
Politiet skal nu til at efterforske, om kommunaldirektør Sønder Søndergaard Kjær uretmæssigt har brugt Sorø Kommunes penge. - Foto: LinkedIn
Kommunaldirektør bliver politianmeldt
Kommunalbestyrelsen i Sorø politianmelder nu kommunaldirektør Søren S. Kjær. Borgmesteren fortryder ikke sin håndtering af sagen.
Udgivet: 26/08/2021
Kommunaldirektøren i Sorø Kommune, 55-årige Søren S. Kjær, bliver nu anmeldt til politiet af et flertal i kommunabestyrelsen. Hans brug af kommunens kreditkort skal efterforskes. Politiet er også ved at granske den nu tidligere kommunaldirektør i Greve 52-årige Claus Thykjærs brug af kreditkort.
Efter en meget lang debat indtil cirka kl. 22:30 i aftes i kommunalbestyrelsen blev et flertal på 23 ud af de 24 medlemmer enige om at politianmelde Søren S. Kjær.
Borgmester Gert Jørgensen (K) vil ikke uddybe kommunalbestyrelsens beslutning over for NB-Kommune. Han siger, at "politiet er den rette myndighed til at afklare, om der er foregået noget ulovligt."
Fortryder ikke noget
Gert Jørgensen er blevet kritiseret af flere medlemmer af kommunalbestyrelsen for, at kommunen tidligere på måneden udsendte en pressemeddelelse, hvoraf fremgik, at Søren S. Kjær havde opsagt sin stilling, fordi han vil noget andet. Men allerede ved udsendelse af pressemeddelelsen vidste Gert Jørgensen alt om
Søren S. Kjærs bilagsrod. Med andre ord fortalte pressemeddelelsen langt fra hele sandheden om grunden til, at Søren S. Kjær nu er fortid i Sorø.
Adspurgt om han set i bakspejlet gerne ville have håndteret nogle ting i kommunaldirektør-sagen anderledes, svarer Gert Jørgensen prompte:
"Nej."
Og så uddyber borgmesteren:
"Sagen kunne ikke være håndteret anderledes, fordi vi skal følge reglerne for håndtering af personalesager ifølge forvaltningsloven. Det eneste, jeg er ked af, er, at jeg ikke blev orienteret af forvaltningen om mulige problemer før 25. juni."
S: Glad for at have insisteret
Spidskandidat for Socialdemokratiet i Sorø Anne Madsen vil ikke kommentere borgmesterens håndtering af kommunaldirektør-sagen. Hun skriver dog til NB-Kommune:
"Vi er i Socialdemokratiet glade for, at vi sammen med SF fra start ikke lod os nøje med en orientering, men insisterede på at tage sagen alvorligt og behandle den politisk."
Mundkurv på
I kommunalbestyrelsen i Sorø er man blevet enige om ikke at udtale sig til medierne mere om sagen. De kommunalbestyrelsesmedlemmer, NB-Kommune, har talt med her torsdag henviser til borgmesteren. I en kortfattet pressemeddelelse fra kommunen står der:
"Sagen er herefter overgivet til politiet, og af hensyn til politiets arbejde, vil der ikke være yderligere udtalelser om sagens indhold, før der er truffet en endelig afgørelse i sagen."
Flere detaljer her om sagen mod Søren S. Kjær:
Artiklen er siden publicering torsdag morgen blevet opdateret med et citat fra kommunalbestyrelsesmedlem Anne Madsen (S).
Sidst opdateret: 26/08/2021 - 14:18
Emner: Sorø Kommune, Forvaltning, Kommunaldirektør




































