Det giver mange penge i udligning at have flere ældre borgere, men på tværs af systemet vil det næsten altid være en fordel at have flere borgere, uanset deres alder. Forstå her hvorfor.

Det giver mange penge i udligning at have flere ældre borgere, men på tværs af systemet vil det næsten altid være en fordel at have flere borgere, uanset deres alder. Forstå her hvorfor. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Forstå på tre minutter: Derfor er folketallet afgørende for tilskud og udligning

Folketallet er et af de vigtigste parametre i kommunernes tilskud og udligning. Forstå her, hvorfor man skal holde særligt øje med udviklingen i kommunens folketal.

Udgivet: 11/05/2021

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Folketallet i landets kommuner er et af de absolut vigtigste parametre for kommunernes tilskud og udligning, og derfor er der særlig grund til at holde øje med Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning, som i år offentliggøres den 20. maj.

Forstå her, hvorfor det forventede folketal har afgørende betydning for kommunernes økonomi.

Bloktilskud

En stor del af kommunernes økonomi kommer fra statens tilskud og Det Udvidede Totalbalancepricip (DUT). Det bestemmer, at kommunerne under et skal kompenseres af staten for deres faktiske udgifter.

Det ordinære tilskud til kommunerne fordeles som såkaldt bloktilskud, hvor hver kommuner har en bloktilskudsnøgle, som bestemmer hvor stor en andel af det statslige tilskud, som skal tilfalde den enkelte kommune.

Bloktilskudsnøglen bestemmes alene af kommunens forventede folketal i tilskudsåret, som med undtagelse af marginale korrektioner baseres på Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning for det kommende år.

Det betyder, at hvis det skønnes, at en kommune i tilskudsåret har præcis en procent af Danmarks samlede befolkning, så får kommunen præcis en procent af kommunernes samlede bloktilskud. I 2021-udligningen var det ordinære bloktilskud 87,3 milliarder, og det vil sige, at hver ekstra forventede borger i en kommune gav omtrent 15.000 kroner ekstra til kommunen i bloktilskud.

Udligning af udgiftsbehov

Udligningen af udgiftsbehovet er delt op i to dele. Først og fremmest er der de aldersbestemte udgifter, hvor kommunen får et bestemt udgiftsbehov per borger i en bestemt aldersgruppe, hvor børn og gamle udløser størst udgiftsbehov, mens personer i den arbejdsdygtige alder udløser væsentligt mindre tilskud.

Derfor er det ikke kun afgørende her, hvor mange borgere man har, men også hvilket alder borgerne har.

Dernæst fordeles 33 procent af udgiftsbehovet efter det socioøkonomiske indeks. Det socioøkonomiske indeks ganges med kommunens folketal, og det betyder, at det socioøkonomiske indeks får større betydning i kroner og ører, jo flere borgere kommunen har.

Det betyder, at kommuner som har et socioøkonomiske indeks på under 100 skal aflevere flere penge ved et højere folketal, mens kommuner med et socioøkonomisk indeks over 100 skal modtage flere penge ved et højere folketal.

Derfor gælder det som udgangspunkt, at et højt folketal er en fordel for kommuner, som modtager penge fra udligning af udgiftsbehov, mens det er en ulempe for kommuner, som skal aflevere penge.

Udligning af beskatning

På udligningen af beskatningsgrundlaget, er effekten af et højt folketal lidt mere teknisk.

Grundlæggende set kan man sige, at hvis man har et beskatningsgrundlag pr. indbygger, der ligger under landsgennemsnittet, så skal man modtage flere penge ved et højt folketal, mens den omvendte effekt gælder for kommuner, der ligger over landsgennemsnittet.

Men hvis man ikke ændrer på kommunens beskatningsgrundlag, når der kommer flere indbygger, for eksempel ved børn og gamle, som ikke er i arbejde, så vil det også flytte på beskatningsgrundlaget per indbygger, når der kommer flere indbyggere.

Her gælder det både for kommuner over og under landsgennemsnittet, at flere indbyggere vil give et lavere beskatningsgrundlag per indbygger, hvilket betyder, at kommuner under landsgennemsnittet skal have flere penge, fordi de flytter længere fra landsgennemsnittet.

Kommuner, der ligger over landsgennemsnittet, skal til gengæld aflevere færre penge i skatteudligning, fordi de rykker tættere på gennemsnittet.

Derfor kan et højere folketal både tale for mere eller mindre i udligning for kommuner, som bidrager til skatteudligningen, mens det altid vil være en fordel med et højt folketal for kommuner, som modtager penge fra skatteudligning.

Kriteriet om fald i folketal

Kriteriet om fald i folketal fordeler 1,6 milliarder kroner til de 35 kommuner, som i 2022-udligningen vil leve op til kriteriet. Derfor kan det rykke dramatisk på de kommuners udligning, hvis de pludselig får et højere folketal. Et af kriterierne for at få del i puljen er nemlig, at man skal have haft et samlet fald over de seneste fem år. Hvis en kommune pludselig har en stigning i folketallet, kan de derfor risikere at falde ud af kriteriet.

Kriteriet om faldende folketal beregnes ud fra de faktisk konstaterede folketal, og derfor påvirkes dette kriterium ikke af fejlskøn eks. på grund af corona.

Derfor kan det være en ulempe for enkelte kommuner, til trods for de ovenstående fordele, hvis de har en stigning i folketallet. Kriteriet er dog bagudrettet, og befolkningsprognosen har derfor ikke nogen effekt på kriteriet.

Til gengæld kan kommunerne med fordel holde øje med, om de skønnes at have en positiv eller negativ udvikling, fordi det kan betyde, at de kommer ind eller ud af kriteriet.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:38

Temaer: Udligning

Emner: Demografi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]