Efter et halvt år ved magten har Mette Frederiksen (S), Lars Løkke Rasmussen (M) eller Sophie Løhde (V) ikke taget nogle konkrete skridt til at frisætte kommunerne eller ældreområdet.

Regeringen præsenterede ellers en tydelige dagsorden om frisættelse med fuld musik, da SVM-regeringen blev dannet.

På første side af regeringsgrundlaget fra 14. december 2022, står der eksempelvis:

"Vi ønsker at gå fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund med meget mere lokal frihed og forandringskraft."

Men en række faktuelle eksempler tyder på, at frisættelsesdagsordenen kan trække i langdrag, så man ikke når at implementere og evaluere fuldt ud på det, inden der igen er folketingsvalg.

Det drejer sig specifikt om ældreloven, den generelle frisætning af kommunerne på enten børne-, skole-, eller ældreområdet samt de fire kommuner, som skulle frisættes på beskæftigelsesområdet. Der er endnu ikke fremlagt en klar plan på nogen af delene.

Det er bemærkelsesværdigt, fordi SVM-regeringen i høj grad har slået sig op på, at nu skulle man fremtidssikre velfærden ved at sætte den fri.

Lokal frihed trækker ud

Den lokale frihed lader vente på sig. Efter et halvt år ved magten, er der ingen plan for en ny ældrelov. Ældreloven skulle ellers være den helt store lakmusprøve for frisættelsen.

Under overskriften i regeringsgrundlaget "Frisættelsen starter på ældreområdet", skitserer SVM-regeringen visionen for en omfattende frisættelsesdagsorden, der vil være "ensbetydende med en særdeles gennemgribende og omfattende nytænkning af den offentlige sektor. Derfor vil regeringen starte arbejdet på ældreområdet."

Her står der, at regeringen vil fremlægge en ældrelov. Men regeringen havde ikke en ældrelov med i hverken deres første eller andet lovprogram for første halvår af 2023. Den tidligere S-regering havde ellers den nye lov programsat til februar 2023. Den nye SVM-regering har således taget den plan af bordet og udskudt fremlæggelsen af en ny ældrelov.

Ældreminister Mette Kierkgaard (M) har til NB-Økonomi forklaret, at det netop skyldes, at frisættelse fylder mere for SVM-regeringen, end det gjorde i den oprindelige idé omkring ældreloven. De nye takter i regeringsgrundlaget skal dermed rime på de den rapport, der skal danne grundlag for ældreloven, som allerede ligger færdig i ministeriet.

Allerede inden SVM-regeringen blev dannet havde den daværende S-regering inviteret alle kommuner til at blive frisat på enten børne-, skole-, eller ældreområdet, men det er lige nu uklart, om kommunerne overhovedet får lov til at gå igang.

Det samme gælder fire kommuner, som af den daværende S-regering blev lovet, at blive frisat på det tunge beskæftigelsesområde, men kommunerne er efterladt i mørket og aner ikke, hvornår de kan komme igang.

Både faktuelle forhold og oplysninger til NB-Økonomi peger på, at regeringen simpelthen ikke var helt enige om, hvad frisættelse skulle betyde i praksis, da de dannede SVM-regeringen. En egentlig stor masterplan for, hvordan frisættelse skal effektueres med politiske udspil, forhandling og lovgivning er heller ikke offentliggjort. Begge dele er med til at trække processen ud.

Risiko for at ældrelov først kommer i 2024

Langsommelig plan og eventuel ideologiske uenigheder omkring frisættelse er dog ikke det eneste, der får frisættelsesdagsordenen i en ældrelov til at skride.

Den faglige vurdering er, at ældreloven skal tænkes sammen med sundhed. Det er også KLs (Kommunernes Landsforening) holdning. Den nye regering har også meldt ud, at den nye Sundhedsstruktur-Kommission, som blev nedsat i slutningen af marts i år, skal have fokus på at tænke ældreområdet med ind i deres anbefalinger.

Det er netop Sundhedsstruktur-Kommissionen, der kan være nøglen til at illustrere, hvor lang tid der kan gå, før en ældrelov er en realitet. Lars Løkke Rasmussen har gentagende gange påpeget, at man ikke skal skynde reformer igennem. Der skal være tid til at tænke over tingene, så man gør det klogt.

Ifølge organisationer tæt på ældreområdet som KL, Ældresagen, Dansk Sygeplejeråd, FOA m.fl. er den kloge beslutning, at man skal tænke sundhed ind, når man udarbejder en ældrelov. I så fald vil der ske følgende:

Sundhedsstruktur-Kommissionen vil ifølge regeringen præsentere sine anbefalinger om et år fra lanceringen, det vil sige i foråret 2024. Følgelovgivning forventes udført i 2024/2025, altså inden sommeren 2025.

Hvis regeringen følger anbefalingen om at samtænke sundhed og ældre, så kan arbejdet med et egentlig udspil til en ældrelov kan derfor tidsligt gå i gang i løbet af 2. kvartal 2024. Dernæst kan de politiske forhandlinger gå i gang, og loven kan dermed blive vedtaget i løbet af andet halvår i 2024. Implementeringen skal dermed foregå i i første halvår i 2025, og en egentlig evaluering kan tidligst komme på tale i andet halvår i 2025. Det vil sige med senest et år til folketingsvalget.

