Formandskabet i KL, Martin Damm (V) og Jacob Bundsgaard (S), får sin sag for til økonomiforhandlinger i 2024. SVM-regeringen har nemlig ambitioner om, at der skal omprioriteres langt mere i den offentlige sektor. Den regning kan ende hos kommunerne, hvis de ikke ser sig for.

Formandskabet i KL, Martin Damm (V) og Jacob Bundsgaard (S), får sin sag for til økonomiforhandlinger i 2024. SVM-regeringen har nemlig ambitioner om, at der skal omprioriteres langt mere i den offentlige sektor. Den regning kan ende hos kommunerne, hvis de ikke ser sig for. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)

Analyse: Kommunerne skal skære administration for langt mere end tre mia.

Kommunerne skal ud over milliardbesparelser på administration gøre sig klar til at finde yderligere besparelser på bureaukrati inden for velfærdsområderne. Det skal dække opdriften på velfærd ud over demografien.

Udgivet: 10/02/2023

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Hvis landets kommuner forventer, at de er færdige med at finde besparelser på administrationen, når de har opfyldt deres del af regeringen krav til kommuner og regioner om tre milliarder kroner, så kan de godt tro om igen. En række udtalelser fra topministre viser, at regeringen forventer yderligere besparelser på administration på halvanden til to milliarder kroner om året.

For at forstå, hvordan regeringen vil finansiere sit løfte om bedre velfærd til danskerne, så har NB-Økonomi kortlagt ministrenes udtalelser om emnet. Regeringens ambition er tilsyneladende, at frisætning og regelsanering skal gøre kommunerne i stand at finde yderligere besparelser på bureaukrati, som skal finansiere opdriften på især sundhed og det specialiserede socialområde, men som også kan sikre deciderede velfærdsforbedringer på alle velfærdsområderne.

Det hele startede med, at finansminister Nicolai Wammen (S) i et interview med NB-Økonomi gjorde det klart, at regeringens ambition om bruge tre milliarder kroner til et lønloft af de offentligt ansatte skulle finansieres med administrative besparelser som en ren reduktion af kommunernes og regionernes servicerammer.

"De tre milliarder skal findes i kommunerne og regionerne, og det bliver en del af den samlede økonomi for dem, at de skal finde dem," sagde Nicolai Wammen til NB-Økonomi. "Hvis det du spørger til, om vi skal lave et katalog, der løber op i tre milliarder kroner - nej det er ikke det, vi lægger op til, det vil være kommunerne og regionerne, der skal finde de penge."

Læs også:
Finansministeren: Kommunerne skal selv finde besparelser på administration

Ifølge regeringsgrundlaget kan kommunerne ved de kommende års økonomiaftaler kun forvente at få et såkaldt demografisk løft i deres servicerammer - altså penge nok til at sikre uændret velfærd til et stigende antal børn og ældre.

Det betyder, at kommunerne selv skal finde penge til manglende PL-regulering, det nære sundhed og opdrift på især det specialiserede socialområde. Der er intet facit for størrelsen af det beløb, men NB-Økonomi har tidligere vist, at det drejer sig om 1,5-2,0 milliarder om året de kommende år.

Læs også:
Analyse: Kommuner skal spare op til 6,6 procent på service frem til 2030

Ministre lover mere velfærd

Efter Wammens udtalelser, går flere S-ministre ud og hæver alligevel velfærdsforventningerne hos borgerne, ved at love, at hvis bare man afbureaukratiserer, så kommer der mere velfærd.

Da NB-Økonomi fredag i sidste uge foreholdt statsministeren misforholdet mellem den manglende finansiering af opdriften og løfter fra socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil om bedre service på handicapområdet, afslørede statsministeren, at regeringen forestiller sig nye ekstra administrative besparelser skal dække opdriften.

"Det er vores indtryk, at vi i dag bruger ret meget tid på sagsbehandling og administration af nogle udgifter på et område, og der kunne vi selvfølgelig godt tænke os som regering, at de penge i højere grad blev brugt på borgerne. Jeg tror, at det er det, som socialministeren også har forsøgt at beskrive," lød det fra statsministeren til et pressemøde i sidste uge.

Læs også:
Regeringstop undsiger løfter fra socialministeren

Økonomiaftaler bliver særligt vigtige for kommunerne i år

Udtalelserne fra statsministeren sætter en klar ramme for de forhandlinger om en økonomiaftale for 2023, som går i gang i løbet af få uger.

Omkalfatringen af velfærden - som regeringen selv kalder det - vil angiveligt betyde, at regeringen vil spille ud med en aftale, hvor kommunerne godt nok får dækket det demografiske pres men samtidig skal aflevere et antal hundrede millioner kroner i administrative besparelser.

Det vil sige, at kommunerne både skal finde finansiering til administrative besparelser, opdriften på sundhed og det specialiserede socialområde, men også løfterne om mere velfærd. Demografimidler vil jo kun sikre samme service pr. borger. Hvis borgerne skal opleve øget velfærd, hvor sosuer har tid til at spille kort og pædagoger har tid til at læse flere bøger - som der står i regeringsgrundlaget - så skal kommunerne finde den finansiering via bureaukratiet.

Derfor har KL (Kommunernes Landsforening) en ekstra stor opgave med at få en klar og tydelig økonomiaftale, hvor både finansiering og implementering tænkes ind. Det vil sige, at regeringen i samarbejde med KL skal sandsynliggøre, hvordan det skal ske i praksis, uden at velfærden bliver forringet.

I den forbindelse er det interessant, at Enhedslistens erfarne kommunalordfører Jette Gottlieb peger på, at regeringen har tænkt sig at bruge kommunerne som finansieringskilde. Det vil i praksis sige, at når regeringen mangler penge, så vil de finde dem i kommunerne. Hvis det er opfattelsen flere steder på Christiansborg, så gør kommunerne klogt i at holde ekstra øje med økonomiaftalerne i år.

Læs også:
Ordfører: Der kommer til at mangle penge i kommunerne

Kommunerne kan købe sig tid

Regeringen har endnu ikke meldt ud, hvornår de forventer, at deres omkalfatrende reformdagsorden skal i mål. De har kun lovet, at de vil starte på ældreområdet med en ny ældrelov. De forhandlinger er dog endnu ikke startet endnu.

Derfor kan kommunerne købe sig tid, da regeringen næppe forventer, at det hele skal implementeres med den kommende økonomiaftale. Regeringens fokus frem mod sommer er den akutte sundhed på hospitalerne, forsvar og uddannelsesområdet. Ældreloven er for eksempel ikke nævnt i lovkataloget, der skal gælde frem mod sommeren, og der er heller ikke indkaldt til forhandlinger om loven endnu.

Læs også:
Socialminister åbner for at flytte dele af handicapområdet fra kommunerne og lover bedre service

Sidst opdateret: 20/02/2023 - 12:04

Temaer: Bureaukrati

Emner: Bureaukrati, Afbureaukratisering

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]