Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad har givet syv kommuner lov til at sænke skatten med statsligt tilskud i 2022 som følge af, at kommunerne fik en gevinst på udligningsreformen.

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad har givet syv kommuner lov til at sænke skatten med statsligt tilskud i 2022 som følge af, at kommunerne fik en gevinst på udligningsreformen. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Syv kommuner vil sænke skatten i 2022

Syv kommuner har fået tilskud til at sætte skatten ned i 2022. Tallene viser, at der er større rift om at sætte skatten op, end der er om at sætte skatten ned.

Udgivet: 26/08/2021

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Borgerne i syv af landets kommuner kan se frem til at betale mindre i skat i 2022.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Indenrigs- og Boligministeriet.

Skattenedsættelserne kommer som et resultat af udligningsreformen, hvor kommuner med gevinst på reformen fik mulighed for at sænke skatten med tilskud fra staten. Det skriver NB-Økonomi.

De syv kommuner, der har valgt at takke ja til den mulighed er Ballerup, Frederikssund, Kalundborg, Kerteminde, Norddjurs, Samsø og Vesthimmerland.

Kommunerne får et statsligt tilskud på 90 procent af skattenedsættelsen i 2022, og tilskuddet nedsættes løbende frem mod 2026, hvor der ikke længere ydes et statsligt tilskud som følge af skattenedsættelserne.

Men selvom kommunerne får et tilskud til at sænke skatten, så er der kun søgt om skattenedsættelser for i alt 76,4 millioner kroner ud af en ramme på i alt 133,9 millioner kroner.

Flere vil sætte skatten op

For nyligt blev det offentliggjort, at ti kommuner omvendt har fået lov til at hæve skatten med i alt 110,6 millioner kroner i 2022 som følge af deres tab på udligningsreformen.

Dermed er appetitten på at gennemføre kommunale skattestigninger fortsat højere, end den er for at gennemføre skattenedsættelser, selvom kommunerne får et pænt tilskud til at sænke skatten, og landets borgere endda går til valgurnerne ved kommunalvalget kort tid, efter budgetterne for 2022 bliver vedtaget.

Kommunerne har ikke endeligt forpligtet sig på at gennemføre de skattenedsættelser, de har fået tilskud til, og de endelige kommuneskatter fastsættes først med kommunernes budgetlægning for 2022.

null
Se her, hvor meget de syv kommuner vil sænke skatten i 2022.

Fakta fra Indenrigs- og Boligministeriet:

  • Med udligningsreformen er indført, at kommuner med tab i udligningsreformen, kan sætte indkomstskatten op, og samtidig er indført en midlertidig tilskudsordning, der skal understøtte nedsættelser af den kommunale indkomstskat.
  • Det midlertidige tilskud udgør 90 pct. af provenutabet ved en skattenedsættelse i 2022 og udfases over perioden 2022-2026.
  • Rammen for skattenedsættelser med tilskud kan samlet set ikke overstige 133,9 mio. kr., som er baseret på ansøgte skatteforhøjelser vedrørende tab i udligningsreformen for 2022.
  • Det indgår i aftalen mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2022, at der etableres en ramme til skattenedsættelser med tilskud i kommunerne i 2022 på op til 50 mio. kr. samt en tilsvarende ramme til skatteforhøjelser i 2022. Der er ansøgningsfrist til disse rammer d. 10. september 2021.

Sidst opdateret: 27/08/2021 - 06:45

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Skat, Indenrigs- og Boligministeriet

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]