Offentlige finanser i plus - men minkregning lurer om hjørnet

Nye tal viser, at de offentlige kasser er endt med et underskud på blot 4,3 milliarder i 2020, hvilket er milevidt fra underskuds-prognosen på 160 milliarder kroner. Samtidig er der overskud i første halvår af i år.

Udgivet: 28/09/2021

Del artiklen:

De offentlige finanser fortsætter med at klare sig betydeligt bedre end forventet. I andet kvartal 2021 havde de samlede offentlige kasser et overskud på 3,3 milliarder kroner, og samtidig har Danmarks Statistik opjusteret tallene for 2020, hvor det viser sig, at de offentlige kasser kun havde et underskud på 4,3 milliarder kroner trods coronakrisen.

I andet halvår af 2021 vil erstatningerne på 15,6-18,8 mia. kr. fra aflivning af landets mink ramme de offentlige finanser senere i år.

De nye tal er vigtige, fordi de afliver frygten for en voldsom statslig gældsætning som følge af corona-krisen. Selvom finansministeren formentligt skal ud og trække på kassebeholdningen til mink-erstatningerne, så er beløbet en engangsudgift og trods alt overskueligt i forhold til statens samlede formue. Samtidig har staten de seneste par år været begunstiget af store kursgevinster ikke mindst på aktierne i Ørsted.

Skat af feriepenge opvejer stort set udgiften til hjælpepakker

I første halvår af 2021 var det samlede overskud 5,1 milliarder kroner.

"Overskuddet er fremkommet på trods af restriktioner, den delvise nedlukning af samfundet og de omfattende udgifter til test, vaccinationer og værnemidler som følge af covid-19," skriver Danmarks Statistik.

De offentlige finanser er hjulpet af, at det ved påske blev muligt at udbetale to ugers indefrosne feriepenge. Det skulle der betales i alt 3,9 milliarder i skat af, men det mere end opvejes af en udgift på 4,5 milliarder til corona-hjælpepakker.

Hos Danske Bank siger cheføkonom Las Olsen, at de offentlige finanser fortsætter med at vise gode takter.

I 2020 endte underskuddet på de offentlige finanser på 4,3 milliarder kroner. Det var milevidt fra den prognose på minus 160 milliarder kroner, som regeringen ventede i foråret 2020.

"Det hører dog med til historien, at man skal passe på med at bruge kvartalstallene, fordi en stor del af den offentlige økonomi reelt først kan gøres op, når året er slut," siger Las Olsen.

"Det gælder ikke mindst for skatten på pensionsafkast, som gennem mange år har været en af de helt store kilder til overraskelser, og som især kommer an på, hvordan det går på de finansielle markeder," siger han i en kommentar.

Han påpeger samtidig, at en stor udgiftspost i form af erstatning til landets minkavlere ikke er faldet på plads, efter at de sidste år blev tvunget til at aflive deres besætninger og lukke erhvervet.

Det ventes at løbe op i 15,6-18,8 milliarder, når udbetalinger er faldet. Indtil videre er der udbetalt cirka 400 millioner i år.

aum/ritzau

Sidst opdateret: 28/09/2021 - 13:32

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]