Som bestyrelsesformand for Nordjyllandsværket har Per Clausen fra Enhedslisten bundet sig til, at værket hurtigst muligt stopper med at bruge russisk kul.

Som bestyrelsesformand for Nordjyllandsværket har Per Clausen fra Enhedslisten bundet sig til, at værket hurtigst muligt stopper med at bruge russisk kul. - Foto: Privat

Rusland giver kraftværker sved på panden

Hvordan undgår man at bruge russisk kul eller naturgas? Det spørgsmål trænger sig på nu i Odense, Aalborg og formodentlig flere andre kommuner. I Aalborg siger den kendte politiker Per Clausen (Enh.): 'Vi kan ikke udelukke, at et stop for brugen af russisk kul på Nordjyllandsværket kan få indflydelse på varmeprisen.'

Udgivet: 07/03/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Flere delvist kommunalt ejede kraftværker står med en brændende udfordring lige nu: Hvad gør vi for ikke at købe kul eller naturgas fra Rusland efter invasionen af Ukraine? I Aalborg og Odense har kommunalpolitikere handlet hurtigt.

Bestyrelsen for Nordjyllandsværket A/S har efter et ekstraordinært bestyrelsesmøde i fredags besluttet i videst muligt omfang at følge Aalborg Kommunes opfordring om at fravælge russisk kul. Det oplyser TV2 Nord.

"Aalborg Forsyning er i fuld gang med at finde alternativer til det russiske kul, ligesom vi undersøger, hvordan vi kan komme ud af vores kontraktmæssige forpligtelser over for vores leverandører," siger byrådsmedlem Per Clausen (Enh.), der er bestyrelsesformand for Nordjyllandsværket A/S.

Han oplyser til TV2 Nord, at beslutningen kan medføre upopulære stigninger i varmeprisen i Aalborg Kommune. Der er nemlig andre kraftværker, som også lige nu er på jagt efter alternativer til russisk kul og gas.

Invasion får værk til at fortsætte med kul

I Odense får invasionen af Ukraine nu det mærkværdige udfald, at Fynsværket fortsætter længere tid med kul end planlagt.

Planen var ellers, at Odense Kommune skulle blive 'kulfri' her i 2022. Men på grund af de stærkt stigende gaspriser bliver den plan nu droppet.

Økonomiudvalget i Odense byråd besluttede torsdag at udskyde kuludfasningen til og med første kvartal af 2023. Det sker fordi, at udfasningen af kul på Fynsværket ville betyde, at man i en overgangsperiode skulle købe gas for flere hundrede millioner af kroner i Rusland.

Beslutningen angående opvarmningen på Fyn indebærer, at Fynsværket til skade for klimaet kommer til at udlede mere CO2 end ønsket. På den baggrund står der i referatet fra Økonomiudvalgets møde i torsdags:

"Økonomiudvalget pålægger Fjernvarme Fyn at foretage yderligere kompenserende tiltag, så den midlertidige forøgede CO2-udledning indhentes."

Sidst opdateret: 07/03/2022 - 13:15

Emner: Energi, Forsyning, Infrastruktur, Aalborg Kommune, Odense Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]