Her ses Trine Pertou Mach omgivet af journalister, da hun var med i SF. Billedet er fra SF's ekstraordinære landsmøde i Kolding 1. marts 2014, hvor partiet skulle vælge ny formand. Det var, omtrent en måned efter at SF var trådt ud af regeringen.

Her ses Trine Pertou Mach omgivet af journalister, da hun var med i SF. Billedet er fra SF's ekstraordinære landsmøde i Kolding 1. marts 2014, hvor partiet skulle vælge ny formand. Det var, omtrent en måned efter at SF var trådt ud af regeringen. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Tidligere SF-profil vil i Folketinget for Enhedslisten

Trine Pertou Mach har været ude af politik i flere år. Nu vil hun stille op til Folketinget for Enhedslisten.

Udgivet: 13/03/2022

Del artiklen:

Venstrefløjsprofilen Trine Pertou Mach vil gøre comeback på Christiansborg.

Efter at have været partiløs og uden for politik i en række år, håber hun på at kunne stille op for Enhedslisten ved det næste folketingsvalg.

- Jeg vil gerne tilbage til politik, fordi både globalt og i Danmark står vi overfor nogle historisk store kriser, og jeg tror simpelt hen kun, det kan løses med mere solidarisk og venstreorienteret politik, siger hun.

- For mig er Enhedslisten det parti, som har det klareste kompas i forhold til fattigdom og ulighed. Klimakrise og militær oprustning.

I første omgang stiller Trine Pertou Mach op til en urafstemning, hvor Enhedslistens medlemmer stemmer på deres favoritkandidater til Folketinget. Den afstemning danner grundlag for valget af spidskandidater.

Trine Pertou Mach sad i Folketinget for SF i perioden fra 2013 til 2015. En del af den periode var SF med i Helle Thorning Schmidts regering.

Da SF forlod regeringen, og den daværende formand Annette Vilhelmsen trådte tilbage 2014, blev Trine Pertou Mach nævnt som en kandidat til at overtage formandsposten. Hun afviste opfordringen.

Året efter meldte hun sig ud af SF. Det var blandt andet med den begrundelse, at partiet havde nærmet sig Socialdemokratiet for meget.

- Nu er det jo flere år siden, at jeg meldte mig ud af SF, og den gang smækkede jeg ikke med døren. Jeg synes, at Pia (Pia Olsen Dyhr, red.) gør et rigtig godt arbejde, med det projekt hun har, siger Trine Pertou Mach.

- Men jeg hører bare til i Enhedslisten.

Den seneste tid har krigen i Ukraine blotlagt flere uenigheder mellem store dele af Enhedslistens folketingsgruppe og partiets hovedbestyrelse, der er partiets øverste organ.

Selv om en udmelding af Nato er partiets officielle politik, fandt hovedbestyrelsen grund til at mødes forrige søndag.

Ifølge avisen Politiken opnåede partiets hovedbestyrelse tirsdag enstemmighed om, at partiets linje er at forlade forsvarssamarbejdet.

Men medlemmerne er tilsyneladende stadig uenige i, om det skal ske så hurtigt som muligt, eller om det er en langsigtet plan.

De lurende uenigheder bekymrer ikke Pertou Mach.

- Jeg synes, at Enhedslistens syn på Nato er ganske klar, og hovedbestyrelsen har også bekræftet, at man bekæmper militarisme og arbejder for en udmeldelse. Det er det principielle mål, siger hun.

- I mine øjne går det den forkerte vej med den oprustning, der er i gang nu. Den er dødsensfarlig og destabiliserende.

Enhedslisten holder årsmøde den 13.-15. maj, hvor partiet blandt andet vælger kandidater til Folketinget.

/ritzau/

Sidst opdateret: 13/03/2022 - 14:15

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]