
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), Finansminister Nicolai Wammen (S) og økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) holdt mandag doorstep om inflationshjælp. I den forbindelse forklarede Wammen, at han var klar til at forhandle med kommuner om sanktioner af servicerammen for 2022. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Usikkert om Wammen vil sanktionere kommunerne ved overskridelse
Det er uklart, om finansministeren vil sanktionere kommunerne for en eventuel overskridelse af servicerammen for 2022.
Udgivet: 31/01/2023
Finansminister Nicolai Wammen (S) er angiveligt åben overfor at diskutere, om kommunerne skal betale en sanktion, hvis de endelige regnskaber viser en overskridelse af servicerammen.
I forbindelse med forhandlingerne om inflationshjælp bad NB-Økonomi finansministeren forholde sig til kommunernes problemer med inflationen foranlediget af den manglende PL-regulering af kommunernes serviceramme for 2022.
"Det er korrekt, at vi skal forhandle med kommunerne og regionerne her senere på året. Og der er ikke nogen tvivl om, at kommuner og regioner jo har oplevet det samme, som alle i Danmark har oplevet. Nemlig at tingene er blevet dyrere. (...) Derfor har kommunerne selvfølgelig skullet finde ud af, hvordan man håndterer det, ligesom staten har skullet gøre det, ligesom hver eneste danske familie har skullet gøre det. Jeg forventer, at vi får nogle konstruktive, men også svære forhandlinger med kommunerne, når vi når dertil, fordi der er nogle store udfordringer for dem, ligesom der er for det øvrige danske samfund," sagde Nicolai Wammen.
Men vil I sanktionere dem?
"Jeg kommer ikke til... jeg forstår godt, at du gerne vil vide, hvordan kommuneforhandlingerne ender, men de er ikke engang startet endnu. Og jeg tror, at Kommunernes Landsforening vil være overrasket, hvis vi to forhandlede det på plads for dem. Så du må væbne dig med en lille smule tålmodighed," sagde finansministeren med et smil.Sidst opdateret: 31/01/2023 - 15:54
Temaer: Kommuneøkonomi







































