Denne artikel blev første gang udgivet på NB-Økonomi den 10. februar 2022.

Mere og mere peger på, at landets borgmestre vil forsøge at finde en model for den faseopdelte budgetproces, hvor objektive kriterier eller indikatorer skal være med til at bestemme, hvilke kommuner som får lov at bruge ekstra penge på service og anlæg, og hvem der skal holde igen.

NB-Økonomi har derfor set på, hvilke parametre der kan indgå, og hvilke konsekvenser de vil have for fordelingen.

Anlægsområdet er den nemmeste

Den generelle stemning er ifølge NB-Økonomis samtaler med centrale aktører, at det nemmeste er at finde en model for anlægsrammen. Årsagen er angiveligt, at det umiddelbart giver god mening at have et grundbeløb pr. indbygger for alle kommuner, som skal bruges til at vedligeholde den eksisterende bygningsmasse. Herefter er tanken så, at alle kommuner der vil bruge mere end det skal kunne argumentere konkret for, hvorfor de har behov for at bruge mere.

En anden model er, at det er de kommuner, som ligger over landsgennemsnittet, som skal fordele resten af anlægsrammen efter nogle kriterier.

Umiddelbart lyder det enkelt. Et stigende antal børn i 0-5 års alderen kræver byggeri af flere daginstitutioner, flere 6-16 årige kræver flere folkeskoler, og flere ældre over 80 år kræver flere plejecentre.

Men helt så enkelt er det ikke. Et varigt fald i folketallet udløser også udgifter, fordi folkeskoler, daginstitutioner og endda plejehjem på et tidspunkt skal lægges sammen. Og det udløser ofte anlægsudgifter.

Derudover kommer spørgsmålet om kommunens anlægsudgifter over tid. Hvis en kommune har haft meget høje anlægsudgifter over flere år, så er billedet et helt andet, end hvis kommunen i mange år har haft et efterslæb.

Derfor er konklusionen fra de fleste, at nok så mange nøgletal, formler eller indikatorer ikke ændrer på, at det til syvende og sidst bliver en politisk forhandling, hvem der skal have lov til at bygge.

Servicerammen er langt mere kompleks

For servicerammen er sagen væsentligt mere kompleks.

Der en bred enighed om, at det er urealistisk at tvinge nogen kommuner til realt at skære i deres serviceramme - altså korrektion for PL og tekniske ændringer. Dermed snævrer diskussionen sig reelt ind til, hvem der skal have lov til at få andel i det løft, som kommunerne normalt får ved den årlige økonomiforhandling.

Fordelingen af det løft afhænger populært sagt af, om målet er at sikre ensartet serviceniveau i kommunerne og dermed udjævne de nuværende forskelle, eller om målet er, at de nuværende forskelle ikke må vokse.

Er målet en udjævning, så betyder det udtrykt i modeltankegang, at det kun er kommuner med et serviceniveau under landsgennemsnittet, som kan få andel i væksten i servicerammen.

NB-Økonomi har udarbejdet en større analyse af kommunernes serviceudgifter sammenholdt med deres udgiftsbehov beregnet efter kriterierne i de kommunale udligning. Den analyse afslører massive forskelle mellem kommunerne.

Det vil betyde, at langt de fleste hovedstadskommuner ikke vil få andel i væksten i servicerammen de næste mange år, og dermed selv skal finansiere det demografiske træk og eventuelle nye udgiftsområder.

Det er der reelt ikke mange, som tror på, at der kan skabes enighed om i KL, og derfor er der fokus på også at inddrage ændringer i servicebehovet. Altså får en kommune flere eller færre borgere med særligt fokus på de dyre aldersgrupper.

Her kommer endnu en af de mange detaljer ind i billedet. Hvis man fordeler en procentuel stigning, så vil det gavne kommuner med en høj serviceramme på bekostning af kommuner med en lav serviceramme. Derfor taler nogle borgmestre for, at et givet kriterier skal udløse en vækst pr. borger og ikke en procentuelt vækst.

Hvis man alene ser på ændringen i antallet af borgere i de forskellige aldersgrupper, så vil det rent logisk favorisere kommuner med vækst i folketallet og et lav socioøkonomisk indeks, mens det især vil ramme mange yderkommuner.

Et blandet sæt af indikatorer kan være den mulige løsning

En mulig model kunne derfor rent logisk være, at væksten i servicerammen fordeles efter en række kriterier eller indikatorer, så en del fordeles til de kommuner, som har et serviceniveau under landsgennemsnittet. En anden del fordeles efter udviklingen i antallet af borgere i de enkelte aldersgrupper vægtet efter udgiftspres, og endeligt vil der formentligt være behov for en andel, som er til ren politisk forhandling.

Men selv hvis borgmestrene i princippet blev enige om en model med en række indikatorer, så efterlader det en diskussion om, hvordan de enkelte indikatorer skal gøres op. Det enkleste ville være at følge systematikken i den kommunale udligning, men det åbner også for hele diskussionen om den kommunale udligning er fair.

Ovenstående er blot eksempler på indikatorer, som kunne komme i spil. Meldingen er bredt, at borgmestrene slet ikke er kommet i gang med at drøfte konkrete modeller, men at de enkelte borgmestre har meldt ind med mulige indikatorer.

De rige kommuner får det sværere

Uanset valget af indikatorer og metode, så står det klart, at de traditionelt rige kommuner får sværere ved at få ekstra service- og udgiftsrammer de kommende år. Forklaringen er den simple, at der inden udligningsreformen var en stor andel af kommunerne, som slet ikke havde finansiering til at bruge en større service- eller anlægsramme, og derfor overlod de så at sige frivilligt en del af deres serviceramme til de rige kommuner.

Med udligningsreformen er der færre kommuner, som ikke har råd til at udnytte en stigende service- og anlægsramme, og derfor vil mange rige kommuner helt logisk opleve, at de i fremtiden skal kæmpe hårdere for at få vækst i udgiftsrammerne.