Her har borgerne fået mest service for ekstra skattebetalinger siden KV17

Der er ringe sammenhæng mellem udviklingen i kommuneskat og serviceudgifter, og derfor kan borgerne ikke regne med, at mere kommuneskat resulterer i bedre service. Se her, om serviceudgifterne eller kommuneskatten er steget mest i den indeværende valgperiode i din kommune.

Udgivet: 23/09/2021

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Mellem kommunerne er der stor forskel på, om borgernes øgede skattebetalinger bliver omsat til øget service.

Det viser en analyse foretaget af NB-Økonomi, der ser på udviklingen i kommunernes serviceudgifter og deres indtægter fra kommuneskatten, og om der er en sammenhæng mellem de to parametre.

I langt de fleste kommuner er betalingen til kommuneskatter steget væsentligt mere end serviceudgifterne, og der er kun en meget svag sammenhæng mellem stigningen i kommuneskattebetalingerne og stigningen i serviceudgifterne.

Det betyder med andre ord, at der mellem kommunerne er stor forskel på, om borgernes øgede skattebetaling også betyder, at borgerne får mere service.

Se udviklingen i de to parametre i grafen herunder. Kommuner over den skrå linje har haft en højere stigning i serviceudgifterne end i kommuneskattebetalingen, og kommuner under linjen har haft en højere stigning i kommuneskatten end i serviceudgifterne.

(Artiklen fortsætter under grafen)

Resultat af et stort regnestykke

Bag resultatet af, hvor meget kommunerne har haft mulighed for at øge serviceudgifterne ligger et stort regnestykke, hvori der indgår kommunal udligning, likviditet, budgetlægning i KL, bloktilskud, overførselsudgifter og en række andre faktorer, og derfor kan man ud fra denne opgørelse ikke sige noget om, om en kommune forvalter pengene effektivt eller ej.

I stedet kan opgørelsen alene sige noget om, om borgerne i en kommune får mere service i takt med, at de betaler mere i skat, og om kommunerne i praksis øger serviceudgifterne, når skatteindtægterne stiger.

Generelt er det sådan, at relativt velhavende kommuner, der har oplevet beskedne stigninger i kommuneskatten har haft en højere stigning i serviceudgifterne end i kommuneskattebetalingerne. Det gælder eksempelvis Billund, Hørsholm og Gentofte kommuner.

Det samme gør sig gældende for kommuner, der har stigninger i kommuneskatteindtægterne under landsgennemsnittet, men får en relativt høj finansiering fra udligningssystemet. Det gælder eksempelvis Lolland, Ærø og Brøndby Kommuner.

Omvendt er der kommuner som Gribskov og Norddjurs, som ikke er traditionelt velhavende kommuner, men hvor man over de seneste år har oplevet en stor stigning i indtægterne fra kommuneskatter. Her har serviceudgifterne ikke tilpasset sig stigningerne i kommuneskatten.

Det kan eksempelvis skyldes forsigtighed ved budgetlægning, manglende likviditet eller at man ikke har kunnet få en så stor stigning i servicerammen ved den faseopdelte budgetlægning, som man gerne ville have.

I kortet herunder kan du se, om borgerne i din kommune har fået en serviceforbedring i forhold til den ekstra kommuneskattebetaling over landsgennemsnittet i indeværende valgperiode.

FAKTA - Sådan har vi gjort:

For hver kommune har vi fundet serviceudgifter pr. indbygger og indbyggertal den 1. januar fra Indenrigs- og Boligministeriets kommunale nøgletal i 2017 og 2020. Her har vi ganget serviceudgifterne pr. indbygger med indbyggertallet for at få de samlede serviceudgifter.

Derefter har vi fundet de samlede kommuneskattebetalinger i hver kommune i 2017 og 2020 i Danmarks Statistiks Statistikbank i statistikken PSKAT4.

For begge parametre har vi beregnet udviklingen fra 2017 til 2020 i procent, og det er de tal, som indgår i plotdiagrammet.

Samtidig har vi set, om der er en generel korrelation mellem, at de kommuner, der har haft de højeste udviklinger i skatteindtægterne også har haft de højeste udviklinger i serviceudgifter. Her fandt vi stort set ingen korrelation, omend den overordnede sammenhæng er mere positiv end negativ, hvilket kan tyde på en svag sammenhæng.

I kortet har vi beregnet forskellen i procentpoint mellem udviklingen i serviceudgifter og udviklingen i skattebetalinger. Her betyder et positivt tal, at kommunens serviceudgifter har udviklet sig mere end skattebetalingerne.

Sidst opdateret: 24/09/2021 - 10:01

Emner: Skat

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]