
"Vi har en spændende opgave foran os i Nyborg. Vi har besluttet i byrådet, at vi vil have nulvækst på det specialiserede socialområde," fortæller byrådsmedlem Suzette Frovin (SF). - Foto: Iver Houmark Andersen/NB-Kommune
Kommune afprøver 'vild idé' om nulvækst på socialområdet
Stigningen i udgifterne på det specialiserede socialområde skal stoppe, så der bliver nulvækst. Det har man taget en dristig politisk beslutning om i Nyborg Kommune. En beslutning der kan føre til lavere serviceniveau og udløse kritik.
Udgivet: 02/02/2023
I næsten alle kommuner kender man problemet: Udgifterne til psykisk og fysisk handicappede bare stiger og stiger. Men i Nyborg Kommune har kommunalbestyrelsen bestemt sig for at stoppe stigningen på det specialiserede socialområde og gå efter nulvækst.
"Vi har en spændende opgave foran os i Nyborg. Vi har besluttet i byrådet, at vi vil have nulvækst på det specialiserede socialområde. Det er som at skyde sig selv i foden, for vi ved jo godt, at udgifterne stiger," siger Suzette Frovin (SF), medlem af Social- og Handicapudvalget i Nyborg Kommune til NB-Kommune, og fortsætter:
"Det var ikke mit forslag, og det er da også en ret vild idé."
Som hun ser det, vil nulvækst på det specialiserede socialområde medføre svære politiske beslutninger.
"Vi kommer helt oplagt til at se på det, der så tørt hedder serviceniveauet. Altså er der nogle steder, vi kan sænke barren."
"Vi kan nok godt sænke nogle af serviceniveauerne, for på nogle områder, har vi nu et højt serviceniveau i Nyborg," siger Suzette Frovin.
Mindre fokus på forebyggelse?
Suzette Frovin ser en klar udfordring ved nulvækst:
"Vi ender i det dilemma, som handler om, at hvis man sætter ind tidligere i en udsat persons liv – måske med nogle lidt dyrere løsninger – så sparer vi noget på den lange bane."
"Når vi nu skal have nulvækst, har vi så råd til de her forebyggende, tidlige indsatser? Eller kommer vi bare til at skubbe nogle problemer foran os, som så ender med at blive meget dyrere på den lange bane? Det bliver ikke nogen nem opgave!"
På det specialiserede socialområde er mange af opgaverne - og dermed udgifterne - lovbundne. Det gør det svært at budgettere og dæmpe udgifterne.
"Lige nu river socialchefen i Nyborg sig i håret, for en eller anden grund har vi en bølge af anbringelser. Og det er jo noget af det, der sparker hul i økonomien. Anbringelser kan du jo ikke ikke-gøre, selvom der er enighed om, at der skal være nulvækst," siger Suzette Frovin.
Som SF'er siger hun om processen med at sigte efter nulvækst:
"Selv om jeg er venstreorienteret og ofte vil mene, at 'man skal sende flere penge', så tror jeg, at det er sundt en gang imellem og se nærmere på, hvordan vi bruger vores penge. Flere penge er nemlig ikke altid den rigtige løsning."
Læs mere om kommunernes indsats på det specialiserede socialområdeSidst opdateret: 02/02/2023 - 13:24









































