Denne artikel blev første gang udgivet på NB-Økonomi den 17. juni 2021.

NB-Økonomi har derfor beregnet indekset for kommunernes serviceudgifter med fire forskellige metoder og bortset fra enkelte kommuner (primært ø-kommuner), er billedet stort set det samme uanset hvilken af de fire metoder man bruger.

Det mest umiddelbare problem er, at der ikke findes mål for outputtet (altså hvor god pleje de ældre får eller hvor god undervisning børnene får), men kun for inputtet, altså hvor mange penge en kommune bruger på et område.

Når man alene regner på inputtet, så fanger man ikke forskelle i effektiviteten i de enkelte kommuner eksempelvis på grund af lavere sygefravær, mindre spildtid eller mere effektive processer. Serviceudgifterne siger heller ikke noget om, hvor god en service en kommune leverer, eksempelvis fordi man har evnet at rekruttere dygtigere og mere engagerede medarbejdere.

Det næste problem er, at opgørelsen af udgiftsbehovet hviler på nogle antagelser - altså hvor mange penge en kommune skal bruge for at levere en gennemsnitlig service til en borger med en bestemt alder og en given socioøkonomisk baggrund.

I den her analyse har vi taget udgangspunkt i metoden fra det kommunale udligningssystem. Men alene debatten mellem kommuner og eksperter de seneste år viser, at det absolut ikke er en objektiv sandhed.

Hvis eksempelvis Skanderborg Kommune har ret i tidligere fremført kritik af, at udligningssystemet systematisk undervurderer landkommuners udgiftsbehov, så vil kommunens udgiftsbehov blive for lavt, og dermed bliver kommunens serviceudgiftsindeks for højt.

Det næste store problem er, at den nye udligningsreform i mindre grad er baseret på objektive kriterier og i højere grad på politisk fastsatte, varige særtilskud til kommunerne. Hvis man medregner de varige særtilskud påvirker det i særlig grad en række yder- og vestegns kommuner, som i den politiske proces fik store særtilskud.

Hvis man tror på, at tildelingen af tilskuddene afspejler de enkelte kommuners objektive behov og ikke styrken af deres politiske kontakter, så skal man lægge størst vægt på metoden med indregning af de varige særtilskud.

I kortene herunder kan du se forskellene med de fire metoder NB-Økonomi har valgt.

FAKTA - Sådan har vi gjort:

Kommunernes udgifter består af serviceudgifter, overførsler og anlægsudgifter. Udgiftsbehovet i udligningen består normalt af alle tre udgiftsposter, selvom det alene er serviceudgifterne, som siger noget om, hvor mange penge kommuner bruger på at producere serviceydelser.

For at få et billede af kommunernes udgiftsbehov set i lyset af deres demografi og socioøkonomi har vi alene lagt serviceudgifter ind i den fordelingsnøgle, som bruges til at opgøre udgiftsbehovet i udligningssystemet.

Dermed har vi på baggrund af udligningssystemet skabt et serviceudgiftsbehov, så vi kan vurdere, hvor store serviceudgifter en kommune med gennemsnitlig service 'burde' have på baggrund af kommunens befolkningssammensætning og socioøkonomi. Dermed kan vi se, hvem der ligger højt og lavt på serviceudgifter i forhold til, hvis de skulle levere en gennemsnitlig service til den type borgere kommunen har.

Fordi udligningssystemet ikke længere alene er baseret på objektive kriterier, hvor flere puljer fordeles efter politiske forhandlinger, og systemet har en indbygget underkompensation til kommuner med mange børn og ældre, har vi valgt fire forskellige opgørelsesmetoder.

Metode 1: Udligningssystemets opgørelsesmetode:

Først har vi valgt at opgøre udgiftsbehovet alene ud fra udligningssystemets demografiske og socioøkonomiske opgørelse. Det vil sige, at hver person i hver aldersgruppe udløser et bestemt udgiftsbehov, og herfra tages 33 procent, som fordeles ligeligt på aldersgrupperne men justeres for kommunernes socioøkonomiske indeks. (Se evt. meddelelse om tilskud og udligning). Tilskud til kommuner med faldende folketal er indregnet med 65,27 procent, hvilket er serviceudgifternes andel af det samlede udgiftsbehov.

Fordel ved metoden:

Ulempe:

Metode 2: Udligningssystemets opgørelsesmetode og indregning af varige særtilskud og udlændingeudligning:

Her har vi fastholdt udligningssystemets opgørelsemetode, men tillagt de varige særtilskud og udlændingeudligningen. For begge dele har vi kun medregnet 65,27 procent, hvilket er serviceudgifternes andel af de samlede udgifter.

Fordel ved metoden:

Ulempe:

Metode 3: Udligningssystemets opgørelsesmetode korrigeret med fuld dækning af socioøkonomi:

Vi har her korrigeret udligningssystemets opgørelse af det socioøkonomiske udgiftsbehov, så vi i stedet for at tildele samme socioøkonomiske udgiftsbehov til alle aldersgrupper, har fordelt pengene i forhold til aldersgrupperne på samme måde, som pengene er trukket ud. Det vil sige, at det socioøkonomiske udgiftsbehov beregnes relativt til hver aldersgruppes reelle udgiftsbehov. Dermed vil en 75+ årig eksempelvis udløse et større udgiftsbehov på baggrund af socioøkonomien end en 40-årig. For hver enkelt kommune korrigeres det socioøkonomiske udgiftsbehov naturligvis stadig for kommunens socioøkonomiske indeks, som udregningen i metode 1 og 2.

Fordel ved metoden:

Ulempe:

Metode 4: Udligningssystemets opgørelsesmetode korrigeret med fuld dækning af socioøkonomi og indregning af varige særtilskud og udlændingeudligning.

Vi har her korrigeret udligningssystemets opgørelse af det socioøkonomiske udgiftsbehov, så vi i stedet for at tildele samme socioøkonomiske udgiftsbehov til alle aldersgrupper, har fordelt pengene i forhold til aldersgrupperne på samme måde, som pengene er trukket ud. Det vil sige, at det socioøkonomiske udgiftsbehov beregnes relativt til hver aldersgruppes reelle udgiftsbehov. Dermed vil en 75+ årig eksempelvis udløse et større udgiftsbehov på baggrund af socioøkonomien end en 40-årig. For hver enkelt kommune korrigeres det socioøkonomiske udgiftsbehov naturligvis stadig for kommunens socioøkonomiske indeks, som udregningen i metode 1 og 2. Derudover har vi tillagt de varige særtilskud og udlændingeudligningen. For begge dele har vi kun medregnet med 65,27 procent, hvilket er serviceudgifternes andel af de samlede udgifter.

Fordel ved metoden:

Ulempe:

Korrektion:

I metode 2 og 4 har korrektionerne medført, at det samlede udgiftsbehov afviger marginalt (0,04-0,07 procent). Derfor er der foretaget en korrektion, så indeksene bliver sammenlignelige.

Udregning af indeks:

Vi har herefter for hver metode taget de enkelte kommuners serviceudgifter i budget 2021 og sammenholdt med det opgjorte udgiftsbehov efter de beskrevne metoder. Et indeks over 100 betyder, at kommunens faktiske serviceudgifter er større end udgiftsbehovet opgjort i forhold til den beskrevne metode, mens et indeks under 100 angiver, at kommunen har lavere serviceudgifter end opgjort efter den beskrevne metode.