midlertidig forlængelse af ret til udvidet frit sygehusvalg.

Regeringen vil fremsætte lovforslag om midlertidigt at forlænge retten til udvidet frit sygehusvalg til behandling i somatikken fra 30 til 60 dage.

Akutmodtagelser

* 72-timers behandlingsansvar.

Alle regioner vil inden udgangen af 2023 implementere en ordning med 72-timers behandlingsansvar. Det skal mindske genindlæggelser og sikre bedre forløb for patienterne.

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

/ritzau/

Sidst opdateret: 23/02/2023 - 13:42

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]