Assens Kommune er eneste kommune i Danmark, hvor samtlige plejehjem er registreret som et Eden-plejehjem. De har et meget lavt forbrug af antipsykotisk medicin til de demensramte borgere. Kommunen mener selv, det skyldes Edenfilosofien.

Assens Kommune er eneste kommune i Danmark, hvor samtlige plejehjem er registreret som et Eden-plejehjem. De har et meget lavt forbrug af antipsykotisk medicin til de demensramte borgere. Kommunen mener selv, det skyldes Edenfilosofien. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Flere plejehjem med særlig filosofi har nedbragt medicinforbrug for demente

Antipsykotisk medicin til demensramte ældre kan måske nedbringes på plejehjemmene, hvis man har fokus på at få det nedbragt. Det fortæller flere kommuner og plejehjem, der har implementeret særlig filosofi.

Udgivet: 09/02/2022

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Ældre demensramte borgere får på mange plejehjem antipsykotisk medicin, hvis de er udadreagerende. Faktisk er det hver femte demensramte over 65 år, som får den type medicin i Danmark. Men flere plejehjem har tilsyneladende fundet nøglen til at få medicinforbruget nedbragt med en særlig plejehjemsfilosofi, der hedder Eden Alternative. Det fortæller de til NB-Økonomi.

"Vi har et meget lavt forbrug (af antipsykotisk medicin, red.). Vi tilstræber, at vi har et så lavt forbrug som overhovedet muligt," fortæller Maibritt Elm Nielsen, der er forstander på Dalsmark Plejehjem i Sønderborg Kommune.

"Vi har planer om, at vi godt kunne tænke os at lave noget evidens på det, fordi vores tilgang er særlig. Ikke mindst fordi vi er et Edenplejehjem."

Dalsmark Plejehjem skiller sig dermed ud fra resten af Sønderborg Kommune, som i gennemsnit har ét af landets højeste forbrug af antipsykotisk medicin, da over 30 procent af de demente i kommunen får antipsykotisk medicin. Man kan se en oversigt over kommunerens forbrug i nedenstående artikel.

"Det er virkelig ikke ret mange, der får (antipsykotisk medicin, red.), det er højst en eller to ud af 38 med demens," fortæller Maibritt Elm Nielsen til NB-Økonomi. Hun har dog ikke kunnet nå at sende det præcise antal til os inden deadline, men det er langt under de 30 procent.

Læs også:
Analyse: Ingen sammenhæng mellem bevilling og overdreven medicinering

Et Edenplejehjem som det i Sønderborg er et plejehjem, der lever efter en bestemt filosofi, der hedder "Eden Alternative". Her arbejder man med 10 principper, hvor ét af dem er fokus på, at medicin kun må understøtte omsorgen, det skal ikke være "styrende i hverdagen".

Der er i øjeblikket 21 registrerede Edenplejehjem i Danmark, men langt flere kan arbejde med metoderne, end der er registreret. Det er kun Assens Kommune i Danmark, som har implementeret metoden i alle kommunens plejehjem. Men Nyborg Kommune er på vej.

Erfaringerne fra Assens

Assens Kommune har ét af landets laveste gennemsnit, når det kommer til antipsykotisk medicin til demente. Her er det kun 12,5 procent af de ældre over 65 år, som har modtaget den form for medicin.

Men heller ikke her, er der evidens for, at de to ting hænger sammen. Et paradoks med Eden-filosofien er nemlig også, at man skal undgå bureaukrati.

"Man har skruet voldsomt ned for styringen og bureaukratiet. Rigtig meget af det bygger på, at tillid og ansvar lægges helt ud yderst i rækkerne. Derfor har vi heller ikke monitoreret udviklingen over tid," fortæller Michael Bjørn, der er direktør for Social og Sundhed i Assens Kommune.

Han kan derfor ikke give forskellige konkrete tal på, hvilke områder man over tid har forbedret i Assens Kommune. Men der er forskellige indikatorer på, at det går den rigtige vej, siger han.

