Flere kommuner anvender allerede flere af de økonomiske vismænds idéer til at løfte lærernes kompetencer.

Flere kommuner anvender allerede flere af de økonomiske vismænds idéer til at løfte lærernes kompetencer. - Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix (arkiv)

Kommuner bruger allerede vismændenes idéer på skolerne

Flere kommuner bruger i forvejen en del af vismændenes forslag til at forbedre lærernes niveau i skolerne. Det drejer sig om mentorordninger og kompetenceudvikling. Afskedigelser bruges dog ikke aktivt.

Udgivet: 12/10/2022

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Både mentorordninger og efteruddannelse er i spil, når man vil løfte lærernes niveau på folkeskolerne i flere kommuner. Men vismændenes værktøj om brugen af afskedigelser for at skille sig af med de mindre gode lærere er ikke noget, som kommunerne gør udpræget brug af.

Det fortæller to kommunale direktører på skoleområdet til NB-Økonomi.

Det Økonomiske Råds Sekretariat (DØRS) - også kaldet vismændene - udgav tirsdag deres efterårsrapport, hvor de havde et kapitel med om lærerbidrag i folkeskolen. Den konkluderede at de bedste lærere målt på for eksempel gode karakterer og lavt fravær er de bedste til at hæve niveauet for eleverne, som man kan læse mere om nedenfor.

Læs også:
Kvaliteten af læreren er markant vigtigere end klassestørrelse eller timetal

I rapporten er der en række forslag eller værktøjer til, hvordan man i kommunerne eller fra politisk side kan forbedre sammensætningen af lærerne.

Værktøj om mentorordning anvendes i flere kommuner

De værktøjer som nævnes i DØRS rapport er nogle af dem, som NB-Økonomi har spurgt kommunale direktører, om de bruger eller har i sinde at tage i anvendelse efter rapporten er blevet offentliggjort.

"Noget af det, vi gør for at sikre os, at nyuddannede og nyansatte kommer godt ind i jobbet er mentorordninger. Vi har en mentorordning, som løber de første 12 måneder af en ny kollegas ansættelse, hvor man netop får høstet erfaringerne fra alle de dygtige kollegaer," siger Lars Povlsen Jensen, der er direktør for skole- og dagtilbudsområdet i Lolland Kommune.

I vismandsrapporten har man set på forskellige muligheder for at løfte lærernes bidrag.

"Lærernes bidrag til elevernes læring – og dermed elevernes skoleresultater – kan løftes via rekruttering, fastholdelse og afskedigelse. Men det kan også løftes ved at gøre de lærere, der allerede er ansat i folkeskolen, bedre. Det kan eksempelvis ske via efteruddannelse eller ved at ændre rammerne for lærerens arbejde," skriver DØRS i rapporten, hvor de også peger på mentorordninger.

"Den internationale litteratur indikerer, at efteruddannelse med en dygtig mentor over et helt skoleår og løbende evaluering og feedback til læreren af vedkommendes undervisning, giver de bedste resultater i forhold til at forbedre lærens bidrag til elevernes læring."

I Hjørring Kommune har man ligeledes fokus på mentorordninger og generel efteruddannelse for at løfte lærernes kompetencer.

"Man anvender altid et kompetenceredskab, og det er jo den enkelte ledelsesopgave decentralt at vurdere, hvor det er, ens medarbejdergruppe har nogle behov og så sætte ind i forhold til det. Så det er jeg sådan set meget enig (med vismændene, red.) i," siger Jesper Carlsen, der er direktør for børne- og arbejdsmarkedsområdet i Hjørring Kommune.

Svært at afskedige når der er massiv mangel på arbejdskraft

Fyringer er generelt ikke noget, som kommunerne anvender til at højne det gennemsnitlige lærerniveau. Hvis det er et værktøj, man skulle i gang med at anvende, så understreger Lars Povlsen Jensen fra Lolland Kommune også, at det i så fald må blive en politisk diskussion.

"Det er først og fremmest en politisk diskussion og debat, om det skal være et kriterie," siger Lars Povlsen Jensen.

I Hjørring Kommune anvender man sådan set fyringer, hvis lærere ikke lever op til at løse deres opgaver. Men det er ikke en helt sort og hvid diskussion, påpeger Jesper Carlsen.

"Vi bruger også andre redskaber i den sammenhæng. Man kan godt være en god lærer i én kontekst og måske lykkes mindre godt i en anden kontekst. Så har vi heldigvis muligheden for at flytte lidt rundt på folk, således at de bliver i stand til at lykkes," siger han.

Direktører er enige i DØRS konklusion

Begge direktører er enige i den overordnede konklusion fra vismændene. At dygtige lærere er dem, der løfter mest.

"Ganske overordnet vil jeg sige, at vi er enige i rapportens konklusioner i forhold til lærerbidrag i folkeskolen. Læreren er den vigtigste ressource i klasseværelset," siger Lars Povlsen Jensen.

Også mere vigtig en klassekvotienter og antallet af timer?

"Vi kan jo i hvert fald se i Lolland Kommune - hvor vi både har store og små klasser - at kvaliteten af undervisningen er meget afhængige af den skole, som læreren befinder sig på og læreren selv. Men primært læreren," siger han.

Jesper Carlsen fra Hjørring mener også, at konklusionen fra DØRS taler meget godt ind i den pædagogiske forskning, der allerede er kendt på skoleområdet, der giver samme resultat.

"Der er noget i forhold til, at læreren er godt inde i sit faglige stof. Der er noget i betydningen af de relationer, de skaber til eleverne. Så er der det parameter om, hvordan de leder klasserummet. De ting i én kombination skaber nogle gode lærere med nogle gode resultater," siger Jesper Carlsen.

Lærermangel besværliggør processen

Det er dog svært for kommunerne at bruge værktøjet med at afskedige eller ligefrem målrettet ansætte folk, der har gode karakterer og sortere dem fra med lave karakterer. Det skyldes helt lavpraktisk, at der er så stor mangel på lærere i øjeblikket.

"Det handler dybest set også om, at vi som andre kommuner står med et rekrutteringsudfordring på folkeskoleområdet. Den ville jo så bare vokse. Så vi er nødt til at arbejde i andre spor med udvikling af vores medarbejdere i forhold til at løse kerneopgaven," siger Jesper Carlsen.

En anden måde var at se mere på karakterer ved ansættelser?

"Ja, hvis vi havde den luksus. Vi er måske ikke den kommune, der er hårdest stillet, fordi vi har en læreruddannelse i Hjørring, så vi har måske nemmere ved at rekruttere fra de nydimitterede," siger han.

Men hvis man alene ser på karaktergennemsnit, så kan det godt være, at man misser den personlige relationskompentence og evnen til klasserumsledelse, som er lige så vigtigt for lærergerningen. Så når vi ansætter vil det altid være en helhedsvurdering," siger Jesper Carlsen.

Sidst opdateret: 12/10/2022 - 14:39

Emner: Skole

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]