
Gellerupparken i Aarhus er én af de boligområder, som er på listen over "omdannelsesområder" (tidligere kaldt hård ghettoliste). Blandt de 15 områder, der har været på siden 2018, går det dog den rigtige vej med flere i beskæftigelse eller i arbejde. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)
Ny analyse: Omstridt ghettolov virker
Flere med uddannelse og arbejde flytter til de udsatte boligområder samtidigt med, at beboere uden arbejde og uddannelse fraflytter. Det trækker udsatte boligområder i så god retning, at seks ud af 15 områder er faldet ud af den "hårde ghettoliste".
Udgivet: 17/11/2022
Seks ud af 15 boligområder er faldet ud af listen, som går under betegnelsen omdannelsesområder, som tidligere blev kaldt den "hårde ghettoliste". Det er sket efter, at kommuner og boligorganisationer er begyndt at arbejde tæt sammen om at få en mere blandet beboersammensætning.
Det drejer sig om områder i Holbæk, Aarhus, Vejle, Høje-Taastrup, Købehavn, Korsør, Kolding, Slagelse, Esbjerg, Horsens og Odense Kommune. Det viser ny rapport fra VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd).
"Flere af de kommunale og boligorganisatoriske aktører oplever, at det fælles arbejde med en udviklingsplan har bragt dem sammen på en måde, det ikke er lykkedes tidligere," står der i rapporten.
At det nu lykkes i højere grad for de forskellige aktører, skyldes ifølge sociolog og projektchef Gunvor Christensen fra VIVE, at det var en bunden opgave fra Christiansborg, som har vedtaget parallelsamfundspakken i 2018.
"Det som parallelsamfundspakken gjorde, er, at der er en bred erkendelse i både kommuner og boligorganisationer, at der er et problem. Der er ikke noget - heller ikke forskning - der peger på, hvad det er, man skal gøre for at løse det problem. Nu kommer politikerne så med en bestilling, og det vi så hører fra kommuner og boligorganisationer er så, at så rykker man sammen i bussen," siger Gunvor Christensen til NB-Økonomi.
Kommunerne, boligorganisationer og andre aktører har ifølge Gunvor Christensen i højere grad sagt til hinanden, at nu er der "en bestilt opgave, den skal vi komme i hus med, og nu har vi endelig en løftestang til, at vi alle sammen sætter os omkring bordet og finder en holdbar løsning”.
Det er den arbejdsmetode, man nu kan se ude i områderne, fortæller Gunvor Christensen og tilføjer, at man i forbindelse med analysen har været på besøg i otte af områderne for at tale med aktørerne om, hvad der denne gang har været anderledes.
"Der er en loyal måde at gå til opgaven på. Nu har politikerne kommet med et forslag til en løsning, som de så prøver af og arbejder ihærdigt med," siger hun.
Fem kriterier skal forbedres
For at være på listen over omdannelsesområder, skal man opfylde en række kriterier. Hvis man boner ud på tre ud af fem grænseværdier, så kommer man på listen. De fem grænseværdier er "ikke-vestlig"-baggrund, manglende uddannelse og beskæftigelse, lav eller ingen indkomst og kriminalitet.
Det der især er blevet rykket ved i perioden er beskæftigelse og indkomst. Det skyldes helt lavpraktisk, at der nu er regler for, hvem der må tilflytte områderne. Her screener man nu for for eksempel uddannelse og arbejde. Samtidigt er dem der flytter ud, nogle der boner negativt ud på de fem grænseværdier. Derfor sker der helt matematisk en forbedring i områderne ud fra de opsatte kriterier.
Alt andet lige vil de her 15 områder så ikke falde ud af listen over en årrække?
"Ja det må man forvente, at de vil gøre. Det er jo også det, de skal gøre," siger VIVEs projektchef.
Det som Gunvor Christensen vil undersøge fremover er så, hvad der sker med dem, der fraflytter. Eksperimentet med at få mere blandende områder har kun varet siden 2018, og der er derfor ikke nok data til at sige noget om, hvordan det så går med dem, der fraflytter. Flytter de for eksempel blot over til andre områder og skaber potentielle "hårde ghettoer" der? Eller vil de flytte ud og forbedre deres egne livsvilkår ved for eksempel at få en uddannelse eller et arbejde.
"Det som er interessant, og som vi også kommer til at kigge på fremadrettet, det er, at vi laver en evaluering af de her omdannelsesområder, og her er seks områder faldet ud af listen," siger Gunvor Christensen. "Men der er så i øvrigt to andre områder kommet til, og som også nu skal gennemgå denne her udvikling."
Odense har for eksempel fået et område, der hedder Solbakken, som ikke tidligere var en del af et omdannelsesområde, men som nu er blevet det. Hvor Sønderborg har fået et område, der hedder Nørager. Begge områder vil være med i projektet hos VIVE fremover, og de områder skal nu leve op til samme krav, som de andre områder på listen.
Derfor er Gunvor Christensen særligt opmærksom på, at man ikke bare får spredt problemerne og får bygget nye udfordringer op andre steder.
Positiv udvikling kan være på lånt tid
En anden ting, som kræver noget opmærksomhed er, at de allerede nu kan se, at NEET-gruppen i områderne vokser. Det vil sige at unge mellem 15-30 år uden arbejde eller uddannelse er "relativt større blandt tilflytterne end fraflytterne," som der står i rapporten.
Det betyder, at de områder, som det er lykkes med at forbedre som beskæftigelse og indkomst på længere sigt kan være de områder, som kan stige igen, når de unge mennesker bliver ældre. Omvendt er der flere på førtidspension blandt fraflytterne, som dermed trækker i den modsatte retning, hvis man måler på beskæftigelseskriteriet.
VIVE-rapporten understreger, at det kun er på ydre ting, hvor det går i en positiv retning. Det vil sige på for eksempel salg af lejligheder og skærpede krav til nye lejere. Den siger ikke noget om borgernes velfærd og deres øgede livschancer.
Gunvor Christensen er derfor også påpasselig med at kaldte den udskældte parallelsamfundspakke en succes endnu. Her er der behov for også at se bredere på områderne med fokus på dagtilbud, skole og social ulighed i sundhed.
Sidst opdateret: 17/11/2022 - 13:51
Emner: Ghettolisten





