"Men vi har ikke så stor jobrotation. Det er sådan set heller ikke på vores plejehjem, at vi har en særlig udfordring i forhold til rekruttering, som alle andre oplever," siger Michael Bjørn med henvisning til, at mange kommuner oplever store udfordringer med arbejdskraftsmangel på ældreområdet.

De kan også se, at sygefraværet på plejehjemmene ligger en smule under sygefraværet i ældreplejen. Derudover har de fine trivselsmålinger. Så på de ansattes side, ser det pænt ud ifølge Michael Bjørn. Han mener, at det tætte samarbejde mellem personale, læger, sygeplejersker og pårørende samt den høje faglighed er afgørende for, at de har så lavt et medicinforbrug, når det kommer til demente.

"Selvfølgelig er der også nogle borgere, som får medicin, som også dæmper deres adfærd. Men det faglige fokus samtidig med Eden-værdisættet gør, at medicin bare ikke er det første, man snakker med lægen om," fortæller Michael Bjørn.

"Vores vej skal hele tiden være på, hvad det er, som udfordrer mennesket.

Edenfilosofien har stærkt fokus på samarbejde

Michael Bjørn forklarer, at nogle borgere kan være ensomme, hvorfor deres adfærd bliver præget af den ensomhed, som kan få dem til at agere aggressivt og udadreagerende. Men i stedet for at medicinere dem, så går man i stedet ind og arbejder med ensomheden, så de demente kan slippe for medicinen.

Flere kommuner og plejehjem er enige i, at denne tilgang tager lang tid og mange år at bygge op. For det handler om, at man skal lære borgeren at kende, så man overhovedet kan vide, at aggressiviteten egentlig handler om ensomhed eller noget helt andet. Derfor kan det være nødvendigt at inddrage familierne, læger og sygeplejersker, så personalet på plejehjemmet kan få så meget at vide om borgeren, så det bliver nemmere at hjælpe dem.

"I dag efter otte år, der kan jeg mærke, nu sidder den der," tilføjer Mette Thoms grinende for at understrege, at det tager tid at få ændret kulturen til Edenfilosofien. Hun er leder af Bakkegården demensboliger i Gladsaxe, der også er Edenplejehjem.

Gladsaxe Kommune ligger lige på landsgennemsnittet i forhold til brug af antipsykotisk medicin. Her har 19,6 procent af demensramte borgere over 65 år fået medicinen.

Men Bakkegården ligger lige som Dalsmark Plejehjem i Sønderborg og plejehjemmene i Assens Kommune lavt i medicinforbruget.

På Bakkegårdens demensboliger har de arbejdet med en kulturtransformation i de seneste otte år, og man kunne begynde at se resultater efter nogle år.

"Efter at have arbejdet meget med personcentreret omsorg de første tre år, der kunne vi helt automatisk se, at vi gik fra over 20 procent (medicin, red.) til under 10 procent," fortæller Mette Thoms.

Det er ikke muligt at konkludere noget evidensbaseret på resultaterne i kommunerne omkring Edenfilsofien, men noget kunne tyde på, at hvis et plejehjem fokuserer på at nedbringe medicinforbruget og har personalet har stærke samarbejder med faste plejehjemslæger som kender borgeren, så sker der noget.

Det fortalte Roskilde Kommune til NB-Økonomi i går (tirsdag). Roskilde Kommune arbejder ikke med Edenfilosofien, men de bruger en anden tilgang, der hedder Marte Meo. 13,5 procent af borgerne med demens over 65 år har fået antipsykotisk medicin i Roskilde Kommune. De ligger dermed også et godt stykke under landsgennemsnittet.

Læs også:
Kommuner: Praktiserende læger er afgørende for medicinering af demente

Sidst opdateret: 11/02/2022 - 10:14

Emner: Ældrepleje, sundhed

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]