
Alt tyder på, at borgmesteren i Langeland Kommune Tonni Hansen (SF) kan se frem til at få en udviklingsaftale med Indenrigs- og Boligministeriet, som skal hjælpe med at rette op på kommunens økonomiske situation. - Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix
Analyse: Dårlige nyheder på vej til mange særtilskudsansøgere
Ny rapport giver stærkt fingerpeg om, hvilke kommuner der står stærkt og svagt i spillet om fordelingen af godt 350 millioner kroner i særtilskud.
Udgivet: 25/08/2021
For en stor del af de 49 kommuner, som har ansøgt om støtte til "særligt vanskeligt stillede kommuner" og de fire kommuner, der har søgt om udviklingsaftale, er der dårlige nyheder i en analyse, som Indenrigs- og Boligministeriet netop har offentliggjort.
Analysen kortlægger de socialt belastede kommuner, som er hårdest belastet af flyttemønstre, og afdækker dermed et parameter, som er vigtigt for flere af kriterierne for at være "særligt vanskeligt stillet".
Selvom det betragtes som et vilkår, at en del af de 350 millioner kroner i særtilskud fordeles efter politiske hensyn, så giver rapporten et klart billede af en gruppe kommuner, som i hvert fald er særligt udfordret på grund af flyttemønstrene.
Lolland og Langeland kommuner er så meget hårdere ramt af både sociale udfordringer og flyttemønstre, at de synes selvskrevne til at få en udviklingsaftale. Regeringen har meddelt, at den vil indgå 2-3 udviklingsaftaler med langsigtede aftaler om særtilskud, og meget tyder på, at det kun bliver to.
Årsagen er, at ingen af de øvrige kommuner i analysen skiller sig klart ud som en nummer tre, og derfor tyder meget på, at det kun bliver Lolland og Langeland, der får en aftale.
Det er sværere ud fra rapporten at afgøre, hvem der er storfavoritter til at få andel i det normale særtilskud.
Årsagen er, at kriterierne udover "demografiske og socioøkonomiske udfordringer" og "vedvarende økonomiske udfordringer" også omfatter "aktuelle økonomiske udfordringer". Dermed er kriterierne så brede, at ministeren kan vælge relativt frit blandt en bredere gruppe af kommuner.
Derfor fanger udligningssystemet ikke social eksport
Det rammer kommunerne særligt hårdt, hvis de stærke borgere i beskæftigelse flytter fra en kommune, mens sociale klienter fra andre kommuner flytter til kommunen. Analysen viser, at selv relativt små forskelle blandt til- og fraflytterne har en relativt dramatisk effekt.
Rapporten forholder sig alene til effekten målt i andel af befolkningen, som enten trækker på sociale ydelser eller udløser store sociale udgifter.
Selvom rapporten ikke ser på nettoeffekten for kommunernes økonomi, så er det et kendt problem, at den kommunale udligning er langsom og ret upræcis til at fange sociale udgifter afledt af skæve flyttemønstre.
Rapporten giver en god forklaring på, hvorfor udligningssystemet har så svært ved at fange et stigende udgiftsbehov på grund social eksport.
Den afgørende driver for skæve flyttemønstre er ifølge rapporten kvadratmeterprisen på boliger, og det kriterie indgår slet ikke i beregningen af den kommunale udligning.
"Borgere med de udvalgte karakteristika, herunder førtidspension, kontanthjælp, foranstaltninger til børn/unge, flytter til kommuner med lavere kvm. priser. Dette kan derfor medføre en større koncentration af disse borgere end i kommuner med højere kvadratmeterpriser," hedder det i rapporten.
Derfor vil kommuner med en stor negativ effekt fra flyttemønstrene have et stærkt argument for, at deres økonomiske udfordringer ikke bliver fanget af den kommunale udligning, mens kommuner som har en positivt effekt af flyttemønstrene har mistet et godt argument for, at de er "særligt vanskeligt stillede."
Sidst opdateret: 25/08/2021 - 13:57
Temaer: Kommuneøkonomi







































