
Folketinget har udskudt revision af budgetlov til 2033 uden debat
Revision af budgetloven er udskudt til 2033. Ikke et eneste parti tog ordet under behandlingen i Folketinget. Dermed er kommunernes og regionernes håb om flerårige budgetrammer ved en revision af budgetloven umiddelbart udskudt ti år.
Udgivet: 01/02/2023
Helt uden offentlig debat har Folketinget vedtaget at droppe den planlagte revision af budgetloven, som blandt andet kunne have givet mulighed for et opgør med de rigide etårige budgetrammer for kommunerne og regionerne.
Dermed må kommuner og regioner indstille sig på, at Folketinget først kommer til at behandle deres ønsker om især flerårige budgetrammer ved den næste revision af budgetloven, som ifølge vedtagelsen i Folketinget først ligger i 2033.
Uagtet at netop en revision af budgetloven har været et stort tema for både KL, kommunerne og en række partier, så var der ingen debat under nogen af de tre behandlinger af lovforslaget i Folketinget.
"Forhandlingen er åbnet. Og der er ikke nogen, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet," lød den lakoniske konstatering fra SF's Tine Torp, der sad i formandsstolen under førstebehandlingen.
Præcis det samme var tilfældet under anden- og tredjebehandlingen, og derfor blev den planlagte revision af budgetloven i den kommende folketingssamling lagt i graven uden nogen debat, da lovforslaget blev vedtaget den sjette september med 98 stemmer for (S, V, SF, RV, EL, KF, DF, ALT og UFG). Imod stemte 6 (NB, LA og FG).
Dermed blev revisionen af budgetloven vedtaget med støtte fra SF og Enhedslisten, som ellers har haft sagen højt på dagsordenen i flere år.
Dragsted: Det er en overraskelse for mig
Ingen havde tilsyneladende opdaget, at Finansministeriet havde indføjet en lille - men væsentlig - passus i bemærkningerne til den lovændring af budgetloven, som sikrede den forhøjelse af underskudsgrænsen, som skulle finansiere det nationale kompromis om forsvaret.
"Det fremgår af budgetlovens § 22, at finansministeren fremsætter forslag om revision af loven i folketingsåret 2018-19. Med lovforslagets § 2 foreslås det, at § 22 ophæves. Forslaget følger af, at der med nærværende lovforslag revideres i budgetloven," lyder den noget indforståede passus i bemærkningerne. "Det fremgår af aftalen, at aftalepartierne er enige om, at der vil
være politiske drøftelser om evalueringen af budgetloven i 2033."
Den planlagte revision af offentlighedesloven, som ifølge loven skulle være sket i 2018-19, blev blandt andet på grund af corona udskudt og skulle være gennemført i den kommende folketingssamling, Men med vedtagelsen af lovændringen udskød Folketinget revisionen til 2033.
Den lille men vigtige passus er kun kommet frem, fordi finansminister Nicolai Wammen (S) gør opmærksom på den i et svar til Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted.
"Det er en overraskelse for mig, at regeringen helt har opgivet andre ændringer af budgetloven eksempelvis om muligheden for flerårige budgetter og andre uhensigtsmæssigheder. Det tror jeg man bliver skuffet over i mange kommuner," siger Pelle Dragsted, som ikke sad i Folketinget ved behandlingen af lovforslaget.
Han vil nu stille opfølgende spørgsmål for at kortlægge mulighederne for at få indført blandt andet flerårige budgetrammer.
Finansminister åbner lille dør på klem til revision før 2033
Selvom det ifølge Nicolai Wammen er en følge af det nationale kompromis, at der først "vil være politiske drøftelser om evalueringen af budgetloven i 2033", så afskærer det ifølge svaret ikke et flertal i Folketinget fra at gøre det tidligere.
"Det bemærkes, at der fortsat er mulighed for at gennemføre yderligere ændringer af budgetloven før 2033," hedder det i svaret.
Fakta: Her er bemærkningen til lovforslaget
"Det fremgår af budgetlovens § 22, at finansministeren fremsætter forslag om revision af loven i folketingsåret 2018-19.
Med lovforslagets § 2 foreslås det, at § 22 ophæves. Forslaget følger af, at der med nærværende lovforslag revideres i budgetloven.
Budgetloven evalueres og om nødvendigt revideres i 2033. Det følger af aftalen National kompromis om dansk sikkerhedspolitik indgået den 6. marts 2022 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti. Det fremgår af aftalen, at aftalepartierne er enige om, at der vil være politiske drøftelser om evalueringen af budgetloven i 2033. Det bemærkes, at der fortsat er mulighed for at gennemføre yderligere ændringer af budgetloven før 2033. Det følger af den foreslåede ændring, at budgetlovens revisionsklausul fjernes."
Kilde: https://www.ft.dk/ripdf/samling/20211/lovforslag/l198/20211_l198_som_fremsat.pdf
Fakta: Behandlingen i Folketinget
1. behandling:
Tredje næstformand Trine Torp (SF):
"Forhandlingen er åbnet. Og der er ikke nogen, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet."
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Finansudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.
Det er vedtaget.
2. behandling:
Første næstformand Karen Ellemann (V):
"Der er ikke stillet ændringsforslag.
Ønsker nogen at udtale sig?
Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.
Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling.
Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.
Det er vedtaget."
3. behandling:
Anden næstformand Pia Kjærsgaard (DF):
"Der er ikke stillet ændringsforslag.
Er der nogen, der ønsker at udtale sig?
Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.
Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse.
Afstemningen er slut.
For stemte 90 (S, V, SF, RV, EL, KF, DF, ALT, Bent Bøgsted (UFG), Hans Kristian Skibby (UFG), Karina Adsbøl (UFG), Naser Khader (UFG) og Orla Østerby (UFG)), imod stemte 6 (NB, LA og FG), hverken for eller imod stemte 0.
Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren."
Sidst opdateret: 01/02/2023 - 12:12










































