Det er blandt andet udenlandske byggearbejdere som glemmer at melde flytning ud af Danmark, som kommunerne får sværere ved at opdage på grund af stop for brug af det særlige E-indkomst register til CPR-kontrol.

Det er blandt andet udenlandske byggearbejdere som glemmer at melde flytning ud af Danmark, som kommunerne får sværere ved at opdage på grund af stop for brug af det særlige E-indkomst register til CPR-kontrol. - Foto: Arkivfoto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix

Forbud mod indkomstkontrol med udlændinge i 2021 kræver øget fokus på CPR

Forbud mod at bruge e-indkomstregisteret til CPR-kontrol vil gælde hele 2021. Det kan koste penge for kommuner med faldende folketal, mens især selvbudgetterende kommuner får en gevinst.

Udgivet: 28/09/2021

Del artiklen:

Et midlertidigt forbud mod at bruge det såkaldte e-indkomstregister til at finde såkaldte spøgelsesborgere vil gælde resten af 2021, og dermed kan folketallet i nogle kommuner blive for højt. Hvis det sker, så vil vinderne blive selvbudgetterende vækstkommuner, mens taberne kan blive kommuner med befolkningstilbagegang.

De få selvbudgetterende kommuner med vækst i folketallet kan trække på skuldrene og med loven i hånden nyde godt af ekstra tilskud og udligning for nogle ekstra borgere. Modsat er det afgørende, at administrationen i kommuner med faldende folketal har en metode i deres CPR-kontrol, som kan kompensere for den manglende e-indkomstkontrol.

Lykkes det, så vil det midlertidige forbud formentligt få en minimal eller slet ingen effekt, men glipper det, så kan det i værste fald koste kommunerne et mindre tocifret millionbeløb på udligningen fra 2023 til 2025.

Ministerium iværksatte ulovlig CPR-kontrol

I 2018 og 2019 afdækkede vi her på NB-Økonomi, at der var betydelige fejl i kommunernes folketal, fordi en lang række udenlandske borgere stod opført i folketallet, selvom de forlængst var rejst ud af Danmark igen.

Sagen fik en del politisk opmærksomhed, ikke mindst fordi den daværende økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll Bille (LA) gentagne gange havde kritiseret de kommuner, som brugte blandt andet Dataproces til at finde de såkaldte spøgelsesborgere for at optimere deres udligning. Nu viste det sig, at de kommuner reelt havde et mere retvisende folketal end de kommuner, som ikke havde gennemført den slags kontroller.

Ministeriet pålagde derfor kommunerne at skærpe CPR-kontrollen og anbefalede kraftigt kommunerne at gøre brug af E-indkomstregisteret, fordi det er den enkleste måde at finde de udlændinge, som med stor sandsynlighed er rejst ud af landet igen.

"I orienteringsbrev 2019/1 blev det på den baggrund som et eksempel på kommunernes kontrolredskaber nævnt, at kommunen kan kontrollere, om f.eks. en udlænding har indtægter her i landet ved opslag i indkomstregisteret," erkender ministeriet i bemærkningerne til det lovudkast, som er sendt i høring.

Ministeriet lægger sig, i bemærkningerne til den foreslåede lovændring, fladt ned og erkender, at det råd formentligt er i strid med gældende lovgivning, og derfor pålagde man i et brev i februar i år kommunerne at stoppe den ulovlige kontrol.

Det er "ministeriets opfattelse, at terminaladgang til indkomstregistret kræver udtrykkelig lovhjemmel, hvilket der ikke på nuværende tidspunkt findes i CPR-loven," står der uden det store omsvøb i bemærkningerne til loven.

Ekspert: Fordel for vækstkommuner - mulig tab for tilbagegangskommuner

Folketallet har en afgørende betydning for tildeling af tilskud og udligning til kommunerne. Ifølge analysechef Kasper Nødgaard fra Datataproces er effekten af et enkelt års udsving i folketallet dog begrænset til to grupper af kommuner.

"De kommuner der har valgt at selvbudgettere, de tjener på et for højt folketal, og derfor vil de ikke have noget stærkt incitament til at kompensere for den manglende e-indkomstkontrol med andre midler i CPR-kontrollen," siger han.

En anden gruppe som trods statsgarantien bliver direkte påvirket er de kommuner, som får det særlige udligningstilskud for faldende folketal.

"For dem er det vigtigt at kompensere med andre kontroltiltag, fordi de taber et betydeligt beløb i udligning, hver gang de overser en udlænding, som reelt er flyttet," siger han.

Effekten af udsving i folketallet - også på grund af svagere kontrol - er dog begrænset i det nye udligningssystem, fordi et udsving i 2023 vil blive fordelt over tre år.

For alle kommuner som er underlagt statsgarantien for folketal, og ikke er omfattet af reglerne om faldende folketal, vil den manglende præcision i 2021-folketallet ikke få nogen eller en helt minimal betydning.

Får kun effekt i kommuner med befolkningstilbagegang og svag CPR-kontrol

Hjørring var en af de første kommuner i Danmark, som systematisk forbedrede kommunens CPR-kontrol blandt andet gennem brug af det såkaldte E-indkomstregister. Men selvom den mulighed nu forsvinder i en periode, så er arbejdsmarkeds- og økonomidirektør Leif Johannes Jensen ikke bekymret for, at kommunen taber penge på grund af svagere kontrol i år.

"Der er kommet helt anden opmærksomhed på CPR, så vi har fået tilrettelagt arbejdsgange og prioriteret området. Samtidig er situationen også den, at der i 2021 været færre grænsevandrere på grund af corona og lukningen af minkfarmene - så ind ud effekten har været meget mindre. Derfor tror jeg faktisk ikke, at det bliver noget problem for os," siger han.

Med et smil på læben fremhæver Leif Johannes Jensen også, at man i Hjørring har "biologisk ansigtsgenkendelse" på Rådhuset, og at man derfor nemmere opdager, hvis borgere er forsvundet.

Bag det fancy ord gemmer der sig dog ikke avanceret kinesisk overvågningsteknologi, men derimod at de ansatte i borgerservice har så lang erfaring og stort lokalkendskab, at de ofte kender borgerne og arbejdsgiverne så godt, at de nemt fanger de udlændinge, som er rejst ud af kommunen.

Lolland er en anden kommune, som har haft fokus på CPR-kontrollen i en længere periode, og her siger kommunaldirektør Thomas Knudsen også, at han ikke forventer, at den manglende E-indkomst kontrol vil få nogen nævneværdig betydning.

“Mit indtryk er, at der i dag er øget opmærksomhed på CPR-kontrol, og derfor vil udsvingene være mindre, end vi så ved den første oprydning," siger han.

Kasper Nødgaard fra Dataproces vurderer også, at det afgørende er, om kommuner med faldende folketal har fået opprioriteret CPR-kontrollen og fået solide arbejdsprocesser.

Men er det omvendt ikke tilfældet, så kan den manglende mulighed for E-indkomst kontrol påføre kommunen et tab, som han skønner til i værste fald at kunne være i den meget lave ende af et tocifret millionbeløb regnet over tre af de tre år, hvor det vil have effekt.

Sidst opdateret: 28/09/2021 - 13:37

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]