
Overvismand Carl-Johan Dalgaard fra DØRS fremlægger to gange om året en rapport om Dansk Økonomi. I deres efterårsrapport for 2021, havde de fokus på at øge arbejdsudbuddet via sundhedstiltag som forebygning. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
DØRS: Sundhed og uddannelse kan påvirke regneregler om arbejdsudbud
Øget arbejdsudbud handler oftest om skattelettelser og økonomiske tilskyndelser. DØRS fortæller, at offentlige udgifter også kan have en effekt.
Udgivet: 02/02/2022
Er det skattelettelser eller minimumsnormeringer, der betyder mest for arbejdsudbuddet? Her kommer Finansministeriets regnemaskiner til kort, fordi der kun findes empiri på det første. Det fortæller Det Økonomiske Råds Sekretariat (DØRS) i et debatindlæg, som er bragt hos DØRS og Dagbladet Information i dag (onsdag).
Debatten er væsentlig, fordi det er den slags spørgsmål, som man vil have svar på i politiske forhandlinger. Her ender Finansministeriet ofte med et "borgerligt svar", da der er økonomisk empiri på effekten af skatte- og ydelsesændringer.
Men der findes ikke tilstrækkelig forskning og evidens på, hvad flere pædagoger i daginstitutionen betyder for, at flere forældre kommer i arbejde. Eller på lang sigt, om det kan betyde, at flere børn løftes socioøkonomisk op, så de senere kan komme ind på arbejdsmarkedet.
Men DØRS har lavet analyser på netop daginstitutionsområdet. Men resultatet er ikke umiddelbart opløftende, hvis man ser det med venstreorienterede briller.
"Sandheden er jo, at det vi har kigget på indtil videre har jo ikke tydet på, at der er nogle lavthængende frugter i retning af, at hvis man løfter nogle bestemte typer af udgifter til børneinstitutioner, at så har det dramatiske effekter på arbejdsudbuddet," fortæller Carl-Johan Dalgaard, som er professor i økonomi og overvismand i DØRS, til NB-økonomi.
Velfærdsområder med potentiale for større arbejdsudbud
Men selvom forskningen endnu ikke er fintmasket nok på daginstutitionsområdet, så er der andre områder, som måske kan give bedre resultater, mener Carl-Johan Dalgaard.
Her peger han specifikt på sundhed og uddannelse som to områder, hvor man kan høste nogle lavthængende frugter. Mere forskning på de områder, kan potentielt give nogle resultater, hvis man gerne vil vide, hvad forebyggelse i sundhed for eksempel betyder for, at seniorer kunne blive længere på arbejdsmarkedet.
DØRS satte derfor fokus på netop sundhedsområdet i deres efterårsrapport, som NB-Økonomi har afdækket nedenfor.
Her var det foreløbige resultat, at der manglede mere viden. Men at det er helt oplagt, at man - ved siden af reformer om at blive længere på arbejdsmarkedet - kunne øge arbejdsudbuddet ved at fokusere mere på sundhed.
For at kunne påvirke regnemaskinerne og -reglerne, kræver det dog, at man får undersøgt, hvilke tiltag, der vil betyde mest for økonomien og arbejdsudbud.
"Vores efterårsrapport havde et specialkapitel om sundhed, her pegede vi jo netop på, at det
her er et område, det er væsentligt, siger Carl-Johan Dalgaard. "Her er det interessante arbejde, hvad det er for nogle tiltag, som betydeligt påvirker sundhedstilstanden i befolkningen, som man kan iværksætte fra centralt hold."Tilskyndelsesreformer har sine begrænsninger
DØRS stemplede allerede ind i debatten om regneregler og -maskiner i 2017. Carl-Johan Dalgaard mener, at det er en debat, der er vigtig, fordi måden man regner på udgør grundlaget for det lovforberedende arbejde
Derudover, så kan man ikke løse alle udfordringer ved kun at fokusere på skat og ydelser. Det han vil karakterisere som "tilskyndelsesreformer". Altså en tilskyndelse til at få folk til at arbejde.
"Mange borgere har sammensatte problemer. De har større problemer, end at de ikke har et arbejde. Hvis man begynder at sænke ydelserne for de her borgere, så burde det give en øget tilskyndelse til at komme ud i arbejde. Men i praksis, ser vi at de her borgere i stedet bliver fattigere og måske mere stresset," siger Carl-Johan Dalgaard. "Det betyder jo noget de facto
for deres mulighed for at reagere på tilskyndelsen".
Hans postulat er derfor, at det i praksis vil være helt umuligt at få denne gruppe ud på arbejdsmarkedet ved hjælp af tilskyndelsesreformer. Derfor er det vigtigt at undersøge, hvordan man kan få den gruppe ud, som ikke kommer i arbejde, uanset hvor mange reformer, man laver.
Han hilser derfor debatten meget velkommen.
Debatten om regneregler er langt fra forbi. DØRS bruger mange ressourcer på at lave flere analyser af de her områder, som ikke er med i de klassiske økonomiske beregninger. Det er noget, som generelt breder sig, fortæller han. Carl-Johan Dalgaard kan dog ikke give et tidsestimat på, hvornår man vil se de første politiske forhandlinger, hvor regnereglerne har de her offentlige udgifter med i betragtningen omkring øget arbejdsudbud.
Sidst opdateret: 02/02/2022 - 13:22
Temaer: Kommuneøkonomi
Emner: Økonomi







































