Det Økonomiske Råd præsenterede tirsdag sin efterårsrapport.

Det Økonomiske Råd præsenterede tirsdag sin efterårsrapport. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Sådan mindskes arbejdsstyrken i de kommende år

Godt 100.000 vil miste deres job, vurderer Det Økonomiske Råd i en rapport tirsdag. Vismændene forventer dog samtidig, at ledigheden kun vil stige med det halve. Forstå her, hvad der sker med resten, og hvem der står til at miste jobbet.

Udgivet: 12/10/2022

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Mens de store politiske partier er enige om at skære dybt i jobcentrene, ser det nu ud til, at medarbejderne får travlt netop der. I tirsdagens rapport fra Det Økonomiske Råd vurderer de økonomiske vismænd, at nettoledigheden vil stige med i alt 42.000 personer frem mod 2024.

Beskæftigelsen vil falde med godt 100.000, men det er altså under halvdelen, der vil indgå i ledighedsstatistikken. Det skriver NB-Beskæftigelse.

Mange af dem vil være de sidst ankomne i jobbet. Dem, der nu i måneder har overrasket ved at komme i job, når det var muligt. Herunder aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, ikke-vestlige indvandrere med over tre år på ydelser. Ikke mindst kvinderne i den sidste gruppe har fået job.

De fleste af de omkring 60.000, der mister deres job, og som ikke vil indgå i ledighedsstatistikkerne, forventes dog at være udlændinge. For i alt 40.000 flere udlændinge har fået job i Danmark i løbet at det seneste år.

De økonomiske vismænd skriver:

"Det større antal udenlandske beskæftigede i Danmark kan både skyldes, at flere herboende udenlandske statsborgere er kommet i beskæftigelse, og at tilgangen af arbejdskraft fra udlandet er steget. Tal fra Jobindsats indikerer, at tilgangen fra udlandet kan forklare en væsentlig del af stigningen; mere end 33.000 af de beskæftigede udenlandske statsborgere i juli 2022 har fået CPR-nummer i 2022."

Cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Sofie Holme Andersen, forklarer til NB-Beskæftigelse:

"En stor del af udlændingene er kommet til Danmark, fordi der var jobmuligheder. Når den mulighed ikke er der længere, tager de hjem igen, og så er de ude af beskæftigelse, ude af arbejdsstyrken og ude af befolkningen."

Det kan også være studerende, der har job, og som - hvis de mister det - ikke står i ledighedsstatistikkerne. Eller unge, der vælger at gå i gang med en uddannelse, fordi de bliver arbejdsløse.

Og så er der de udsatte grupper. Dem står der ikke noget specifikt om i rapporten, udover at der er en risiko for langtidsledighed.

De udsatte grupper og produktiviteten

Det Økonomiske Råd forudser i rapporten indirekte, at det er de mindst produktive, der vil miste deres arbejde frem mod 2024. Og herunder hører ofte de mest udsatte grupper.

Vismændene forventer nemlig en stor produktivitetsstigning frem mod 2024 samtidig med, at beskæftigelsen vil falde med 100.000.

Lige nu er der en meget svag produktivitetsstigning i virksomhederne. Det kan blandt andet skyldes, at virksomhederne er tilbageholdende med at afskedige medarbejdere, fordi det er dyrt at ansætte og introducere nye til jobbet. Men det kan også skyldes, at der under den store vækst efter coronakrisen er blevet ansat medarbejdere, der ikke er så produktive.

Det Økonomiske Råd skriver:

"Den svage produktivitetsudvikling kan også hænge sammen med, at de senest ansatte medarbejdere kan have lavere produktivitet sammenlignet med den gennemsnitlige medarbejder, eksempelvis fordi deres tilknytning til arbejdsmarkedet er svagere."

I 2023 forventer de økonomiske vismænd, at produktiviteten stiger med 3,5 procent og i 2024 med 2,7 procent. Det er nærliggende at slutte, at det blandt andet kan skyldes, at de mindst produktive medarbejdere ikke længere er på arbejdspladsen.

"Ja, jeg tror, det er den bagvedliggende mekanisme," siger professor i økonomi og formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Michael Rosholm til NB-Beskæftigelse.

Arbejdsmarkedsprofessor ved Aalborg Universitet Flemming Larsen siger:

"Det er jo fuldstændig rigtigt, at der er sket et fald i ledigheden af dem, der traditionelt kommer ind på arbejdsmarkedet sidst, og at det også normalt er de første, der ryger ud igen."

Sidst opdateret: 12/10/2022 - 14:01

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]