Gode skolelærer, der selv har fået gode karakterer og har et lavt fravær, er bedre til at løfte folkeskoleleverne end lærere, der har fået lave karakterer og meget fravær. Det viser ny rapport fra de økonomiske vismænd.

Gode skolelærer, der selv har fået gode karakterer og har et lavt fravær, er bedre til at løfte folkeskoleleverne end lærere, der har fået lave karakterer og meget fravær. Det viser ny rapport fra de økonomiske vismænd. - Foto: Emilie Lærke/Ritzau Scanpix (arkiv)

Kvaliteten af læreren er markant vigtigere end klassestørrelse eller timetal

Gode karakterer og lavt fravær hos lærerne har meget større betydning for at løfte eleverne i folkeskolen end lavere normeringer og flere undervisningstimer. Det viser ny vismandsrapport.

Udgivet: 11/10/2022

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Det er vigtigere for folkeskoleelevers læring, at deres lærere har fået gode karakterer og har et lavt fravær end selv store reduktioner i klassekvotienten. Så klart er budskabet i Det Økonomiske Råds Sekretariats (DØRS) efterårsrapport.

"Det centrale budskab fra kapitlets analyse er således, at forskelle i lærernes undervisningskvalitet er mere afgørende for elevernes læring end selv en dramatisk reduktion i klassens størrelse eller betydelig forøgelse i antallet af undervisningstimer i folkeskolen", skriver vismændene i deres rapport.

Den gode lærer defineres som at være blandt de bedste undervisere. De kan forbedre elevernes karakterer med 0,88 karakterpoint, hvis man sammenligner med de elever, der er blevet undervist af de dårligste lærere.

Det interessante ved rapporten er, at DØRS er gået videre og set på, om den gode lærer så også har betydning for elevernes fremtidige færd.

Her viser det sig, ifølge rapporten, at "elever, der har haft en god lærer i folkeskolen, har større sandsynlighed for at påbegynde og fuldføre en ungdomsuddannelse end elever med en mindre gode lærer".

Udfordringen med at få flere unge i arbejde eller uddannelse er netop et område, som alle kommuner arbejder hårdt på at løse.

Regeringen har nedsat en reformkommission, som kommer med sine anbefalinger til netop det område til december. Vismændenes rapport kan dermed være et indspark til kommissionen, da analysen "indikerer, at folkeskolen muligvis kan være en del af løsningen på problemet".

Vismændene har tre løsningsforslag

Vismændene fra DØRS har tre områder, de mener man bør se på. Analysen afdækker, at der er et stort potentiale for at sammensætte lærerne på en anden måde på skolerne. Man kan løfte lærerkvaliteten på tre områder, mener de. Man kan ændre sammensætningen af lærerne i folkeskolen, man kan forbedre læreruddannelsen og man kan gøre de nuværende lærere bedre.

Det er især den første, der kan være lidt kontroversiel. Her lægger rapporten nemlig op til, at en ændring i lærersammensætningen skal sikre, at der kommer "flere med et stort lærerbidrag og færre med et lille". Den ændring kan ske gennem bedre rekruttering og fastholdelse, som kommunerne allerede har stort fokus på. Men vismændene skriver også, at det kan ske gennem afskedigelser af de lærere, som har de laveste lærerbidrag.

"Det er relevant at overveje, om mulighederne for at afskedige dårlige folkeskolelærere er gode nok," skriver de.

Udfordringen med den tilgang er dog, at kommunerne i øjeblikket har mangel på arbejdskraft blandt uddannede lærere, og næppe har råd til at være alt for kræsne. Derfor kan den del af vismandsrapportens anbefalinger næppe være en løsning på den helt korte bane. De økonomiske vismænd gentog da også ved flere lejligheder på pressemødet, at forslagene skal ses som muligheder for at løse problemet og ikke håndfaste anbefalinger.

DØRS peger i øvrigt på, at man kan få en mere differentieret løndannelse, som vil være mere fleksibel og dermed kunne bruges aktivt til rekruttering og fastholdelse af de gode lærere. Den del af analysen er dog lavet på baggrund af udenlandske studier, som er kommet frem til forskellige resultater.

Alternativer måder at forbedre lærerne på

En måde at ændre tingene på er for eksempel at forbedre læreruddannelsen, således at man får flere lærere, som er gode i folkeskolen.

“Vi peger på en række ting, som man kan kaste sig over, som vi også er inde på i rapporten. Det er i dansk kontekst nye resultater, og det lægger egentlig op til, at man kan lave opfølgende analyser. Har vi eksempelvis nogle muligheder for at undersøge hvad det betyder, hvis man giver nogle undervisere en læreruddannelse? Det svarer vi jo ikke på, hvad det betyder, der er bare nogle samvariationer," siger Jakob Roland Munch, medlem af formandskabet i Det Økonomiske Råd, på pressemødet:

"Men det kunne jo være superdejligt at vide, hvis det er sådan at det at give lærerne en rigtig god læreruddannelse, at det rent faktisk også førte sig over i en højere indlæring”.

Ud over en forbedret læreruddannelse peger vismændene også på efteruddannelse af de lærere, som allerede arbejder som skolelærere, så man kan hæve niveauet blandt de lærere, som allerede er på skolerne.

"Den internationale litteratur indikerer, at efteruddannelse med en dygtig mentor hvor et helt skoleår og løbende evaluering og feedback til læreren af vedkommendes undervisning, giver de bedste resultater i forhold til at forbedre læreren bidrag til elevernes læring," skriver DØRS i analysen.

Rapporten er den første danske analyse af sin art, som ser på, hvad forskellene blandt lærerne betyder for elevernes læring.

Vismændene understreger på pressemødet, at deres rapport kun lægger op til anbefalinger. Det er dermed op til politikerne at bestemme, hvilke værktøjer de vil gøre brug af, hvis de vil ændre noget. Det vigtige er, at analysen peger på, at kvaliteten af lærererne er det vigtigste greb for at sikre en bedre folkeskole.

“Det handler som sagt om de tre ting vi nævner i rapporten, men præcis hvad der er bedst at fokusere på, det er svært at pege på,” siger Jakob Roland Munch.

Sidst opdateret: 11/10/2022 - 20:47

Emner: Skole

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]