Nyvalgt borgmester Søren Smalbro (V) fra Hjørring Kommune opfordrer i nyt debatindlæg kommunerne til at holde fast i den faseopdelte budgetlægning. Han foreslår, at man kunne inddele budgetforhandlinger i mindre regioner.

Nyvalgt borgmester Søren Smalbro (V) fra Hjørring Kommune opfordrer i nyt debatindlæg kommunerne til at holde fast i den faseopdelte budgetlægning. Han foreslår, at man kunne inddele budgetforhandlinger i mindre regioner. - Foto: Hjørring Kommune

Debat: Regionale anlægsrammer kan balancere budgetprocessen

Kommunerne skal holde fast i den faseopdelte budgetlægning, men fastsættelsen af anlægsrammer skal være mere balanceret. Det kan blandt andet løses ved at lave regionale anlægsrammer, skriver Hjørrings nye borgmester i et debatindlæg til NB-Økonomi.

Udgivet: 23/02/2022

Sponseret af

Sponsor Billede

Del artiklen:

For en ny borgmester er læringskurven generelt stejl. For os, der er nye denne gang, er den næsten lodret, når det gælder budgetsamarbejdet på tværs af kommunerne.

Vi er fra dag et blevet involveret i mange møder og drøftelser om emnet. Ud fra disse er jeg ikke i tvivl om, at den faseopdelte budgetlægning er vores ven. Selvom det er en af de venner, som vi ikke altid helt ved, hvor vi har. Finder vi ikke en løsning, hvor vi også i de kommende år er solidariske og får tingene justeret på plads, så er jeg ikke i tvivl om, at staten i første omgang vil svinge sanktionshammeren.

For en kommune som Hjørring, der ser ind i en fremtid, hvor indtægtssiden - på trods af den samlede kommunale overfinansiering - ikke helt rækker til fastholdelse af serviceniveauet, vil det betyde velfærdsforringelser. Og lur mig om ikke det i anden fase fører til et endnu hårdere sanktionsregime og statslig fastsættelse af de enkelte kommuners rammer.

Herefter er vejen - trods løfter om frisættelse - banet for endnu mere statslig detailstyring.

Min oplevelse fra de sidste par år er, at vi ikke har de helt store udfordringer på servicerammen. Her fungerer modellen med vejledende rammer ganske glimrende, så mon ikke vi finder en løsning, hvor nogle små justeringer i tilgangen sikrer, at vi fortsat holder snuden i sporet på den del.

Derimod skal vi have lagt nogle lag på anlægsprocessen. Disse lag skal kunne balancere en række ting, herunder:

- Hensyntagen til både vækstkommuners behov for at investere i udvidet kapacitet og ”tilpasningskommuners” behov for at investere med reducerede driftsomkostninger for øje.

- Hensyntagen til små og mellemstore kommuners behov for en varieret anlægsramme over tid. Skal der bygges en skole eller daginstitutionen, så skal vi kunne ”bule ud” i 1-2 enkelte år.

- En passende fordeling af aktiviteten over hele Danmark, så den kommunale anlægsaktivitet skaber beskæftigelse og aktivitet i alle egne af landet.

For at sikre dette, så bør vi efter min mening få etableret vejledende anlægsrammer for grupper af kommuner. Måske ikke en opdeling på fem regioner, men en opdeling med København, resten af hovedstadsområdet, Region Sjælland, Fyn, Syd- og Sønderjylland, Østjylland og Nordjylland.

Jeg er sikker på, at vi i Nordjylland vil kunne lave aftaler, der sikrer, at fx Hjørrings anlægsramme holdes i ro, hvis Jammerbugt Kommune skal have rum til et skolebyggeri. De vejledende rammer skal nok ikke fordeles efter indbyggertal, men på en måde, der tager hensyn til de øvrige hensyn, der skal balanceres.

Jeg håber, at vi i processen kan afprøve, om det er en farbar vej og i øvrigt finde de vise sten, der skal bruges til at udarbejde de vejledende rammer. Vi har brug for den faseopdelte budgetlægning som en af vores venner – vi har ikke så mange andre.

Sidst opdateret: 23/02/2022 - 13:47

Temaer: Debat

Emner: Hjørring Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]