
Statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale fra 1. januar 2022, hvor hun første gang lancerede sin idé om en ny ældrelov. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Ældrelov har lange udsigter
Folketinget har sidste afstemningsdag her fredag, før medlemmerne går på sommerferie. De samles først i starten af oktober igen. Det betyder, at ældreloven endnu engang er udskudt, og nok først er stemt igennem om et år.
Udgivet: 02/06/2023
Med mindre SVM-regeringen har tænkt sig at hastebehandle en kommende ældrelov, så bliver den tidligst stemt i gennem i det sene efterår.
Det skyldes, at Folketinget har sidste lovbehandlingsdag her fredag, og først begynder at behandle ny lovgivning i oktober igen.
Kommunerne må derfor endnu engang vente på at få afbureaukratiseret ældreområdet. Det kan betyde, at det kan blive svært for kommunerne at få færre love på ældreområdet, således at kommunerne kan få hjælp til skabe mindre administration på ét af de største velfærdsområder.
Loven har ladet vente på sig. Den blev første gang lanceret i statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale for snart halvandet år siden. Der er end ikke kommet et politisk udspil på en ny ældrelov, således at forhandlingerne kan gå i gang om indholdet.
Der kan være flere årsager til, at ældreloven endnu ikke er kommet på bordet. Fra Folketingets debatter, taler oppositionspartier åbent om, at SVM-regeringen er uenig internt om indholdet. Hvor Venstre og Moderaterne ønsker mere frihed på området, så er Socialdemokratiet optaget af afbureaukratisering. Øget frihed må for dem ikke føre til øget bureaukrati.
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) læner sig meget op ad den tidligere minister Astrid Krags (S) arbejde, hvor et ekspertpanel havde set på, hvad det ville kræve at afbureaukratisere. I et interview med NB-Økonomi tidligere på året blev ekspertpanelets rapport nævnt gentagne gange.
Den såkaldte "Okkelsrapport" - opkaldt efter den tidligere departementschef i Sundhedsministeriet Per Okkels, der var formand for ekspertpanelet bag rapporten - havde netop frihed som en udfordring for afbureaukratisering med i sin rapport. Derudover skaber rettigheder også bureaukrati.
Den balancegang har regeringen ikke løst endnu, og derfor kan der formentlig ikke komme et udspil fra regeringen.
Kan blive udsat til 2024
Der er stor risiko for, at kommunerne må vente forgæves resten af 2024. Det skyldes helt lavpraktisk, at SVM-regeringen nedsatte en Sundhedsstruktur-kommission i slutningen af maj i år, som skulle se på netop, hvordan regionerne og kommunerne fremover skulle håndtere det nære sundsområde, som i den grad omfatter de ældre.
Den rapport udkommer først om lidt under et år.
Alle relevante aktører mener, at ældre og sundhed skal tænkes sammen. Det bekræftede regeringen også, at den vil. Dog uden at slå fast, at en ældrelov først kunne gennemføres, når kommissionen var færdig med sit arbejde.
Det betyder i praksis, at kommunerne tidligst kan få deres afbureaukratisering på ældreområdet om et år.
Sidst opdateret: 02/06/2023 - 12:58
Emner: Ældrepleje, Ældrelov






































