
Slagelse er én af de kommune, der kan score et millionbeløb i udligning på "ghettokriterier", selvom de på en lang række parametre som kriminalitet, beskæftigelse og indkomst klarer sig godt. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
To kommuner med færre "ghettoproblemer" modtager fortsat særlig udligning
Udsatte boligområder i Slagelse og Høje-Taastrup forbedrer sig på en lang række parametre som beskæftigelse, kriminalitet og indkomst. Alligevel kan de to kommuner høste særlig udligning på millioner, som andre kommuner ikke kan.
Udgivet: 17/11/2022
De udsatte boligområde Gadehavegård i Høje Taastrup og Ringparken i Slagelse er ikke længere på den såkaldte hårde ghettoliste, som man i dag kalder "omdannelsesområde". Begge kommuner faldt også ud af kriminalitetskriteriet for et år siden, hvorfor de ikke længere levede op til kriteriet for særtilskud under udligningsordningen.
Men selvom det går så godt for de to kommuner, så kan de stadigvæk beholde ti millioner kroner om året i et særtilskud i forbindelse med udligning for Slagelses vedkommende og fem millioner kroner for Høje-Taastrups.
Særtilskuddet er for kommuner med "boligområder med særlig høj kriminalitet". Her kunne NB-Økonomi sidste år vise, at fem kommuner ikke længere levede op til det kriterie, man havde fastlagt, da man vedtog udligningsreformen.
Men kommunerne får lov at beholde pengene, da det er en varig del af udligningsaftalen.
Kommuner der til gengæld har klaret sig dårligere på parametret kriminalitet kan derfor heller ikke få andel i puljen, selvom man i praksis har klaret det dårligere end for eksempel Slagelse eller Høje-Taastrup.
Sidste år kom det for eksempel frem, at Holbæk Kommune ville have krav på et særtilskud, fordi deres kriminalitet var steget. Holbæk Kommune kan dog nu glæde sig over, at deres boligområde Agervang/Grønneparken ikke længere er på listen over omdannelsesområder, hvilket fremgår af en ny rapport fra VIVE (Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd).
Om et par uger vil det også stå klart, om Holbæk har fået bugt med kriminaliteten, så de igen kan komme ud af kriteriet. Den 1. december forventes det, at Indenrigs- og Boligministeriet udkommer med deres årlige liste om kriteriet for kriminalitet.
Hvis Holbæk falder ud af det kriterie, vil det i så fald blot være et år, hvor Holbæk er blevet forfordelt ud fra objektive kriterier på særtilskudsordningen sammenlignet med for eksempel Slagelse og Høje-Taastrup.
Sidst opdateret: 17/11/2022 - 13:54
Temaer: Udligning
Emner: Ghettolisten










