Sjuskelovgivning kan blive konsekvens

Regeringen har tydeligt skrevet, at de vil starte frisættelsesprojektet med ældreområdet. Den logiske og kloge beslutning - som Lars Løkke er tilhænger af - er, at man ikke starter store omkalfatrende eksperimenter op på velfærden, før man grundigt har evalueret første forsøg på ældreområdet.

Det vil i så fald betyde, at man tidligst kan igangsætte et arbejde med at frisætte børne- og skoleområdet, efter evalueringen i andet halvår af 2025 på ældreområdet.

For at give et tidsperspektiv på det, vil det tage et halvt år at udarbejde en rapport på for eksempel skoleområdet - så er vi i bedste fald henne i slutningen af 2025 eller i første halvår 2026. Dernæst et halvt år at udarbejde et udspil. Nogle måneder til et halvt år at forhandle det på plads - her skal man huske, at skoleområdet er bundet op af forlig. Så er vi inde i 2027.

Dernæst et halvt år at få lovgivning på plads. Et halvt til helt år at implementere det og et halvt til flere år at evaluere det fuldt ud. Husk på, at de syv frikommuneforsøg ikke engang er evalueret fuldt ud endnu, de blev igangsat i 2019.

Omvendt har især Moderaterne og Venstre et ønske om at vise konkrete frisættelsesresultater, når man når folketingsvalget, da det ganske enkelt er de to partiers idéer. I så fald kan det ende i haste- og sjuskelovgivning kort før en valgkamp, som senest skal afholdes i slutningen af 2026.

NB-Økonomi spurgte børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i marts, om han havde sat noget arbejde i gang med at tilrettelægge ændringer på området, som ældreområdet har med en rapport udarbejdet af et ekspertpanel. Det ønskede ministeren ikke at svare på.

Men der er endnu ikke nedsat et ekspertudvalg, der skal se på frisættelse eller afbureaukratisering på børne- og skoleområdet.

Tesfaye læsser i mellemtiden bureaukrati ind i kommunerne

Mattias Tesfaye går i øjeblikket den totalt modsatte vej af, hvad SVM-regeringen har klarlagt som vision på afbureaukratiserings- og frisættelsesdagsordenen i regeringsgrundlaget.

Han læsser i øjeblikket bureaukrati og detailstyring ned over sit resortområde, som kommunerne skal håndtere. Noget der vil svække netop kommunernes og medarbejdernes frihed.

Fra august 2024 skal kommunerne eksempelvis forholde sig til klasseloft i de små klasser. Grundlovsdag lancerede ministeren et nyt initiativ, der skal detailregulere brugen af skærm i daginstitutionerne. I stedet for at sætte pædagogernes arbejdsmetoder fri i et samspil med forældre og kommunerne, vil SVM-regeringen nu bestemme, hvad der skal ske helt inde på de små vuggestuer og børnehaver.

Det skaber alt sammen mere bureaukrati og mindre lokal frihed.

Men Tesfaye er ikke den eneste minister i regeringen, der har benyttet magttomrummet og den manglende plan til at give den gas med bureaukrati. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) vil indføre 37 timers tvungen nyttejob. Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil vil have guldstandarder på handicapområdet.

Den manglende klare plan fra SVM-regeringen gør, at det kan være svært for kommunerne at forholde sig til, hvad ønsket fra Christiansborg egentlig er. Er det statsminister Mette Frederiksens (S) fine skåltaler til Kommunalt Topmøde i marts, hvor hun proklamerede, at nu skulle det være slut med detailstyring fra Christiansborg, og SVM-regeringen ville acceptere forskelle på velfærdsområdet?

Eller skal kommunerne forholde sig til de faktiske udspil og udsagn, som regeringens ministre kommer med, som ned i de mindste detaljer detailregulerer metodefriheden ud hos de ansatte? Her plejer kommunerne at være pragmatiske: De ser på, hvad der faktisk sker, hvad angår love og ministerudmeldinger, og ikke hvad regeringen har af fine ambitioner, som de tilsyneladende ikke selv er klar over, hvordan de skal få gennemført i praksis.

Sikkert er det i hvert fald, at en klar plan ville sikre, at alle arbejdede i den samme retning om det mål, som alle er enige i. Nemlig at frisætte og afbureaukratisere. Lige så sikkert er det, at den manglende plan skaber forvirring, bureaukrati og mindre kommunal frihed samt manglende tillid fra det kommunale bagland til de udmeldinger, der kommer fra regeringen.

Som mange borgmestre fra alle partier ofte siger til NB-Økonomi, når samtalen drejer sig hen mod regeringens ambitioner om at afbureaukratisere og frisætte. "Jeg vil se det, før jeg tror det".

Med andre ord, det kommunale bagland vil se en klar friheds- og afbureaukratiseringsplan, der kan realiseres i praksis, og regeringen gør klogt i at præsentere den, inden året er omme.