Udlignings- og økonomieksperterne i Dataproces har beregnet, hvordan risikoprofilen ved selvbudgettering ser ud for henholdsvis en fattig og rig kommune. Se tallene her.

Udlignings- og økonomieksperterne i Dataproces har beregnet, hvordan risikoprofilen ved selvbudgettering ser ud for henholdsvis en fattig og rig kommune. Se tallene her. - Foto: Pressefoto Dataproces

Se tallene: Sådan er gevinst og risiko for rig og fattig kommune

Hvis de ændrede skøn for skatten slår igennem i 2023, så vil det være en oplagt mulighed for både rige og fattige kommuner at selvbudgettere. Se tallene for to modelkommuner her.

Udgivet: 17/08/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Umiddelbart ser det meget favorabelt ud for både yder- og højindkomstkommuner at selvbudgettere i 2023, hvis Finansministeriet kraftige fejlvurdering af væksten i udskrivningsgrundlaget for 2021 slår igennem i skønnet for 2023.

Ifølge en mail fra KL er det faktiske udskrivningsgrundlag for 2021 endt 2,8 procent højere end Finansministeriets skøn i maj måned, som er det skøn som det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for 2023 er baseret på.

Rent teknisk er det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for 2023 beregnet på basis af det faktiske udskrivningsgrundlag i 2020 tillagt skøn for væksten i 2021 og 2022 samt delvist 2023. Det betyder umiddelbart, at forskellen mellem skønnet for væksten i 2021 og den faktiske vækst vil slå igennem med fuld styrke.

Men det forudsætter at fejlskønnet i 2021 skyldes forhold, som fortsætter i 2022 og 2023. ellers vil det ændrede skøn helt eller delvist blive modregnet i prognosen for 2022 og dermed også for 2023.

Den usikkerhed er formentligt også baggrunden for, at KL i sin mail til kommunerne er meget fokuserede på alene at opfordre kommunerne til at være opmærksomme på det nye skøn over udskrivningsgrundlaget, som kommer i slutningen af august.

Der er to afgørende faktorer for udviklingen i udskrivningsgrundlaget; ændring i beskæftigelsen og væksten i lønningerne.

For 2022 er der intet som peger på hverken en lavere beskæftigelse eller lavere lønstigningstakt end forventet. For 2023 kan krisen medføre en lidt lavere beskæftigelse, men modsat kan den stigende inflation medføre lidt større vækst i lønningerne.

Andre risikofaktorer

Men der er andre risikofaktorer ved selvbudgettering. Den mest oplagte risiko er udviklingen i folketallet.

Her er der to afgørende faktorer.

Den mest umiddelbare er de 30.000 ukrainske fordrevne, som er indregnet i prognosen. Hvis de rejser i november, så vil det påvirke folketallet i alle kommuner negativt. Modsat kan en eskalering af krigen i Ukraine i den vestlige del af landet udløse nye flygtningestrømme, men de nye borgere skal være ankommet og CPR-registeret inden nytårsaften.

Den anden risiko er størst for de store vækstkommuner. En økonomisk krise kan betyde, at tilstrømningen af nye borgere bliver lavere end ventet.

Derudover er der en række mindre risici ved selvbudgettering, fordi kommunens udgiftsbehov genberegnes, men det spiller ifølge Kasper Lund Nødgaard, udligningsekspert fra Dataproces, sjældent en afgørende rolle.

NB-Økonomi har bedt Dataproces om at beregne følsomheden overfor ændringer i udskrivningsgrundlaget og befolkningstallet, som er de to vigtigste faktorer.

Hvis man ser på en yderkommune, så viser eksemplet, at både udskrivningsgrundlaget på landsplan og folketallet skal udvikle sig meget dårligere end forventet, for at gøre selvbudgettering til en dårlig forretning, hvis 2021 tallene slår igennem på udskrivningsgrundlaget i 2023.

I eksemplet vil kommunen have samlede indtægter på 3,114 mia. kroner, og herefter kan man se, hvordan en ændring i udskrivningsgrundlaget på landsplan i forhold til statsgarantien (vandret akse) og folketallet (lodret akse) vil påvirke de samlede indtægter fra skat, tilskud og udligning) sammenlignet med statsgarantien, som er den i boksen i midten.

null
Som det fremgår af beregningen, så vil en ekstra vækst i udskrivningsgrundlaget på eksempelvis to procent betyde, at folketallet i forhold til det forventede skal falde dramatisk, for at kommunen taber på at selvbudgettere.

Risikoprofilen er lidt mere attraktiv for en en højindkomstkommune, men grundlæggende er billedet det samme.

null

Når kommunerne i slutningen af august kender det nye skøn for udviklingen i udskrivningsgrundlaget, så skal alle kommuner vurdere, om den mulige gevinst står mål med risiciene.

Inden en kommune vælger at kompensere for planlagte besparelser ved at selvbudgettere, så skal man dog huske, at den endelige opgørelse af gevinst eller tab først afregnes tre år efter budgetåret, og en eventuel gevinst alene kommer i 2023.

For i 2024 vil en eventuel fejlvurdering af udskrivningsgrundlaget i 2023 blive korrigeret.

Sidst opdateret: 17/08/2022 - 13:57

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]