
Mette Frederiksen (S) havde et nytårsønske i sin nytårstale i starten af året. Hun ville have en ældrelov. Det ønske har hun dog ikke fået opfyldt, da regeringen efter ni måneder og en ekspertrapport ikke har fremlagt et udspil endnu. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Regeringen har ingen løsning på ældrelov i ny 2030-plan
Ny 2030 plan fra regeringen vil omprioritere i den offentlige sektor. Ikke mindst på ældreområdet. Her skal ældreloven spille en rolle. Men regeringen har ikke fremlagt et udspil om ældrelov endnu, selvom de har haft ønsket i ni måneder.
Udgivet: 30/09/2022
Det er konkrete omprioriteringer på blandt andet ældreområdet, der skal bruges til at styrke velfærden på ældreområdet fremover. Det fremgår af regeringens nye 2030 plan, som finansministeren præsenterede på et pressemøde fredag morgen.
"Vi har lagt vores idéer frem, som handler om mindre bureaukrati og til gengæld mere tid ude hos de ældre," slog finansminister Nicolai Wammen (S) fast overfor NB-Økonomi til pressemødet.
For fire dage siden fremlagde regeringen et udspil "Danmark kan mere III", hvor ældreområdet endnu engang blev nævnt. Man skulle finde 2,5 mia. kr. på omprioritering.
Men det arbejde satte statsministeren allerede fokus på i sin nytårstale, hvor hun ønskede en ny ældrelov. Den skulle give kommunerne mere frihed til ældreområdet og gøre op med love og regler.
Selvom Mette Frederiksen (S) havde en ambitionen om, at ældreloven skulle være kort og præcis, er ventetiden på en ny ældrelov ikke blevet det samme. Regeringen har endnu ikke fremlagt et udspil til, hvordan kommunerne i praksis skal kunne omprioritere med en ny ældrelov i hånden. Der er derfor heller ikke indkaldt til forhandlinger om en ny ældrelov og omprioritering.
Regeringen ventede på rapport
I første omgang afventede regeringen en rapport, hvor eksperter skulle give deres bud på, hvordan man kunne arbejde med en ny ældrelov. Men det er snart en måned siden, den udkom. Regeringen har stadigvæk ikke fremlagt et udspil til en ny ældrelov.
NB-Økonomi har derfor spurgt Nicolai Wammen, hvorfor udfordringerne med de mange regler i ældreplejen ikke allerede er løst.
Men hvorfor er det ikke løst allerede? I har haft siden januar til at fremlægge en ældrelov? I har ikke engang indkaldt til forhandlingerne?
"Vi har lagt vores idéer frem, som handler om mindre bureaukrati og til gengæld mere tid ude hos de ældre. Og så vil vi jo så gå sammen med Folketingets øvrige partier, og forhåbentlig kan vi lave nogle fremskridt for vores ældre, for det er der jo brug for. Der var også i går i ældresagen en god debat mellem partilederne, som jo viser, at der jo heldigvis er et engagement omkring det her."
Der har været afholdt mange ældremøder, debatter og nedsat en ekspertgruppe. Men et egentlig udspil til en ny ældrelov er det ikke blevet til.
I den nye 2030 plan er ældreloven nævnt to gange, men kun i forbindelse med, at regeringen ønsker den, og arbejdet i rapporten skal danne grundlaget for Danmark kan mere III.
"Afrapporteringen fra arbejdet blev præsenteret for social- og ældreministeren i september 2022 og udgjorde en del af grundlaget for de forslag på ældreområdet, regeringen præsenterede med Danmark kan mere III."
Regeringens 2030 plan, der samtidigt er et valgoplæg til, hvad Socialdemokratiet vil gå til valg på, kommer derfor ikke forslag til omprioritering nærmere.
I afsnittet om at komme ind til kernen af den offentlige velfærd, vil regeringen finde et prioriteringsrum på 15 mia. kr. Noget af det skal tilbageføres til de ældre.
"Bedre ressourceanvendelse og konkrete omprioriteringer i den offentlige sektor skal bidrage til at opfylde regeringens målsætning om et øget prioriteringsrum på 15 mia. kr.," står der i planen.Her henviser regeringen specifikt til deres nye udspil "Danmark kan mere III", og gengiver den i 2030 planen som blandt andet:
"På ældreområdet skal der indføres et ambitiøst mål om at halvere antallet af registreringer i det daglige arbejde."Hvordan det mål konkret skal realiseres i for eksempel en ny ældrelov, er dog ikke nævnt. Regeringen går dermed til valg på at realisere noget, de ikke har kunnet realisere siden nytårstalen.
Sidst opdateret: 30/09/2022 - 12:42
Emner: Ældrelov





































