Når landets borgmestre på torsdag den tiende marts mødes for at diskutere principper bag fordelingen af service- og anlægsrammerne for 2023, så vil langt de fleste borgmestre kunne finde en analytisk begrundelse for, at netop deres kommune skal have lov til at bruge flere penge.

Forklaringen er, at der findes en lang række analysemetoder til at kortlægge, om en kommune har en større anlægs- eller serviceramme end gennemsnittet.

NB-Økonomi bringer i dag et stort tema, hvor vi har samlet alle de metoder, som vi gennem det seneste år har fundet for at vurdere størrelsen af de enkelte kommuners service- og anlægsramme.

Herefter er det op til borgmestrene, om de vil bruge den viden til at grave sig endnu dybere ned i deres position, eller om de vil bruge de mange metoder til at forstå de andre kommuners argumenter.

Borgmestre kan vælge at acceptere sanktioner - men det har en pris

Selvom der endnu er omkring tre måneder til KL og regeringen ventes at indgå en aftale om størrelsen af den anlægs- og serviceramme, der skal fordeles for 2023, så er borgmestrene under et historisk pres, når de mødes på torsdag klokken 12.

Årsagen er, at det hidtidige system for fordelingen af service- og anlægsrammen reelt blev skudt i sænk ved den faseopdelte budgetproces i efteråret 2021. Efter de sædvanlige forsøg på at få kommunerne til at skære i deres budgetter manglede der 0,4 procent, som alle kommuner - på nær nogle få oprørere - blev presset til at skære på grønthøster-maner.

Alle inklusive KL's formandskab erkendte, at den proces ikke kunne gentages i år, fordi den motiverer alle kommuner til at melde for højt ind og ikke give sig en tomme, før grønthøsteren kommer rullende. Rent logisk vil det i løbet af få år ende i det rene kaos, fordi det udløser en endeløs konkurrence om at melde for høje budgetter ind.

Hvis borgmestrene ikke finder en løsning og kommunerne under et sprænger service- og anlægsrammen, så vil det udløse sanktioner fra på samlet op til fire milliarder kroner. Selvom langt de fleste kommuner har likviditet til at at betale, så er der en række fattige kommuner, som vil blive tvunget til at skære i deres budgetter for at betale sanktionen.

Derfor vil en overskridelse umiddelbart udløse store konflikter internt i KL og da overskridelsen samtidig sætter statens råderum under pres, vil det formentligt også udløse indgreb i det kommunale selvstyre fra regeringen.

Det viser analyserne overordnet set for servicerammen

NB-Økonomi har sammenlignet tre metoder til at vurdere servicerammen, som alle har været inddraget i forhandlingerne gennem årene, og facit er, at de tre metoder viser meget forskellige resultater.

Der er bred enighed om, at en kommunes serviceniveau skal måles i forhold til udgiftsbehovet. Populært sagt, så er det ikke udtryk for høj service, at eksempelvis en kommune som Vordingborg bruger lidt mere end landsgennemsnittet, fordi kommunen på grund af mange ældre og relativt store sociale problemer har et større udgiftsbehov.

Vordingborg bruger eksempelvis stort set det samme på service som Allerød, men i og med at Vordingborg har markant flere ældre og betydeligt større sociale problemer, så oplever den enkelte borger i Allerød et væsentligt højere serviceniveau.

En af de analyser, du kan læse på NB-Økonomi, viser, at hovedstadskommunerne generelt har et betydeligt højere serviceniveau end de fleste provinskommuner, hvis man måler serviceudgifterne i forhold til udgiftsbehovet.

Hvis man alene ser på væksten i serviceudgifter pr. indbygger, så viser det sig, at nogle af de kommuner med en samlet vækst i servicerammen faktisk har mindre til hver indbygger.

Men faktisk er der aldrig nogen, som har sagt, at kommunerne skal have samme serviceniveau. I mange år var det den kommunale udligning og kommunernes skatteprocenter, som afgjorde forskellene i serviceniveauet.

I loven om kommunal udligning hedder det blot, at systemet skal "sikre kommunerne nogenlunde ensartet økonomisk udgangspunkt for opgavevaretagelsen." Samtidig har Folketinget reelt begrænset spændet mellem den gennemsnitlige skatteprocent og den højeste skatteprocent til cirka 1,3 procent - og dermed er der lagt op til, at de kommuner med høje indkomster og få sociale problemer skal have mulighed for at have et serviceniveau, som ligger et stykke over kommuner med lave indkomster og store sociale problemer.

Derudover er der en vis enighed om, at der skal være en vis sammenhæng mellem, hvor meget en kommunes borgere betaler i skat i kroner og ører, og den service de får hos kommunen. Som du kan læse i en af analyserne, så er spændet i dag, at borgerne i de nordsjællandske kommuner kun får omkring 70 procent af deres skattebetalinger retur som service, mens borgerne i Lolland Kommune får cirka 1,5 kroner i service, hver gang de betaler en krone i kommuneskat.

Det viser analyserne om anlægsrammerne:

Når det kommer til anlægsrammerne, så er der også en relativ bred enighed om, at især et stigende antal børn og ældre udløser ekstra anlægsudgifter.

Når man ser på de faktiske anlægsudgifter, så stemmer det relativt pænt med virkeligheden, men der er også 21 ud af landets 98 kommuner, som ligger markant over det forventede anlægsniveau.

I og med at alt peger på, at anlægsrammen bliver den sværeste at skabe enighed om, så bør borgmestrene i de 21 kommuner nok forberede meget konkrete forklaringer på deres anlægsønsker, hvis de vil have lydhørhed blandt deres kolleger.

En af flere gode forklaringer på de høje anlægsbudgetter kan være, at kommunen har ligget lavt i mange år. Men som du kan læse i analysen af de historiske anlægsbudgetter, så ligger eksempelvis Billund og København både højt i forhold til deres demografiske behov og højt i en tiårig periode.

Modsat har en række yderkommuner som Brønderslev ligget meget lavt i de seneste ti år, og kan alene af den grund argumentere for, at kommunen skal have lov til at bygge det, som den har råd til.

Men også en kommune som Fredensborg i Nordsjælland kan bruge de historiske data til at pege på, at kommunen stort set ligger på det forventede udgiftsbehov i forhold til demografien i 2021, selvom kommunen historisk har haft meget lave anlægsudgifter på grund af en elendig økonomi.

Nu er Fredensborg Kommune gældfri, og kommunen har planer om blandt andet at bygge en svømmehal, så den ikke længere er den eneste kommune i Danmark bortset fra de små ø-kommuner, som ikke har egen svømmehal.

Eksemplerne viser blot, at diskussionen om anlægsrammen givetvis bliver særdeles kompliceret, fordi de enkelte kommuners forhold og historik er meget forskellige.

Efter analyserne bliver det rå politik

Netop fordi analyserne giver meget forskellige resultater, så har NB-Økonomi ikke fundet nogen borgmestre, som tror, at man kan blive enige om en objektiv model á la den som gælder for den kommunale udligning.

Når alle analyser og objektive argumenter har været på bordet, så tegner alt til, at den rå politik vil overtage scenen. Men det sker formentligt først hen i august-september. Foreløbigt skal borgmestrene blot forsøge at finde en proces og muligvis blive enige om, hvilke analyser, der skal indgå i forhandlingsgrundlaget.